Martin Luthers Andagtsbog Betbüchlin 1545

Martin Luthers Andagtsbog

Den Lille Bedebog med kalender og lidelseshistorien på ny tilrettelagt og forøget Dr. Martin Luther 1545

© 2021 Finn B. Andersen Oversat og tilrettelagt: Finn B. Andersen Forlag: Books on Demand GmbH, København, Danmark Tryk: Books on Demand GmbH, Norderstedt, Tyskland ISBN 978-87-430-4507-6

Indholdsfortegnelse Forord ............................................................................................. 1

De Ti Bud og Trosbekendelsen i kort form .......................... 4 Indledning ...................................................................................... 4 Nådes- og fredshilsen ..................................................................... 4 De Ti Bud ....................................................................................... 8 Trosbekendelsen........................................................................... 22

En prædiken om bønnen ...................................................... 31 Fadervor................................................................................. 36 Udlægningen af Ave Maria .................................................. 49 En enkel måde at bede på ..................................................... 53 Fadervor ....................................................................................... 55 De Ti Bud ..................................................................................... 63 Trosbekendelsen........................................................................... 77

De tre symboler eller bekendelser i Kristi tro .................... 82 Den Apostolske Trosbekendelse .................................................. 85 Den Athanasianske Trosbekendelse ............................................. 86 Te Deum laudamus. ..................................................................... 91 Om symbolerne ............................................................................ 93 Den Nikænske Trosbekendelse .................................................. 123

Dåbens hellige sakramente ................................................. 125

En prædiken om skriftemålet og nadveren ...................... 144 Skriftemålet ................................................................................ 145 Om den hellige nadver ............................................................... 153

En prædiken om Kristi hellige lidelses betragtning......... 171 Om beredelsen til at dø ....................................................... 181 Nadverens nytte og kraft ............................................................ 193

Martin Luthers bekendelse af sin tro ................................ 203 Om kirken ............................................................................ 217 Manasses Bøn ...................................................................... 251 En bøn mod tyrken ............................................................. 253 Passionsbog .......................................................................... 255 Martin Luthers tyske litani ................................................ 307 Salme 103 ............................................................................. 310 Den Store Lutherserie......... Fejl! Bogmærke er ikke defineret.

Forord I 1522 udkom den første udgave af Martin Luthers andagtsbog med titlen ”Betbüchlin”, som ordret betyder ”Lille Bedebog”. Det er ikke en samling af bønner, men derimod en samling af bibelske tekster og Luthers udlægning af det centrale indhold i kristentroen. Det omfatter De Ti Bud, Fadervor og Trosbekendelsen, en række Salmer og bibeltekster. Denne form for små andagtsbøger var ikke ny, men indholdet var desværre ofte tilført datidens katolske lære om aflad og fortjenester. Som Luther skriver det i forordet: ”Blandt mange andre skadelige lærestykker og småskrifter, hvormed de kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallig falsk tro er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for de mindst alvorlige. Deri bliver så megen jammer om bod og syndsoptælling og ukristelige naragtigheder i bønnerne til Gud og hans helgener.” Det er som modvægt og erstatning for dette, at Luther udgiver en evangelisk udgave af ”Betbüchlin” i 1522. Indholdet ændres og forøges gennem flere udgaver til den endelige udgave i 1545, som gengives her i en dansk oversættelse. Udover det nævnte indhold kommer bogen også med en almanak, som også var normalt i andre udgaver. En almanak er en 1

fortegnelse over årets tidsinddeling, kalender, kirkelige højtider, astronomiske observationer, tidevand m.m. I datidens udgaver var der desuden en speciel kalender, som ikke var tilknyttet et bestemt år, men som kunne bruges til selv at udregne, hvornår de forskellige helligdage og søndage faldt. Denne kalender og almanak er udeladt her, fordi den giver ringe mening for os i dag. Den passer ikke med vores kalender i dag, fordi den bygger på den daværende Gregorianske kalender, som blev revideret med den Julianske kalender i 1582, hvor man sprang 10 dage frem i kalenderen. I Danmark skete overgangen først i år 1700, hvor dagene fra 18. februar til 1. marts faldt bort. (søndag den 18. februar efterfulgtes af mandag den 1. marts). Når årets korteste dag faldt allerede den 11. december på Luthers tid, skyldes det derfor ikke unøjagtige observationer, men en unøjagtig kalender på 10 dage. Luther ønskede at reformere både bønnens teologi og praksis. Han indså, at medmindre hans indsigt blev formidlet på et populært, forståeligt niveau, ville det ikke lykkes at ændre langvarige, stærkt forankrede ideer og praksis. Middelalderlige bønnebøger og praksis havde efterladt folk med mange ideer, der underminerede Guds nåde modtaget i tro. Luther søgte at opmuntre til simpel direkte bøn til Gud, som havde lovet at høre den, der beder, snarere end til Jomfru Maria og de hellige. Luther understregede, at Gud hører bønner, trods uværdighed, fordi Gud har lovet at lytte til bøn. Bøn er ikke et godt værk og 2

tjener ikke aflad eller noget andet fra Gud. Det er ærlig kommunikation med Gud. Tankeløs gentagelse af bøn er ikke nyttig. I stedet bør kristne overveje betydningen af hver bøn og frimodigt, ærligt og vedholdende fremlægge deres behov for Gud. Betbüchlin gav lægfolk et evangelisk modstykke til de problematiske bønnebøger, som Luther så i brug. I sin bestræbelse på at forme lægfromheden ved at fokusere på de ti bud, den apostolske trosbekendelse og Fadervor er værket decideret kateketisk og afspejler, hvad der senere skulle blive strukturen i hans katekismer. Luther mente, at den bedste måde at undervise i bøn var at introducere mennesker til troen og derved opildne dem til bøn. Her som andre steder fokuserede han sin undervisning af bønner på Fadervor. Som han ofte gjorde i senere værker, gik han også ind for brugen af bibelske tekster, her Salmerne, som bøn for kristne. Luther og hans tilhængere så tydeligt, at for at forme tro og praksis måtte tilgængelige materialer gøre hans indsigt tilgængelig og anvendelig på det folkelige plan. Luthers Betbüchlin blev populær med det samme. Den blev trykt mindst sytten gange mellem 1522 og 1525 og mindst fyrre gange mere til slutningen af århundredet. Præsteuddannet teolog Finn B. Andersen 2021

3

De Ti Bud og Trosbekendelsen i kort form (WA 10 II, 375-395)

Indledning Nådes- og fredshilsen Nåde og fred være med alle mine kære herrer og brødre i Kristus! Blandt mange andre skadelige lærestykker og småskrifter, hvormed de kristne bliver forført og bedraget, og hvorved utallig falsk tro er fremkommet, regner jeg ikke bedebøgerne for de mindst alvorlige. Deri bliver så megen jammer om bod og syndsoptælling og ukristelige naragtigheder i bønnerne til Gud og hans helgener inddrevet i de enfoldige, og alligevel bliver de blæst højt op med løfter om aflad og et rødt titelblad, dertil bliver kunstige navne skrevet derpå. Én af dem hedder ”Sjælens have”, en anden ”Sjælens paradis”, og så videre. Så de var bestemt modne til en stærk og god reformation, eller også skulle de helt gemmes af vejen. Den dom fælder jeg også over passionsbøgerne eller legendebøgerne, hvori der også er indflettet megen djævelsk tilsætning. Men fordi jeg for øjeblikket ikke har tid og en sådan reformation er for meget for mig alene, vil jeg for denne gang lade det blive ved denne formaning, indtil Gud giver tid og nåde, og i 4

mellemtiden vil jeg til en begyndelse på denne enfoldige kristne form og spejl fremholde, hvordan man skal erkende synderne og bede efter De Ti Bud og Fadervor. Og det er jeg sikker på, at et kristenmenneske har bedt mere end nok, når man beder Fadervor ret, så tit man vil og hvilken del af det, man vil. For skal man bede en god bøn, kommer det ikke an på de mange ord, som Kristus siger Matt 6, 7, men det kommer an på mange gange og ofte at sukke hjerteligt til Gud, og det skulle ske hele tiden. Jeg beder hermed om, at enhver vil vænne sig af med de birgittinske bønner og alle de andre, som er udmalet med aflad og tilsigelse, og igen vænne sig til denne almindelige, enfoldige, kristne bøn, som er af den slags, at desto mere og desto længere man bedriver den, des sødere og lystigere bliver den. Dertil hjælpe os mesteren i den slags bøn, vor kære Herre, Jesus Kristus, som er velsignet i evighed. Amen.

Fortale. Det er ikke sket uden Guds særlig ordning, at det er bestemt for den almindelige kristne, som ikke kan læse Skriften, at han skal lære og kende De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor. I disse tre stykker er nemlig alt, hvad der står i Skriften og stadig skal prædikes, grundigt og letforståeligt sammenfattet. Og også alt, hvad det er nødvendigt at vide for en kristen. Det er forfattet så kort og letforståelig, at ingen kan klage eller undskylde sig med, at det er for svært at fatte, hvad der er nødvendig til frelse. 5

Der er nemlig tre ting, det er nødvendigt for et menneske at vide, hvis man skal blive salig. Det første er, at man véd, hvad man skal gøre og undlade. Det andet er, når man så ser, at man ikke kan gøre eller undlade dette ved egne kræfter, at man så véd, hvor man skal finde og tage det, så man kan gøre det, man skal. For det tredje, at man véd, hvordan man skal søge det og hente det. Ganske som det for en syg for det første er nødvendigt, at man véd, hvad ens sygdom er, hvad man skal gøre eller ikke gøre. Dernæst er det nødvendigt, at man véd, hvor det lægemiddel er, der kan hjælpe en, så man kan gøre og undlade det, som et sundt menneske skal. For det tredje må man ønske at få dette, søge det og hente det eller lade det bringe. Sådan lærer budene mennesket at erkende sin sygdom, så man ser og føler, hvad man kan gøre og hvad ikke, hvad man kan undlade og hvad ikke. Sådan erkender man sig som en synder og et ondt menneske. Dernæst foreholder Trosbekendelsen os og lærer os, hvor vi skal finde lægemidlet, som er nåden, som hjælper os til at blive from, så vi kan holde budene. Den viser os Gud og hans barmhjertighed, som er vist os og givet os i Kristus. For det tredje lærer Fadervor, hvordan vi skal skaffe dette, hente det og lade det bringe til sig, nemlig med en enkel, ydmyg og tillidsfuld bøn. Så vil det blive os givet, og vi vil sådan blive 6

salig ved opfyldelsen af Guds bud. Det er de tre ting hele Skriften handler om. Derfor tager vi for det første fat på at lære budene, så vi erkender vor synd og ondskab, det vil sige, vor åndelige sygdom. Det er den, der bevirker at vi aldrig kan gøre eller undlade det, som vi skal.

7

De Ti Bud Moses’ første tavle med de vigtigste bud Den første og vigtigste tavle hos Moses indeholder de tre første bud, hvori mennesket bliver belært om, hvad man skal og er skyldig at gøre og undlade over for Gud, det vil sige, hvordan man skal forholde sig over for Gud. Det første bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig til Gud indvendig i hjertet, det vil sige, hvad man altid skal tænke om ham, regne ham for og agte ham for, nemlig, at man tillægger ham alt godt, som en far og god ven, i al troskab, tro og kærlighed, hele tiden med frygt for, at gøre ham ked af det, som et barn har det over for sin far. Naturen lærer nemlig, at der findes en Gud, som giver alt godt og hjælper imod alt ondt; sådan som også afguderne hos hedningerne viser det. Det første bud lyder sådan: Du må ikke have andre guder. Det andet bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig over for Gud i ydre henseende med ord over for folk, eller også indadtil for sig selv, nemlig, at han skal ære Guds navn. For ingen kan hverken over for sig selv eller over for folk fremvise Gud som han er efter sin guddommelige natur, man må gøre det gennem hans navn. Det bud lyder sådan:

8

Du må ikke misbruge din Guds navn. Det tredje bud lærer, hvordan mennesket skal forholde sig over for Gud i det ydre med gerninger, det vil sige, med gudstjenester, og det lyder sådan: Du skal holde hviledagen hellig. Altså lærer disse tre bud mennesket, hvordan man skal omgås Gud, i tanker, ord og gerninger, det vil sige, med hele sit liv.

Moses' anden tavle Moses’ anden tavle indeholder de syv følgende bud, hvori mennesket får besked om, hvad man har pligt til at gøre og undlade over for andre mennesker, over for sin næste. Det første lærer, hvordan man skal forholde sig over for al øvrighed, som sidder i Guds sted. Derfor er dette bud det første af de syv, der følger efter de første tre bud, der har med Gud selv at gøre. Øvrigheden er: Far, mor, åndelige og verdslige herrer, og det lyder sådan: Du skal ære din far og din mor. Det næste bud lærer, hvordan man skal forholde sig imod sin ligemand eller sin næste, hvad angår hans egen person, at man ikke forulemper ham, men hjælper ham, hvor han behøver det. Det lyder sådan: 9

Du må ikke slå ihjel. Det sjette bud lærer, hvordan man skal forholde sig over for sin næstes højeste gode, efter hans egen person, det vil sige, over for hans ægtefælle, barn eller ven. Dem må man ikke skade, men skal holde i ære, så vidt det er enhver mulig, og det lyder sådan: Du må ikke bryde ægteskabet. Det syvende lærer, hvordan man skal forholde sig imod næstens jordiske ejendele, at man ikke tager det eller lægger hindringer i vejen, men fremmer det, og det lyder sådan: Du må ikke stjæle. Det ottende lærer, hvordan man skal forholde sig over for næstens timelige ære og rygte, at man ikke svækker det, men øger, beskytter og opretholder det, og det lyder sådan: Du må ikke vidne falsk imod din næste. Altså er det forbudt at øve skade mod noget som helst af næstens goder, og det er påbudt at hjælpe ham til at fremme dem. Når vi nu ser på den naturlige lov, så finder vi, hvor rimelige og ligetil alle disse bud er. For der påbydes ikke her at overholde noget over for Gud og over for næsten, som ikke enhver ville kræver overholdt, hvis han var Gud, eller var i Guds eller næstens sted. 10

De sidste to bud lærer, hvor ond naturen er, og hvor rene vi skal være for alt kødets begær og higen efter gods. Men her forbliver der krig og arbejde, så længe vi lever. Budene lyder sådan: Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære hans hustru, ansatte, kvæg eller nogen af hans ejendele. Kort sammenfatning af De Ti Bud. Kristus siger selv i Matt 7, 12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.” For ingen ønsker utak for sin velgerning eller lade andre ødelægge sit navn. Ingen ønsker, at der udvises hovmod imod sig. Ingen vil tåle ulydighed, vrede, ukyskhed mod sin hustru, berøvelse af sine goder, løgn, bedrag, bagtalelse, men ønsker at finde kærlighed og venskab, tak og hjælp, sandhed og troskab hos sin næste. Alt dette påbyder De Ti Bud.

Overtrædelse af budene Imod det første bud. Den, der i modgang søger trolddom, sort magi og djævlepagter. Den, der bruger breve, tegn, urter, lykkebringende genstande og den slags. Den, der bruger ønskekviste, pengebesværgelser, ser i krystaller, lader kappen fare, stjæler mælk [: forskellige måder at tage varsler på]. 11

Den, der indretter sin gerning og sit liv efter udvalgte dage, himmeltegn og spåmændenes tanker. Den, der med specielle bønner og besværgelser forsøger at beskytte sig selv, sit kvæg, sit hus, sine børn og alle sine goder, imod ulve, vold, ildebrand, vand og ulykker. Den, der tilskriver Djævelen eller et ondt menneske sine ulykker og bryderier, og ikke med kærlighed modtager alt ond og godt alene fra Gud, og gør ham gengæld med taksigelse og villig lydighed. Den, der frister Gud, og sætter sit legeme eller sin sjæl i unødig fare. Den, der praler af sin fromhed, sin forstand eller andre åndelige gaver. Den, der alene ærer Gud og helgenerne på grund af timelig nytte, men ser bort fra sjælens nød. Den, der ikke altid fortrøster sig til Gud, og ikke har tillid til Guds barmhjertighed i alle sine gerninger. Den, der tvivler på troen eller på Guds gaver. Den, der ikke afhjælper andre menneskers vantro og tvivl, og hjælper dem til at tro og stole på Guds nåde, så meget man kan. Herhen hører al vantro, fortvivlelse og mistillid. Imod det andet bud. Den, der let sværger, uden nødvendighed eller af ren og skær vane. Den, der sværger en falsk ed, eller bryder sit løfte. 12

Den, der afgiver løfte om eller sværger på at ville gøre ondt. Den, der forbander i Guds navn. Den, der vrøvler med naragtige fabler om Gud, og letsindigt fordrejer Skriftens ord. Den, der ikke tyr til Guds navn i sine bryderier, og ikke takker både i lyst og smerte, i lykke og ulykke. Den, der søger et godt navn og rygte fra sin fromhed, visdom osv. Den, der falskelig anråber Guds navn, som kætterne og alle hovmodige helgener. Den, der ikke elsker Guds navn i alle de ting, der kan møde en. Den, der ikke forhindrer andre i at vanære Guds navn, bruge det falskelig, og udvirke ondt ved det. Herunder hører også tom ære, hæder og åndeligt hovmod. Imod det tredje bud. Den, der ikke hører eller lærer Guds ord. Den, der ikke beder og tjener Gud på åndelig måde. Den, der ikke lader alle sine gerninger være Guds gerninger. Den, der ikke er tålmodig og bryder og dræber sin vilje. Den, der i alle sine gerninger og lidelser ikke er tilfreds med, at Gud gør med ham, som han vil. Den, der ikke hjælper andre med at gøre alt dette og forhindrer dem i at handle imod det. 13

Herunder hører alle halsstarrige, egensindige, uregerlige hoveder. Imod det fjerde bud. Den, der skammer sig over sine forældres fattigdom, sygdom og foragtede liv. Den, der ikke forsørger dem med mad og klæder, når de har brug for det. Og meget mere den, som forbander dem, slår dem, bagtaler den, hader dem og er ulydig imod dem. Den, der ikke af hjertet regner dem højt på grund af Guds bud. Den, der ikke ærer dem, selv om de gør uret og bruger fysisk magt. Den, der ikke trofast og lydigt ærer sine herrer og øvrigheder, hvad enten de er gode eller onde. Den, der ikke hjælper med til at holde dette bud og modarbejder overtræderne af det. Hertil hører alt hovmod og ulydighed. Imod det femte bud. Den, der bliver vred på sin næste. Den, der siger 'Raka' til ham, det vil sige: ethvert udtryk for vrede og had. Den, der siger 'du dåre' til ham, det vil sige: alle slags øgenavne, forbandelser, bespottelser, bagtalelser, fordømmelser, håntaler osv. 14

Den, der dadler sin næstes synd og fejltagelser og ikke dækker over dem og undskylder dem. Den, der ikke tilgiver sine fjender, ikke beder for dem, ikke er venlig imod dem, ikke gør vel imod dem. Og hertil hører alle syndige udslag af vrede og had, såsom mord, krig, røveri, ildspåsættelse, at kives, at strides, at sørge over næstens lykke, at glæde sig over hans ulykke. Den, der ikke øver barmhjertighedsgerninger, også imod sine fjender. Den, der ophidser folk eller deltager i optøjer. Den, der skaber uenighed mellem andre. Den, der ikke forsoner de uenige. Den, der ikke forhindrer eller kommer vrede og uenighed i forkøbet, hvor han kan. Imod det sjette bud. Den, der krænker jomfruer, bryder ægteskab, udøver blodskam og den slags ukyskhed. Den, der bruger unaturlig måde eller person (det er stumme synder). Den, der ophidser eller fremkalder den onde lyst med frække ord, sange, historier og billeder. Den, der lader sig ophidse og besmitte ved at se, røre og have villige tanker.

15

Den, der ikke undgår årsagerne til disse ting: såsom madfråseri, druk, lediggang, dovenskab, søvn og samvær med kvinder eller mænd. Den, der ophidser andre til ukyskhed med overdreven udsmykning og attituder, osv. Den, der yder husly, plads, tid og hjælp til at øver sådanne dyder. Den, der ikke med råd og dåd hjælper med til at bevare en andens kyskhed. Imod det syvende bud. Den, der begår tyveri, røveri og tager overrenter. Den, der bruger falsk mål og vægt, eller sælger dårlige varer som gode. Den, der modtager uretmæssig arvelod og rente. Den, der holder optjent løn tilbage og benægter gæld. Den, der ikke uden udsættelse låner eller lejer sin næste det, han behøver. Alle, som er grådige og har travlt med at blive rige. Og alle, som ellers beholder fremmed ejendele eller får det bragt til sig. Den, der ikke afhjælper andres skader. Den, der ikke advarer andre imod skader. Den, der forhindrer, at hans næste får en fordel. Den, der ærgrer sig over sin næstes gevinst. 16

Imod det ottende bud. Den, der over for domstolen fortier eller undertrykker sandheden. Den, der på skadelig måde lyver og bedrager. Ligeledes, alle skadelige smigrere og øreblæsere, alle tvetungede. Den, der tolker næstens gode liv, gerninger og ord negativt og forhåner det. Den, der giver plads for sådan ond sladder, hjælper den og ikke modstår den. Den, der ikke bruger sin tunge til at undskylde sin næstes navn med. Den, der ikke irettesætter bagtaleren. Den, der ikke siger alt godt om enhver og tier med alt dårligt. Den, der tier om sandheden eller ikke forfægter den. Imod de to sidste bud. De to sidste bud er opstillet som mål og målestok for, hvor vi skal nå hen. Vi skal dagligt arbejde hen imod det gennem boden og med Guds hjælp og nåde. For den onde tilbøjelighed dør først fuldstændigt, når kødet bliver til støv og bliver skabt på ny. Den fem sanser indeholdes i det femte og det sjette bud. Barmhjertighedens seks gerninger i det femte og det syvende bud. De syv dødssynder anbringes sådan: Hovmod i det første og det andet bud; ukyskhed i det sjette; vrede og had i det femte; 17

overforbrug i det sjette; livslede i det tredje og vel i dem alle. De fremmede [: indirekte] synder findes i alle budene, for man kan synde imod alle bud med befalinger, råd og hjælp. De råbende og stumme synder sker imod det femte, sjette og syvende bud, osv. I alle disse gerninger finder man ikke andet end egenkærlighed, som søger sit eget, fratager Gud det, der er hans, og mennesker, hvad der er deres, og giver hverken Gud eller mennesker noget af det, som man har, er eller kan. Som Augustin siger: Begyndelsen til al synd er egenkærligheden eller selvkærligheden. Af alt dette følger, at budene ikke påbyder andet end kærlighed og ikke forbyder andet end kærlighed, og at budene ikke opfyldes ved andet end kærlighed og ikke overtrædes ved andet end kærlighed. Derfor siger Paulus, at kærligheden er opfyldelsen af alle bud, på samme måde som den onde kærlighed er overtrædelse af alle bud. (Rom 13, 10).

Overholdelse af budene Af det første bud. Gudsfrygt og kærlighed i den rette tro, og altid med fast tillid i alle gerninger, at stå beredvilligt frem, åben og klar i alle ting, hvad enten de er onde eller gode.

18

Her ind under hører alt, hvad der i hele Skriften er skrevet om tro, håb og kærlighed til Gud, hvilket alt sammen kort er sammenfattet i dette bud. Af det andet bud. Pris, ære, velsignelse og anråbelse af Guds navn, og fuldstændig fornægtelse af sit eget navn og ære, så at alene Gud bliver prist, han, der alene er og virker alle ting. Dertil hører alt, hvad der i Skriften læres om Guds pris, ære, tak, navn og glæde. Af det tredje bud. At man overgiver sig til Gud, så han alene virker alle vore gerninger i os. For dette bud fordrer en åndelig fattig sjæl, som her ofrer sin fattigdom til Gud, at han er ens Gud, så han får sine gerninger og navn i os, som de to første bud kræver. Herhen hører alt det, som er befalet om gudstjenesten, at høre prædiken og gøre gode gerninger for at underkaste legemet under ånden, så at alle vore gerninger er Guds og ikke vore. Overholdelse af det fjerde bud. Villig lydighed, ydmyghed, underdanighed over for al øvrighed for Guds velbehags skyld, som apostlen Peter siger, uden nogen modsigelse, klage eller knurren. Herhen hører alt, hvad der er skrevet om lydighed, ydmyghed, underdanighed og at vise ære. 19

Overholdelse af det femte bud. Tålmodighed, sagtmodighed, villighed, fredelighed, barmhjertighed og frem for alt et sødt, venligt hjerte, uden noget had, vrede eller bitterhed mod noget menneske, heller ikke mod fjenden. Herhen hører enhver lære om tålmodighed, sagtmodighed, fred, enighed, osv. Overholdelse af det sjette bud. Kyskhed, disciplin, blufærdighed i gerninger, ord, attituder og tanker. Også mådehold i at spise, drikke og sove. Og alt, hvad der befordrer kyskhed. Herhen hører enhver lære om kyskheden, at faste, at være afholdende og mådeholdende, at bede, at våge, at arbejde, og hvad der bevarer kyskheden. Overholdelse af det syvende bud. Fattigdom i ånden, mildhed, villighed til at udlåne og bortgive sine ejendele, at leve uden nogen gerrighed og begær. Herhen hører enhver lære om gerrighed, uretmæssigt gods, overrente, list, bedrag, skader, forhindringer mod næsten angående hans jordiske ejendele. Overholdelse af det ottende bud. En fredssøgende, helende tunge, som ikke skader nogen, men gavner enhver, som forsoner de uenige, undskylder og forsvarer 20

dem, der har gjort skade. Kort sagt: sandhed og enkelhed i ordene. Herhen hører enhver lære om tavshed og tale, som har med næstens ære, ret, sag og salighed at gøre. Overholdelse af de to sidste bud. Det vil sige, fuldkommen kyskhed og fuldstændig foragt for de timelige lyster og goder. Noget der kun fuldkommes i det kommende liv. I alle disse gerninger sigter man ikke på andet end fremmed, almindelig kærlighed, det vil sige, kærlighed til Gud og næsten. Man søger ikke sit eget, men Guds og næstens, og hengiver sig frit til enhvers tjeneste og vilje. Sådan ser du, at De Ti Bud helt enkelt og kortfattet indeholder enhver lære, som er nødvendig for menneskelivet. Den, der vil overholde dem, har hele tiden gode gerninger at gøre, så det ikke er nødvendigt, at udvælge andre gerninger, at løbe her og dér, og gøre det, som ikke er påbudt. Alt dette er anvist på den måde, at der i disse bud intet læres om, hvad mennesket skal gøre eller undlade mod sig selv, eller hvad han skal forlange af andre. Det handler om, hvad han skal gøre og undlade mod andre, mod Gud og mod mennesker. Man skal derfor være opmærksom på, at overholdelsen består i kærlighed mod andre, ikke imod os selv. For mennesket gør allerede 21

for meget mod sig selv og søger sig selv alt for meget. Det er der ikke brug for at lære, men at afholde sig fra. Derfor lever det menneske allerbedst, der ikke lever for sig selv, og det menneske lever allerværst, der lever for sig selv. Det lærer De Ti Bud. Deraf ser man, hvor få mennesker der lever rigtigt. Ja, intet menneske, på nær ét, formår at leve korrekt. Når vi erfarer det, har vi derfor brug for at lære, hvorfra vi skal få det, så vi kommer til at leve korrekt og overholder budene.

Trosbekendelsen Trosbekendelsen deler sig i tre hovedstykker, og efter den bliver de tre personer i den hellige treenighed nævnt. Det første stykke handler om Faderen, det andet om Sønnen, det tredje om Helligånden, som er den vigtigste artikel i Trosbekendelsen, hvoraf alle de andre afhænger. Her skal man lægge mærke, at man kan tro på to måder: For det første kan man tro om Gud, det vil sige, når jeg tror, at det er sandt, hvad man siger om Gud. Ligesom når jeg tror, at det er sandt, hvad man siger om muslimerne, om Djævelen, om Helvede. Denne slags tro er mere en viden eller kundskab end det er en tro. For det andet kan man tro på Gud, det vil sige, når jeg ikke alene tror, at det er sandt, hvad der siges om Gud, men også sætter min lid til ham og vover at omgås ham, og uden al tvivl tror, 22

at han vil være imod mig og handle imod mig, som man siger om ham. På den måde tror jeg ikke på muslimerne eller på et andet menneske, ligegyldigt hvor højst man lovpriser det. For jeg kan godt tro, at en mand er from, men derfor vover jeg ikke at bygge mit liv på ham. Sådan en tro, der stoler på Gud, sådan som det siges om ham, hvad enten det er i liv eller i død, alene denne tro gør os til kristne, og modtager fra Gud alt, hvad den vil. Denne tro kan intet falsk hjerte eje, for det er en levende tro. Det er den, der påbydes i det første bud, som siger: Jeg er din Gud, du må ikke have andre guder. Derfor er det lille ord ”på” (at tro på) meget velanbragt, og vi må omhyggelig være opmærksom på, at vi ikke siger: Jeg tror Gud Fader, eller jeg tror om Faderen, men jeg tror på Gud fader, på Jesus Kristus, på Helligånden. Og denne tro skal man kun have på Gud. Derfor bliver Jesu Kristi og Helligåndens guddommelighed bekendt ved, at vi tror på dem, ligesom vi tror på Faderen. Ligesom vi har den samme tro på alle tre personer, sådan er de tre personer også én eneste Gud.

Den første del af Trosbekendelsen. Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Det betyder, jeg forsager den onde Ånd, alt afguderi, al trolddomskunst og vantro. 23

Jeg sætter ikke min lid til noget menneske på jorden, heller ikke til mig selv eller til min magt, evner, ejendom, fromhed eller hvad jeg måtte have. Jeg sætter ikke min lid til nogen skabning, hverken i Himlen eller på jorden. Jeg stoler og sætter alene min lid til den usynlige, ubegribelige, ene Gud, som har skabt himmel og jord og alene er over alle skabninger. Omvendt er jeg ikke bange for nogen som helst ondskab fra Djævelens og hans kumpaners side, for min Gud er over dem alle. Jeg tror ikke desto mindre, selvom jeg var forladt eller forfulgt af alle menneske. Jeg tror ikke desto mindre, selvom jeg er fattig, uforstandig, ulærd, foragtet eller mangler alt. Jeg tror ikke desto mindre, selvom jeg er en synder. For denne min tro må og skal svæve over alt, hvad der er og ikke er, over synd og dyd og over alt, for at den rent og purt kan holde sig til Gud, sådan som det første bud byder mig. Jeg begærer heller ikke noget tegn af ham for at sætte ham på prøve. Jeg stoler bestandig på ham, hvor længe han end tøver, og opstiller ham ikke noget mål, nogen tid, noget middel eller måde, men sætter det alt sammen hen til hans guddommelige vilje med en fri, sand tro. For når han er almægtig, hvad kan det så skade mig, at han måske ikke giver mig det? 24

Eftersom han er skaberen af himmel og jord og herre over alle ting, hvem kan så taget noget fra mig eller skade mig? Ja, hvordan kan det undgås, at alle ting kommer mig til gode og tjener mig, når han, som de alle adlyder og er underdanige, under mig det godt? Fordi han derfor er Gud, så kan han gøre det og véd, hvordan han skal gøre det bedste for mig. Og fordi han er far, så vil han også gøre det, og gør det hjertelig gerne. Fordi jeg ikke tvivler på dette, men sætter min lid til ham, så er jeg visselig hans barn, hans tjener og evige arving, og det vil ske mig, som jeg tror.

Den anden del. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til dødsriget / Helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det vil sige: Jeg tror ikke alene, at Jesus Kristus er Guds sande, enbårne søn, som fra evighed af altid bliver født i en evig, guddommelig natur og væsen. Og jeg tror også, at alle ting er underlagt ham af Faderen og at han efter sin menneskelighed er indsat som min og alle tings Herre. De ting, som han sammen med Faderen har skabt ifølge sin guddommelighed. 25

Jeg tror, at ingen kan tro på Faderen eller komme til ham, hverken gennem sine evner, gerninger, fornuft eller alt, hvad man kan nævne i himmel og på jord - uden alene i og ved Jesus Kristus, hans enbårne søn, det vil sige, ved tro på hans navn og hans herredømme. Som er undfanget ved Helligånden Jeg tror fast på, at han, mig til gode, er undfanget ved Helligånden, uden nogen menneskelig og kødelig gerning, uden legemlig far eller nogen mands sæd. For at han kunne rense og åndeliggøre min syndige, kødelige, urene, fordømmelige undfangelse og alle deres undfangelse, der tror på ham, ved sin egen og hans almægtige faders vilje. Født af jomfru Maria Jeg tror, at han er født for mig af den rene jomfru Maria, uden nogen skade på hendes legemlige og åndelige jomfruelighed, for at han efter den faderlige barmhjertigheds bestemmelse skulle gøre min og alle hans troendes syndige og fordømte fødsel velsignet, uskadelig og ren. Pint under Pontius Pilatus Jeg tror, at han har båret sine lidelser og sit kors for min og alle troendes synder, og derigennem velsignet alle lidelser og alle kors, og ikke alene gjort dem uskadelige, men også gavnlige og højst fortjenstfulde. 26

Korsfæstet, død og begravet Jeg tror, at han er død og begravet for fuldstændig at døde og begrave min og alle hans troendes synd. Dertil har han dræbt den legemlige død og gjort den ganske uskadelig, nyttig og gavnlig. Nedfaren til Helvede Jeg tror, at han er nedfaret til Helvede for mig og alle hans troende, for at bekæmpe Djævelen og tage ham og al hans magt, list og ondskab til fange, så at Djævelen fremover ikke kan skade mig. Han har udløst mig fra Helvedes pine, og gjort også den uskadelig og fortjenstfuld. På tredje dag opstået fra de døde Jeg tror, at han er opstået fra de døde på den tredje dag, for at give mig og alle hans troende et nyt liv, og således har opvakt mig med sig i nåde og ånd, så jeg aldrig mere skal synde, men alene tjene ham i al nåde og dyd. Opfaren til himmels, siddende ved Guds højre hånd, osv. Jeg tror, at han er opsteget til Himlen, og fra Faderen har modtaget magt og ære over alle engle og skabninger, og således sidder ved Guds højre hånd, det vil sige, han er en konge og herre over alle Guds goder i Himlen, i Helvede og på jorden. Derfor kan han hjælpe mig og alle sine troende i al vor nød, imod alle vore modstandere og fjender.

27

Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde Jeg tror, at han kommer igen fra Himlen, på den yderste dag, for at dømme dem, der lever til den tid, og dem, der er døde i mellemtiden. Og alle mennesker, alle engle og djævle skal stilles for hans domstol og se ham legemlig. Han vil udløse mig og alle hans troende fra den legemlige død og fra alt ondt, og for evigt straffe vor fjender og modstandere, og udløse os evigt fra deres magt.

Den tredje del. Jeg tror på Helligånden Det vil sige, jeg tror ikke alene på, at Helligånden er sand Gud sammen med Faderen og Sønnen, men jeg tror også, at ingen kan komme til Faderen ved Kristus og hans liv, lidelse og død og alt, hvad der er sagt om ham, uden Helligåndens gerning. Heller ikke kan nogen modtage disse ting uden Helligåndens gerning, ved hvilke Faderen og Sønnen vækker, kalder og føder mig og alle sine og gør os levende, hellige og åndelige gennem og i Kristus, og således bringer os til Faderen. For Helligånden er den, hvormed Faderen ved Kristus og i Kristus virker og levendegør alt. En hellig, kristen kirke Jeg tror, at der her på jorden, ud over hele verden, ikke er mere end én hellig, almindelig, kristen kirke, som ikke er andet end 28

menigheden eller forsamlingen af hellige, fromme, troende mennesker på jorden. Ved Helligånden bliver de forsamlet, opholdt og styret og dagligt øges deres antal ved sakramenterne og Guds ord. Jeg tror, at ingen kan blive salig, som ikke findes i denne menighed og enigt holder sammen med den i én tro, samme Ord, sakramenter, håb og kærlighed. Ingen jøde, kætter, hedning eller synder bliver salig sammen med kirken, hvis ikke de forsoner og forener sig med den og blive ét med den i alle ting. De helliges fællesskab Jeg tror, at i denne menighed eller kristenhed er alle ting fælles, og at enhvers goder tilhører den anden, og intet er ens eget. Derfor må hele menighedens bønner og gode gerninger komme mig og enhver troende til hjælp, bistå mig og styrke mig til enhver tid i livet og i døden. Således bærer enhver den andens byrde, som Paulus lærer (Gal 6, 2). Syndernes forladelse Jeg tror, at der i denne menighed og ellers intet steds er syndernes forladelse. Uden for denne kirke er der intet, der hjælper til syndsforladelse, hvor mange og store de gode gerninger end måtte være. Inden for kirken skader intet syndsforladelsen, hvor meget, hvor stort og hvor ofte der end bliver syndet. Syndernes forladelse forbliver nemlig, hvor og så længe denne ene menighed forbliver. 29

Denne menighed giver Kristus nøglerne, når han i Matt 18,18 siger: ”Hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.” På samme måde til Peter alene, i den eneste ene kirkes sted og betydning i Matt 16, 19: ”Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Kødets opstandelse Jeg tror, at der i fremtiden finder en dødeopstandelse sted, i hvilken alt kød igen vil blive opvakt ved Helligånden, det vil sige, alle mennesker efter legemet eller kødet, fromme og onde, sådan, at netop det kød, som døde, blev begravet, forrådnede og på mange måder er forsvundet, skal komme frem igen og blive levende. Og et evigt liv Jeg tror, at der efter opstandelsen vil være et evigt liv for de hellige, og en evig død for synderne. Og jeg tvivler ikke på, at Faderen ved Sønnen Jesus Kristus, vor Herre, med og ved Helligånden, vil lade alt dette overgå mig. Det er Amen, som betyder: det er troværdigt og visselig sandt.

30

En prædiken om bønnen Kirkepostillen 5. søndag efter påske, anden prædiken (WA 10 1 2, 263-266) For at en bøn skal være ret og god og blive bønhørt, må man først lægge mærke til, at dertil er fem ting nødvendige. For det første må man af Gud have en forjættelse eller et tilsagn, som man i forvejen ret må betænke, minde Gud om og derved bringe sig til at bede ret trøstigt. For hvis Gud ikke havde befalet at bede og forjættet bønhørelse, da ville alle skabninger med al deres beden ikke modtage så meget som et lille korn; hvoraf altså følger, at ingen erhverver noget af Gud for sin eller sin bøns værdigheds skyld, men alene af Guds godhed, der kommer al bøn og begæring i forkøbet og med sit nådige tilsagn og forjættelse bevæger os til at bede og begære; så vi må lære, i hvor langt højere grad han sørger for os og er beredt til at give, end vi til at tage og søge, og for at vi altså skulle få mod til at bede ret trøstigt, siden han tilbyder os alle ting og mere, end vi formår at bede om. For det andet er det nødvendigt, at man ikke tvivler om den sanddru og trofaste Guds forjættelse. For just derfor har han forjættet bønhørelse, ja befalet at bede, for at man kan have en vis og fast tro på, at man bliver bønhørt; således når han siger i Matt 21, 22: Alt det som I begærer i bønnen, hvis I tror, da skal I få det. Og i Luk 11, 9 flg. siger han: Og jeg siger jer: bed, så skal der gives 31

jer; led så skal I finde; bank, så skal der åbnes for jer. For hver den, som beder, han får, og den, som leder, han finder, og den, som banker på, for ham skal der åbnes. Men beder iblandt jer en søn sin fader om et brød, mon han da skal give ham en sten, og dersom han beder om en fisk, mon han da skal give ham en slange for fisken? Eller hvis han beder om et æg, mon han skal give ham en skorpion? Dersom da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver; hvor meget mere faderen, som er af himmelen, give dem Helligånden, som beder ham om det. På disse og lignende forjættelser og befalinger skal vi forlade os og så bede med fuld fortrøstning. For det tredje: Hvis en beder således, at han tvivler på Guds bønhørelse og alene lader det komme an på et træf, om hans bøn opfyldes eller ikke, han begår to onde ting. For det første gør han selv sin bøn til intet og arbejder omsonst. For sådan siger Jakob 1, 6 flg.: men han skal bede med tro, intet tvivlende; for den, som tvivler, er ligesom en havbølge, der føres og drives af vinden. For ikke skal det menneske tænke, at han skal får noget af Herren. Han mener altså, at et sådant menneskes hjerte ikke holder sig stille; derfor kan Gud intet give; men troen holder hjertet stille og gør det modtageligt for Guds gaver. Den anden onde ting er den, at han agter sin, den allermest trofaste og sanddru Gud for en løgner og en løs, upålidelig mand, for en, der ikke kan eller ikke vil opfylde sit løfte, og altså ved 32

sin tvivl røver Gud æren og navnet af den trofaste og sanddru. Og derved begås en så svær synd, at selv en kristen ved den bliver til en hedning, der fornægter og forkaster sin egen Gud, og, såfremt han forbliver i sådan synd, evindelig uden al trøst må gå fortabt. Men får han noget, som han beder om, så bliver det ikke givet ham til salighed, men til skade, timelig og evig; ikke heller gives det ham for bønnens skyld, men af Guds vrede, idet han belønner de gode ord, skønt de er talt i synd, vantro og foragt for Gud. For det fjerde siger nogle: ja, jeg ville vel tro, at min bøn blev hørt, når jeg blot var værdig og bad på den rette måde! Ham svarer jeg: hvis du ikke vil bede, før du véd dig værdig og dygtig, så må du aldrig bede. For, som forhen er sagt, vor bøn må ikke grunde eller støtte sig på vor eller dens værdighed, men på den guddommelige forjættelses urokkelige sandhed; og hvor den grunder sig på sig selv eller på noget som helst andet, er den falsk og bedrager dig, om end dit hjerte af bare andagt gik i stykker og græd idel blodsdråber. For netop derfor beder vi, fordi vi ikke er værdige til at bede, og just derved bliver vi værdige til at bede og til at bønhøres, at vi tror, at vi er uværdige, og alene sætter vor fortrøstning til Guds trofasthed. Vær kun så uværdig, som du vil, så se kun hen til og betænk med ret alvor, at det ligger tusinde gang mere vægt på, at du ærer Guds sanddruhed og ikke med din tvivl gør hans trofaste forjættelse til løgn. For din værdighed 33

hjælper dig ikke, din uværdighed hindrer dig ikke; men din vantro fordømmer dig, og din tillid gør dig værdig og bevarer dig. Derfor vogt dig dit ganske liv igennem, at du aldrig anser dig værdig til at bede eller modtage, uden når du frit kan driste på de sanddru og faste forjættelser fra din nådige Gud, at han, der således vil åbenbare dig sin barmhjertighed og godhed, at han, ligesom han af lutter nåde, uden din bøn har tilsagt dig uværdige, der intet fortjener, bønhørelse, således også nu af lutter nåde, sin sandhed og forjættelse til pris, vil bønhøre dig uværdige beder, så du ikke skal have din værdighed at takke derfor, men hans sanddruhed, hvormed han opfylder forjættelsen, og hans barmhjertighed, hvormed han har givet forjættelsen. Det er også meningen af Sl 25, 9: Alle Herrens stier er miskundhed og sandhed, for dem, som bevarer hans pagt og hans vidnesbyrd. Miskundhed eller barmhjertighed nemlig i forjættelsen; sandhed eller trofasthed i forjættelsernes opfyldelse eller i bønhørelsen. Og i Sl 85, 11 hedder det: Miskundhed og sandhed skal møde hinanden, retfærdighed og fred skal kysse hinanden; det er, de findes tilsammen i enhver gerning og gave, som vi i bønnen modtager af Gud. For det femte skal man forholde sig således i denne tillid, at man ikke sætter Gud nogen grænse, eller bestemmer ham dag eller sted, ej heller måde eller mål for hans bønhørelse, men henstiller 34

alt sådant til hans vilje, visdom og almagt, kun frisk og glad venter på bønhørelsen, men ikke vil vide, hvor eller hvorledes, hvor snart, hvor længe, eller ved hvem; for hans guddommelige visdom vil langt, langt bedre finde måde og mål, tid og sted, end vi kan tænke, skulle der endogså ske et under. Således som i Det Gamle Testamente, da Israels børn satte sin lid til Gud, at han vel ville forløse dem, medens det dog i deres øjne og i alle deres tanker ikke var muligt på nogen måde; da åbnede Det Røde Hav sig og åbnede dem en gennemgang og druknede alle deres fjender på én gang. Således gjorde også den hellige kvinde Judit; der hun hørte, at borgerne i Betylua om fem dage ville overgive byen, hvis Gud ikke inden den tid hjalp dem, straffede hun dem og sagde: Hvem er I, at I frister Gud? Dette er ikke en måde, hvorpå I vil modtage nåde, men hellere opvække hans vrede. Vil I sætte Gud en tid til at forbarme sig over jer, og bestemme ham en dag efter jeres sind? Derfor hjalp Gud hende underligt, så at hun afhuggede den store Holofernes hoved, hvorved fjenderne blev forjagede (Judit 8, 11). Således siger også Paulus, at Guds magt er en sådan, at han formår over alle ting at gøre langt mere end vi beder om og forstår, Ef 3, 20. Derfor skal man erkende sig at være for ringe til at ville nævne, afmale og opgive Gud tid, sted, måde og mål eller andre vilkår for det, hvorom vi beder, men stille det alt sammen ganske i hans hånd og fast og urokkelig tro, at han vil bønhøre os.

35

Fadervor Fortale og forberedelse til at bede de syv bønner fra Gud. (WA 10 II, 395-407) Fader vor, du, som er i Himlen. Meningen er: O almægtige Gud, af grundløse barmhjertighed har du ikke blot tilladt os, men også påbudt os og lært os, gennem din enbårne Søn, vor Herre Jesus Kristus, at vi på grund af hans fortjeneste og i kraft af ham må regne dig for en far og kalde dig far. Skønt du dog rimeligt og efter al retfærdighed skulle være en streng dommer over os syndere, som har handlet så meget og så alvorligt imod din guddommelige, allerbedste vilje og gjort dig vred. Vi beder dig: Giv os ved din barmhjertighed i vore hjerter en fortrøstningsfuld tillid til din faderlige kærlighed, og lad os mærke den allerkærligste smag og sødme af den barnlige tryghed, så vi med glæde kan kalde dig en far, og kende, elske og anråbe dig i al nød. Bevar os, at vi forbliver dine børn, og ikke giver anledning til, at vi af dig, allerkæreste far, gør en forfærdelig dommer og forvandler os selv fra børn af dig til fjender af dig. Du vil også, at vi ikke kun for os selv kalder dig far, men i fællesskab påkalder dig som ”vor” far, og altså beder for hinanden. Giv os derfor en enig, broderlig kærlighed, så vi alle sammen anerkender og regner os for sande brødre og søstre, og beder 36

til dig, vor fælles kære far for alle og enhver, som et barn gør det for de andre over for sin far. Lad ingen iblandt os søge sit eget, eller over for dig glemme de andres behov; men tilintetgør alt had, misundelse og strid, så vil elsker hinanden som sande, fromme Guds børn, og således enigt må sige, ikke ”min” far, men ”vor” far. Du er ikke en legemlig far, der er på jorden, men er en åndelig far i Himlen, hvor du ikke dør og er uvis og ikke kan hjælpe dig selv, som en jordiske og biologiske far. Herved viser du os, hvor utrolig meget bedre en far du er og lærer os at foragte vort jordiske faderskab, fædreland, venner, ejendele, kød og blod i forhold til dig. Giv os derfor, kære far, at vi så også må være dine himmelske børn. Lær os alene at tage vare på sjælen og den himmelske arv, så det jordiske fædreland og den jordiske arvedel ikke bedrager os, hindrer os, og gør os til ganske jordiske børn, men gør, at vi af den rette, sande hjertens grund må kunne sige: Kære himmelske far, så vi i sandhed er dine himmelske børn. Den første bøn - Helliget blive dit navn Meningen er: O almægtige Gud, kære himmelske far, i denne elendige jammerdal bliver dit hellige navn gjort uhelligt, spottet og smædet på så mange måder. Det bliver tillagt mange ting, som ikke har med din ære at gøre, det bliver også misbrugt til mange ting, også 37

til synder, så at også den skændige livsførelse kan kaldes en skam og vanære af dit hellige navn. Derfor, giv os din guddommelige nåde, så vi vogter os for alt det, som ikke tjener til dit hellige navns ære og pris. Hjælp os, at al trolddom og falsk velsignelse bliver fjernet. Hjælp os, at al slags besværgelse af Djævelen eller af nogen skabning i dit navn ophører. Hjælp os, at al vantro og overtro bliver rykket op med rode. Hjælp os, at alt kætteri, al falsk lære, som fremføres under dække af dit navn, bliver tilintetgjort. Hjælp os, at ingen bedrages af det falske skin af sandhed, fromhed og hellighed. Hjælp os, at ingen sværger, lyver eller bedrager ved dit navn. Beskærm os fra al falsk trøst, som opdigtes i dit navn. Bevar os fra alt åndeligt hovmod og den tomme ære ved verdslig berømmelse. Hjælp os, at vi i al vor nød og svaghed må påkalde dit navn. Hjælp os, at vi i vor samvittighedsangst og i vor sidste stund ikke glemmer dit navn. Hjælp os, at vi med alle vore goder, ord og gerninger alene priser og ærer dig, ikke giver eller søger os selv et navn, men giver det til dig alene, hvem alle ting tilhører. Bevar os fra utaknemlighedens skændige last. Hjælp os, at vore gode gerninger og livsførelse opægger andre til at prise, ikke os, men dig i os, og ære dit navn. Hjælp os, at ingen ved vore onde gerninger og ved vor svaghed bliver forledt til at vanære dit navn eller undlade at prise dig. Bevar os fra at begære noget, timeligt eller evigt, som ikke er til ære og pris for dit navn; og hvis vi beder om noget sådant, at du så ikke vil høre på vor tåbelighed. Hjælp os, at vort liv er af den art, at vi kan 38

findes som sande Guds børn, så at dit faderlige navn ikke forgæves eller falsk er blevet nævnt over os. Amen. Og med til den bøn hører alle salmer og bønner, hvori man lover, ærer, synger for og takker Gud. Den anden bøn - Komme dit rige Meningen er: Dette elendige liv er et rige med al synd og ondskab, hvori herren er den onde Ånd, al ondskabs og synds begyndelse og hovedophavsmand. Men dit rige er et rige med al nåde og dyd, hvori herren er Jesus Kristus, din kære Søn, hoved og begyndelse til al nåde og dyd. Derfor, hjælp os og vær os nådig, kære far. Giv os frem for alt en ret, bestandig tro på Kristus, en uforfærdet forhåbning til din barmhjertighed imod al vor syndige samvittigheds svaghed, en helt igennem god kærlighed til dig og til alle mennesker. Bevar os fra vantro og fortvivlelse og timelig misundelse. Hjælp os mod ukyskhedens urene lyst, og giv os kærlighed til jomfruelighed og al slags kyskhed. Hjælp os ud af uenighed, krig og ufred, og lad dit riges dyd, fred, enighed og stille ro komme til os. Hjælp os, at ikke vrede eller anden bitterhed i os får magt over dit rige, men at ved din nåde enfoldig venlighed og broderlig troskab hersker blandt os sammen med al venskab, mildhed og langmodighed. Hjælp os, at det ikke må være unødig bedrøvelse 39

og tungsind i os, men lad glæden og lysten til din nåde og barmhjertighed komme til os. Og hjælp os også, at alle synder må blive fjernet fra os, og vi, fulde af din nåde, af al dyd og alle gode gerninger, må blive dit rige, så at hele vort hjerte, mod og sind af alle kræfter indvendigt og udvendigt underdanigt tjener dig i dine bud og i din vilje, og alene lader sig beherske af dig, og ikke følger sig selv eller kødet, verden eller Djævelen. Hjælp os, at det rige, der således er begyndt i os, må tiltage og daglig blive bedre og større, så den listige ondskab ikke må komme over os med træghed til det gode, så vi ikke igen falder fra. Giv os et alvorligt forsæt og evne til ikke alene at begynde at være from, men endnu mere til frimodigt at forblive deri og fuldkomme det. Som profeten siger: ”Giv mine øjne lys, så jeg ikke sover ind i døden, og min fjende siger: »Jeg har fået magt over ham,« og mine uvenner jubler, fordi jeg vakler.” (Salme 13, 45). Hjælp os, at vi på den måde forbliver bestandige, så at dit kommende rige, der nu er begyndt, må afsluttes og fuldendes. Hjælp os ud af dette syndige, farlige liv. Hjælp os at begære det kommende liv og være fjendtligsindet mod dette liv. Hjælp os til ikke at frygte døden, men begære den. Vend os bort fra kærlighed til dette liv og tilknytning til det, så dit rige i os må fuldkommes i alle ting. Med til denne bøn hører alle salmer, vers og bønner, hvor man beder om nåde og dyd fra Gud. 40

Den tredje bøn - Ske vin vilje, som i Himlen, således også på jorden Meningen er: I forhold til din vilje er vores vilje aldrig god, men altid ond. Din vilje er altid den bedste, altid skal den elskes og begæres mest. Derfor forbarm dig over os, kære far, og lad ikke noget ske imod din vilje. Giv os og lær os at have en ret, fast tålmodighed, når vores vilje bliver brudt eller forhindret. Hjælp os til, hvis nogen siger noget, tier med noget, gør noget eller undlader noget, som er imod vores vilje, ikke derover at blive vredladen eller ond, ikke at bande, klage, skrige, dømme eller fordømme, ikke at modsige det osv. Hjælp os, at vi ydmygt viger for vore modstandere og dem, der forhindrer vores vilje, og således lader vor vilje fare. Så at vi priser dem, velsigner dem, gør vel imod dem, som mod nogen, som fuldfører din guddommelige, allerbedste vilje i stedet for vores vilje. Giv os nåde til, at vi villigt bærer al slags sygdom, fattigdom, forsmædelse, lidelse og genvordighed, og erkender, at dette er din guddommelige vilje, og at det sker for at korsfæste vor vilje. Hjælp os til, at vi også gerne lider uret, og bevar os fra hævn. Lad os ikke betale ondt med ondt, fordrive magt med magt, men have velbehag i denne din vilje, der tilføjer os dette, prise og takke dig. Lad os ikke tilskrive Djævelen eller onde mennesker det, når der sker os noget imod vor vilje, men alene din guddommelige 41

vilje, der fastsætter alt sådant for at hindre vor vilje og for at øge saligheden i dit rige. Hjælp os til, at vi glad og gerne dør og gerne påtager os døden i din vilje, så at vi ikke med utålmodighed eller fornægtelse bliver ulydig imod dig. Hjælp os, at vi ikke retter os efter vore lemmer, øjne, tunge, hjerte, hænder eller fødder, eller deres begæringer eller vilje, men lader dem blive fanget, standset og brudt i din vilje. Bevar os fra al ond, hårdnakket, egensindig egenvilje. Giv os en ret lydighed, en fuldkommen, åben villighed i alle ting, åndelige og verdslige, evige og timelige. Bevar os fra bagtalelsens grusomme last, fra at fordømme, bagtale, bespotte, dømme og belyve andre mennesker. Fjern fra os den store ulykke og tunge plage ved sådanne tunger, og lær os i stedet, at vi, når vi ser eller hører noget om andre, som er beklageligt eller er dårligt, så tier med det, dækker over det og alene klager til dig og overlader det til din vilje, og således af hjertet tilgiver alle vore skyldnere, og har medlidenhed med dem. Lær os at erkende, at ingen kan gøre os skade, uden at han gør sig selv tusind gange mere skade i dine øjne, så at vi derved bevæges til at have mere barmhjertighed med ham end vrede imod ham, til mere at beklage ham end hævne os på ham. Hjælp os til, at vi ikke glæder os, når det går ilde for dem, som ikke har handlet efter vores vilje eller har gjort os skade eller på anden måde har ulykke i deres liv. Og hjælp os også til ikke at ærgre os, når det går dem godt. 42

Den fjerde bøn - Giv os i dag vort daglige brød Meningen er: Brødet er vor Herre, Jesus Kristus, som bespiser og trøster sjælen. Derfor, kære himmelske far, giv nåde til, at Kristi liv, ord, gerning og lidelse bliver prædiket, gjort bekendt og opretholdt for os og for hele verden. Hjælp os, at vi i hele vor livsførelse regner hans ord og gerning for et virksomt eksempel og spejl for al dyd. Hjælp os, at vi i lidelse og modgang må styrke og trøste os ved hans lidelse og kors. Hjælp os, at vi ved hans død i en fast tro må overvinde vor død og således frimodigt følge vor kære forgænger ind til det andet liv. Giv nåde til, at alle prædikanter prædiker dit ord til nytte og salighed. Hjælp med til, at alle, der hører dit ord prædiket, lærer Kristus og derved redeligt forbedrer sig. Driv også nådigt alle fremmede prædikener og lære, hvor Kristus ikke bliver lært, ud af kirken. Forbarm dig over alle biskopper, præster, gejstlige og al øvrighed, at de må oplyses ved din nåde, lære og lede os ret med ord og gode eksempler. Bevar alle svagttroende, at de ikke forarger sig over øvrighedens dårlige eksempel. Bevar os fra kætterske og afvigende lærere, så vi forbliver ét i det daglige brød, i Kristi daglige lære og ord. Lær os ved din nåde ret at betragte Kristi lidelse, at fatte den med hjertet og saligt bruge den i vort liv. Lad os ved vort livs ende ikke blive berøvet Kristi sande legeme. Hjælp til, at alle præster omgås og

43

bruger det højværdige sakramente værdigt og saligt, til hele kristenhedens forbedring. Hjælp os, at vi og alle kristne til rette tid modtager det hellige sakramente saligt med nåde. Kort sagt, giv os vort daglige brød, så at Kristus evig må forblive i os og vi i ham, og værdigt må bære det navn, at vi kaldes kristne efter ham. Med til denne bøn hører alle bønner eller salmer, hvor man beder for øvrigheden, især imod falske lærere, for jøderne, kætterne og alle vildfarende mennesker, også for alle bedrøvede og trøstesløst lidende mennesker. Den femte bøn - Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere Meningen er: Denne bøn har en tilføjelse og en betingelse, nemlig, at vi først skal tilgive vore skyldnere. Når det er sket, kan vi sige: Forlad os vor skyld. Og det har vi bedt om ovenfor i den tredje bøn, at Guds vilje må ske. Og han vil, at man skal lide alt tålmodigt, og ikke give ondt for ondt, ikke søge hævn, men give godt for ondt, ligesom vor himmelske far, som lader sin sol gå op over fromme og onde, og lader det regne over taknemlige og utaknemlige. Derfor beder vi, kære far, trøst os i vor samvittighed, nu og i vor sidste stund, den samvittighed, som vil blive grusomt oprevet og oprive os grusomt på grund af vore synder og din dom. Giv vore hjerter din fred, at vi kan afvente din dom med glæde. Gå 44

ikke i rette med os efter din doms strenghed, for så vil intet menneske findes retfærdigt. Lær os, kære far, ikke at forlade os på eller trøste os med vore gode gerninger eller vor fortjeneste, men muntert og tillidsfuldt vove os i lag med og give os over alene til din grundløse barmhjertighed. Og på lignende måde, lad os heller ikke fortvivle på grund af vort strafværdige, syndige liv, men regne din barmhjertighed for at være højere, videre og stærkere end hele vort liv. Hjælp alle mennesker, som er bange i dødsnød og i anfægtelse over en sådan fortvivlelse, og især N. og N. Tilgiv dem og os alle vor skyld, trøst dem, og tag dem til nåde. Giv os dine goder i stedet for vor ondskab, sådan som du har befalet os at gøre. Gør den grusomme bagtaler, anklager og forøger af vor synd tavs, den onde Ånd, nu og i vor sidste stund, og i al vor samvittighedsangst, ligesom vi afholder os fra bagtalelse og for at gøre andre menneskers synd større. Døm os ikke efter Djævelens og vor arme samvittigheds anklage, og hør ikke på vor fjendes stemme, som dag og nat anklager os for dig, ligesom vi ikke vil høre dem, der bagtaler og anklager andre. Borttag fra os al vor synds og samvittigheds tunge byrde, så at vi med let, glad hjerte kan leve og dø, lide og handle i fuldkommen tillid til din barmhjertighed. Med til denne bøn hører alle salmer og bønner, som anråber om Guds barmhjertighed over vor synd.

45

Den sjette bøn - Og led os ikke i fristelse Meningen er: Vi har tre fristelser eller anfægtelser: Kødet, verden og Djævelen. Derfor beder vi: Kære far, giv os nåde til, at vi tvinger kødets lyst. Hjælp os, at vi modvirker dens overflødige spisen og drikken, soven, dagdriveri og lediggang. Hjælp os, at vi gør kødet skikket til tjeneste og gode gerninger med faste, mådehold i mad, klæder, med vågen og arbejde. Hjælp os, at vi med Kristus må kunne korsfæste og ihjelslå kødets onde tilbøjelighed til ukyskhed og alle dets begæringer og ophidselser, så at vi ikke giver vor tilslutning og efterfølger nogen af dets fristelser. Hjælp os, når vi ser et smukt menneske, et billede eller en anden skabning, at det ikke bliver en fristelse for os, men en årsag til at vi elsker kyskhed og priser dig i dine skabninger. Hjælp os, hvis vi hører noget sødt, sanser noget skønt, at der ikke må være lyst, vi søger deri, men din pris og ære. Bevar os fra den store last, der hedder gerrighed og begær efter denne verdens rigdom. Bevar os, at vi ikke søger denne verdens ære og magt eller giver vor tilslutning til denne tilbøjelighed. Bevar os, så at verdens utro, falske skin og opæggelse ikke får os til at følge den. Bevar os, at vi ikke af verdens ondskab og modgang bliver forledt til utålmodighed, hævn, vrede eller andre udyder. Hjælp os, at vi afsiger og forsager verdens løgn og bedrag, dens forjættelser og utroskab og alle dens goder og onder (sådan 46

som vi har gjort i dåben). At vi står fast deri og daglig vokser mere og mere deri. Bevar os fra Djævelens indgivelser, så at vi ikke giver vor tilslutning til hovmod og vort eget velbefindende og andres foragt, på grund af rigdom, adel, magt, begavelse, indretning eller andre af dine goder. Bevar os, at vi ikke falder i had og misundelse af en eller anden årsag. Bevar os, at vi ikke retter os efter troens anfægtelse, fortvivlelsen, nu og i vor sidste stund. Kære himmelske far, lad alle, der strider og anstrenger sig imod disse store mangfoldige anfægtelser være dig befalet. Styrk dem, der endnu står op. Hjælp dem op igen, der er faldet og ligger ned. Og giv os alle din nåde, så at vi i dette elendige, usikre liv, der hele tiden er omgivet af så mange fjender, altid kæmper med en ridderlig, fast tro og opnår den evige krone. Den syvende bøn - Men fri os fra det onde Meningen er: Denne bøn beder vi imod al ondt fra pine og straf, sådan som den hellige kirke gør i litanierne. Forløs os, kære far, fra din evige vrede og Helvedes pine. Forløs os fra din strenge dom, i døden og på den yderste dag. Fri os fra en pludselige død. Bevar os fra vand og ild, fra lyn og hagl. Bevar os fra krig og blodsudgydelse. Bevar os fra dine store plager, pest, epidemier og andre alvorlige sygdomme. Bevar os fra alt ond og al nød til legemet, så det må gå sådan, at i alt dette sker dit navns ære, dit riges udbredelse og din guddommelige vilje. Amen. 47

Amen. Hjælp os, Gud, at vi i alle disse bønner når frem til troens vished, og lad os ikke tvivle på, at du har hørt os og vil høre os heri, så dit svar er ja og ikke nej eller tvivl. Så siger vi glad AMEN, som betyder, at det er sandt og sikkert, AMEN.

48

Udlægningen af Ave Maria (WA 10 II, 407-409) (Englens hilsen: Vær hilset, Maria) Her er at bemærke, at ingen skal sætte sin tillid og sin fortrøstning til Guds moder eller hendes fortjeneste, for sådan tillid tilkommer alene Gud, som den eneste store gudstjeneste. Man kan derimod prise og takke Gud for hende og for den nåde, som er givet hende. Man skal ikke love og elske hende på anden måde, end fordi hun af Gud har modtaget sådanne goder af lutter nåde, uden fortjeneste, hvad hun selv bekender i sin lovsang. Ligesom når jeg ved at betragte himmelen, solen og alle skabninger bevæges til at love deres skaber og tage dem med i min bøn og lovprisning og siger: Ak, Gud! Du, som har skabt så dejlige og skønne skabninger, giv mig en ret erkendelse og en stærk fast tro, osv. Sådan kan du også her tage Guds moder med i bønnen og sige: Ak, Gud! Hvilket ædelt menneske du her har skabt, velsignet være hun; og du, som har æret hende så højt, giv også mig det eller det. Hvad du så end udbeder dig af Gud, lad da ikke hjertet blive stående ved hende, men gennem hende trænge frem til Kristus og til Gud selv. Derfor lyder Ave Maria også sådan, at det giver Gud æren for alle ting, idet der står:

49

Vær hilset, Maria, fuld af nåde. Herren er med dig. Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit moderlivs frugt, Jesus Kristus. Amen. (Se fodnoten) Her ser du, at der ikke indeholdes nogen bøn heri, men idel lov og pris, sådan som der heller ikke i de første ord af Fadervor er nogen bøn, men lov og pris til Gud for, at han er vor far i Himlen. Derfor skal vi hverken gøre nogen bøn eller påkaldelse af Ave Maria, for det passer sig ikke for os at fortolke ordene videre, end de lyder og Helligånden har sat dem. Dog kan man tage dem på to måder. For det første som en fortælling, sådan at vi deri fortæller om den nåde, Gud har givet hende. For det andet, at vi dertil føjer et ønske om, at hun af enhver må blive erkendt og agtet. For det første er hun fuld af Guds nåde, så hun bliver erkendt uden al synd, hvilket er en overmåde stor ting. Guds nåde fylder hende med alt godt og befrier hende for alt ondt. For det andet er Gud med hende, det vil sige, al hendes gøren og laden er gudelig og sker i hende med Guds hjælp. Dertil beskytter og bevarer han hende for alt, som kan være hende skadeligt. For det tredje er hun velsignet frem for alle kvinder, ikke alene fordi hun har født uden veer og smerte og uden beskadigelse, frem for Eva og alle andre kvinder, men også fordi hun har undfanget og er blevet gravid uden al synd, ved Helligånden, hvad der ikke har været givet nogen anden kvinde. For det fjerde, at hendes frugt har været velsignet, nemlig unddraget forbandelsen, som går over alle Evas børn, så de er undfanget i synd og blive født skyldige til 50

døden og fordømmelsen, medens denne hendes livsfrugt alene er velsignet, og vi alle ved den er blevet velsignede. Desuden er nu hertil at føje en bøn eller et ønske, at man beder for alle dem, der forbander denne frugt og moder. Men hvem forbander denne frugt? Alle de, som forfølger og forbande hans ord, evangeliet og troen, som jøderne og papisterne nu gør. Deraf følger da, at ingen nu forbander denne moder og hendes frugt så meget som de, der velsigner hende med mange rosenkranse og altid har Ave Maria i munden. Det er for det meste dem, som allerstærkest forbander Kristi ord og troen. Læg derfor mærke til, at denne moder og hendes frugt bliver velsignet på to måder, legemlig og åndelig. Legemlig med munden og med ordene i Ave Maria. Det er de værste bespottere og forbandere. Åndelig med hjertet, idet jeg lover og velsigner hendes barn Kristus i alle hans ord, gerninger og lidelser, hvilket ingen gør uden den, der ret kristeligt tror. For uden sådan tro er intet hjerte godt, men det er af naturen fuldt af forbandelse og bespottelse mod Gud og alle hans hellige. Den, som derfor ikke tror, er det at råde, at man lader Ave Maria og al bøn fare. Der er skrevet om en sådan, at selv hans bøn bliver til synd. Derfra bevare Gud os! Amen.

51

Fodnote ”Ave Maria” er en sammenskrivning af englens ord til Maria i Luk 1, 26 og Elisabeths hilsen til Maria i vers 42, da hun kommer på besøg. I den ortodokse kirke lyder hilsenen sådan: Θεοτόκε Παρθένε, χαῖρε, κεχαριτωμένη Μαρία, ὁ Κύριος μετὰ σοῦ. Eὐλογημένη, σὺ ἐν γυναιξί, αὶ εὐλογημένος ὁ καρπὸς τῆς κοιλίας σου, ὅτι Σωτήρα ἔτεκες τῶν ψυχῶν ἡμῶν. Fryd dig, Maria, gudsføderske og jomfru, du benådede! Herren er med dig. Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit moderlivs frugt, for du har født vore sjæles frelser. Den latinsk version Ved kirkemødet i Trient, 1545-63 godkendte den katolske kirke en bøn til Maria om hendes forbøn: Sancta María, Mater Dei, ora pro nobis peccatóribus, nunc et in hora mortis nostræ. Amen. Hellige Maria, Guds mor, bed for os syndere, nu og i vor dødstime. Amen. Denne tanke tog Luther klar afstand fra. Kristus er vor eneste forbeder.

52

En enkel måde at bede på Eine einfältige Weise zu beten für einen guten Freund, 1535. (WA 38, 358-75): Kære ven, jeg giver dig det så godt, som jeg formår, og sådan som jeg selv bærer mig ad, når jeg beder. Vor Gud og Herre give dig og enhver at kunne gøre det bedre. Amen. For det første. Når jeg føler, at jeg ved andre opgaver eller tanker er blevet kold og uoplagt til at bede (sådan som kødet og Djævelen altid søger at hindre bønnen), tager jeg min lille Bønnebog frem og skynder mig ind på mit værelse. Eller jeg går ind i kirken til dem, der er samlet dér, hvis det passer med tidspunktet. Jeg begynder så for mig selv mundtlig at fremsige De Ti Bud, Trosbekendelsen og derefter nogle af Kristi ord, Paulus eller Salmerne, hvis jeg har tid. Ganske som børnene gør. Derfor er det godt, at man tidlig om morgenen lader bønnen være den første, og om aftenen den sidste ting. Man skal tage sig alvorlig i agt for disse falske og bedrageriske tanker, der siger: Vent lidt, om en times tid vil jeg bede. Jeg må først have det eller det fra hånden. Med sådanne tanker kommer man fra bønnen ind i opgaverne, der sådan fastholder og indfanger en, så der ikke bliver nogen bøn den dag. Ganske vist kan der findes nogle gerninger, der er lige så gode eller bedre

53

end bøn, særlig når der er nød på færde. Det er derfor, man tilskrives Hieronymus ordene: Alle de troendes gerninger er bøn. Og et ordsprog lyder: Den, der arbejder trofast, beder dobbelt. Det må være sagt af den grund, at et troende menneske frygter og ærer Gud i sin gerning og tænker på hans bud, for at han ikke skal gøre uret mod nogen, eller stjæle, eller snyde nogen, eller tage mere, end der tilkommer ham. Sådanne tanker og en sådan tro gør uden tvivl hans gerning til både en bøn og et lovprisningsoffer. Omvendt må også den sandhed gælde, at den vantros gerning udelukkende er en forbandelse og at den, som i sit arbejde er utro, bander dobbelt. Hans hjertes tanker må jo under arbejdet være sådan, at han foragter Gud og overtræder hans bud og tænker på at gøre sin næste uret, stjæle og bedrage. Sådanne tanker er jo ene forbandelser mod Gud og mennesker. Derved bliver hans gerning en dobbelt forbandelse, som han forbander sig selv med. Til sidst ender han som en tigger og en slyngel. Den vedvarende bøn taler Kristus om i Luk 18, hvor han siger, at vi altid skal bede og ikke blive trætte. For man skal uafbrudt vogte sig for synd og uret. Og det kan ikke ske, hvor man ikke frygter Gud og har hans bud for øje, som der står i salme l: ”Lykkelig er den, som grunder på hans lov både dag og nat” (vers 2). Dog må vi også se til, at vi ikke vænner os af med at bede på den rette måde, og til sidst selv finder på nødvendige gerninger, der dog ikke er nødvendige, og derved til sidst bliver sløve og dovne, kolde og uvillige til at bede. For Djævelen er ikke doven 54

eller sløv omkring os, ligeledes er vort kød endnu alt for levende og frisk til at synde og har ulyst til bønnens ånd. Når nu hjertet er blevet opmuntret ved en sådan mundtlig samtale og er kommet til sig selv, så knæl ned eller stå med foldede hænder og øjnene vendt opad og tal eller tænk på korteste måde: Ak, himmelske far, du, kære Gud, jeg er en uværdig, fattig synder, ikke værdig til at opløfte mine øjne eller hænder imod dig eller bede til dig. Men da du har befalet os alle at bede og dertil lovet os bønhørelse og selv lært os både ordene og måden at bede på igennem din kære søn, vor herre Jesus Kristus. Så kommer jeg på dette dit bud for at være lydig mod dig og forlader mig på dit nådige løfte og i min herres Jesu Kristi navn beder jeg med alle dine hellige kristne på jorden, som han har lært mig:

Fadervor Den første bøn Helliget blive dit navn Gentag så et stykke, eller så meget du vil, nemlig den første bøn: ”Helliget blive dit navn”, og sig: Ak ja, herre Gud, kære far, hellige dog dit navn både i os selv og i hele verden. Forstyr og udryd al ondskab og kætteri hos muslimerne, paven og alle falske lærere, der hyklerisk fører dit navn i munden og således skændigt misbruger det og bespotter det. De praler med, at det er dit ord 55

og kirkens bud, mens det dog er Djævelens løgn og bedrag, hvorved de under dit navn grueligt forfører så mange stakkels sjæle i hele verden. Desuden dræber de også, udgyder uskyldigt blod og forfølger, idet de derved mener at vise Gud en dyrkelse. Kære herre Gud, omvend her og afværg! Omvend dem, der endnu skal omvendes, at de med os og vi med dem kan hellige og prise dit navn, begge med den rette, rene lære og et godt, helligt liv. Men afværg dem, der ikke vil lade sig omvende, så de må ophøre med at misbruge, skænde og vanære dit hellige navn og forføre de stakkels folk, amen.

Den anden bøn Komme dit rige Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, du ser ikke alene, hvordan verdens visdom og fornuft vanærer dit navn og overgiver din ære til løgnen og Djævelen. Al den myndighed, magt, rigdom og ære, som du har givet til at regere i verden og dermed tjene dig, rejser den og stræber imod dit rige. De er store, mægtige og mange, tykke, fede og mætte og plager, hindrer, og forstyrrer dit riges lille hjord, der er svag, foragtet og ringe i tal. De vil ikke tåle den på jorden. Alligevel mener de at vise dig en stor dyrkelse. Kære herre, Gud fader, omvend dem og afværg deres angreb. Omvend dem, der endnu kan blive børn og indgå i dit rige, for at de med os og vi med dem må tjene dig i dit rige i den rette tro og sande kærlighed og fra dette rige, som er begyndt her, komme ind i det evige rige. Men hjælp imod dem, der i deres magt og formåen 56

ikke vil afstå fra at forstyrre dit rige, så de nedstyrtede fra deres sæde og ydmygede må tvinges til at holde inde. Amen.

Den tredje bøn Ske din vilje, som i himlen således også på jorden Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, du ved, hvordan verden, selv om den ikke helt kan gøre dit navn til intet eller helt udrydde dit rige, dog går med onde hensigter både dag og nat. De er fulde af rænker og indviklede anslag, holder råd, hvisker med hinanden, trøster og styrker sig. De truer og spruder, går fyldt med ond vilje imod dit navn, ord, rige og børn for at ombringe dem. Derfor, kære herre, Gud fader, omvend og afværg. Omvend dem, der endnu skal komme til erkendelse af din gode vilje, for at de med os og vi med dem kan være lydige mod din vilje. Giv, at vi gerne, tålmodig og glad lider ethvert onde, kors og hver modgang og deri erkender, godtage/prøver og erfarer din nådige, fuldkomne vilje. Men afværg dem, der ikke vil afstå fra deres raseri, vildskab, had, trusler og skadelyst og gør deres råd og onde anslag til intet og til skamme, så at det vender sig imod dem selv, som der synges i Salme 7, l6. Amen.

Den fjerde bøn Giv os i dag vort daglige brød Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, giv også din velsignelse over dette timelige, legemlige liv. Giv os nådigt den kære fred. 57

Bevar os fra krig og ufred. Giv vor kære ledere, lykke og fremgang mod deres fjender. Giv dem visdom og forstand, så de styrer deres jordiske rige roligt og lykkeligt. Giv alle regenter, ledere og herrer gode råd og vilje til at opholde deres land og folk i stilhed og retfærdighed. Særlig beder vi dig hjælpe og lede også vores lokale offentlige myndigheder, under hvis beskyttelse og beskærmelse du bevarer os. Giv, at de må blive bevaret for alt ondt, og regerer sikret mod falske tunger og troløse folk. Giv alle borgere nåde til at tjene tro og være lydige. Giv alle samfundslag med deres forskellige opgaver, at de må blive fromme og vise hinanden kærlighed og troskab. Giv godt vejr og jorden frugter. Vi betror dig også hjem, ægtefælle og børn: Hjælp at jeg må omgås dem ret og hjælper og opdrager dem kristent. Afvend og tøjl Ødelæggeren og alle onde engle, der kan skade og hindre os. Amen.

Den femte bøn Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, gå ikke i rette med os, for over for dig er intet levende menneske retfærdigt. Ak, regn os det ikke til synd, at vi desværre er så utaknemmelige for alle dine uudsigelige velgerninger, åndelige og legemlige. Vi står ofte daglig imod og synder mere end vi ved og kan mærke (Salme 19, 13). Se ikke på, hvor fromme eller onde vi er, men på din grundløse barmhjertighed, som er os skænket i Kristus, din kære søn. Tilgiv også alle vore fjender og alle, der gør os smerte eller 58

uret, sådan som også vi af hjertet tilgiver dem. Det er jo skade for dem selv, at de ved deres ondskab imod os optænder din vrede. Deres fordærv kan jo ikke hjælpe os, da vi hellere ville se dem salige med os. Amen. Og den, som føler sig ude af stand til at tilgive, må bede om nåde, så han kan tilgive. Men dette hører til under prædikenen.

Den sjette bøn Og led os ikke ind i fristelse Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, ophold os vågne og friske, ivrige og flittige i dit ord og din tjeneste, så vi ikke bliver selvsikre, dovne og sløve, som om vi nu havde alt. For at ikke den grumme Djævel skal snige sig ind på os og overrumple os og igen fratage os dit kære ord eller skabe strid og sekter iblandt os eller på anden måde føre os i synd og skam, både åndelig og legemlig. Giv os ved din Ånd visdom, og kraft, så vi kan stå ham tappert imod og beholde sejren. Amen.

Den syvende bøn Men fri os fra det onde Sig derpå: Ak, kære herre, Gud fader, dette elendige liv er så fuldt af jammer og ulykke, så fuldt af fare og usikkerhed, så fuldt af utroskab og ondskab (som Paulus siger: dagene er onde). Det var derfor rimeligt, om vi blev træt af livet og længtes efter døden. Men du, kære fader, kender vor svaghed, derfor hjælp os at 59

fare sikkert gennem al denne elendighed og ondskab. Og når tiden kommer, giv os da en nådig afskedstime og en salig udgang fra denne jammerdal, så vi ikke forskrækkes for døden eller fortvivler, men med fast tro befaler vore sjæle i din hånd, amen. Til sidst må du mærke dig, at du siger dit amen eftertrykkeligt og ikke tvivler, Gud hører visselig på dig med al sin nåde og siger ja til din bøn. Tænk så, at du ikke er ene om at knæle eller stå, men hele kristenheden eller alle fromme kristne er hos dig og du iblandt dem i samdrægtig, enstemmig bøn, som Gud ikke kan foragte. Gå ikke fra bønnen, før du har sagt eller tænkt: Godt, denne bøn er hørt af Gud, det ved jeg sikkert og vist, det betyder amen. Åben og koncentreret bøn Du skal også vide, at jeg ikke vil, at alle disse ord skal fremsiges i bøn. Det ville kun blive en fremplapren og udelukkende tom snak, hvis det blev læst op af bogen ligesom rosenkransen hos lægfolket og ligesom præsternes og munkenes bøn har været. Jeg ønsker derimod, at hjertet derved skal opflammes og undervises om, hvilke tanker det skal gøre sig om Fadervor. Men sådanne tanker kan hjertet (når det er rigtig opvarmet og er indstillet på at bede) udtale med mange andre ord, vel også med færre eller flere ord. Jeg vil heller ikke selv binde mig til sådanne ord og stavelser, men i dag sådan, i morgen anderledes, sige de ord, hvorved jeg bliver varm og oplagt. Dog bliver jeg, så nær jeg kan, ved de samme tanker og det samme indhold. 60

Det hænder ofte, at jeg i et stykke eller en bøn føres ind i så rige tanker, at jeg lader de andre seks blive stående. Og når sådanne rige og gode tanker kommer, skal man lade de andre bønner fare og give rum for sådanne tanker og stille høre efter og frem for alt ikke hindre dem. For da prædiker Helligånden selv. Og ét ord af hans prædiken er langt bedre end tusinde bønner af vore. Jeg har ofte lært mere i én bøn, end jeg har kunnet finde ved megen læsen og digten. Derfor ligger der den allerstørste vægt på, at hjertet er åbent og oplagt til bøn, som også prædikeren siger i 4,17: ”Vogt din fod, når du går til Guds hus. Det er bedre at gå derhen for at høre end for at bringe offer.” Hvad andet er det end at friste Gud, når munden plaprer og hjertet er optaget helt andre steder? Som da en præst bad samtidig med at han uddelte opgaver til sine tjenestefolk. På denne måde: ”Gud, hør min bøn – Per, hent hesten – ære være Faderen og Sønnen og Helligånden – Pia, gå ud og malk koen!” Sådanne bønner har jeg i mine tidligere dage i pavekirken virkelig hørt og kendt mange af, og næsten alle deres bønner er af den slags. Derved bliver Gud kun spottet, og det havde været bedre, om de i stedet havde leget, når de ikke kunne eller ville gøre det bedre. For jeg har desværre selv i mine dage ofte bedt sådanne tidebønner, så at salmen eller bedetimen var forbi, før jeg var klar over, om jeg var i begyndelsen eller i midten. Og om end ikke alle bruger ord som ovennævnte præst og blander opgaver og bøn sammen, så gør de dog det samme i deres 61

hjerter med tankerne. De blander det hele sammen. Og når bønnen er forbi, véd de ikke, hvad de har gjort, eller hvordan de er kommet igennem det. De begynder på lovprisningen, og straks er de i drømmeland. Jeg holder for, at ingen kan se et latterligere gøglespil, end hvis man under bønnen kunne se de tanker i et sådant koldt, uandægtigt hjerte rodet sammen. Men nu indser jeg, Gud ske lov, at der ikke er bedt ret, når man glemmer, hvad man har sagt. For en ret bøn husker nøjagtig alle ord og tanker fra bønnens begyndelse til slutningen. Ligesom en god, flittig barber nøje må rette sine tanker, sin opmærksomhed og sine øjne på barberkniven og på håret og ikke glemme, hvor langt han er kommen med barberingen eller klipningen. Hvis han samtidig vil snakke løs og tænke eller kigge på andre ting, kunne han let skære mund eller næse af, ja halsen over. Sådan vil jo enhver ting, når det skal udføres godt, kræve sin person helt, med alle sanser og lemmer. Som man siger: Den, der tænker på mange ting, tænker på ingen ting og udretter heller ikke noget godt. Hvor meget mere kræver bønnen ikke hjertet helt og udelt, hvis det i øvrigt skal være en god bøn. Dette være i korthed sagt om Fadervor eller bønnen, som jeg selv plejer at bede. For endnu den dag i dag suger jeg på Fadervor som et barn, drikker og spiser som et gammelt menneske, og jeg kan ikke blive mæt deraf. Jeg sætter det endog over Salmerne, som jeg ellers holder meget af. Det er for mig den allerbedste bøn. 62

Det viser sig i sandhed, at den rette mester har samlet og lært det, og det er mere end skade, at en sådan bøn af en sådan mester uden spor af andagt skal plapres og klapres i stykker over hele verden. Mange beder måske nogle tusinde Fadervor om året, men selv om de blev ved at bede sådan i tusinde år, havde de dog ikke smagt eller bedt et bogstav eller en tøddel deraf. Kort sagt: Fadervor er (ligesom Guds navn og ord) den største martyr på jorden. Enhver plager og misbruger det. Kun få trøster det og glæder det ved at bruge det ret.

De Ti Bud Men når jeg har tid og lejlighed til mere end Fadervor, så gør jeg på lignende måde med De Ti Bud og tager dem stykke for stykke. Det gør jeg, for at jeg kan blive så meget som muligt oplagt til bøn og få en firedobbelt krans ud af hvert bud. 1. Jeg bruger først hvert enkelt bud som en lære, som det jo i sig selv er, og tænker over, hvad vor herre Gud deri så alvorlig kræver af mig. 2. For det andet gør jeg det til en taksigelse, 3. For det tredje et skriftemål, 4. Og for det fjerde en bøn med disse eller lignende tanker og ord: Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. (2 Mos 20, 1-17) 63

Det første bud Du må ikke have andre guder end mig Her tænker jeg for det første, at Gud kræver af mig og lærer mig, at jeg skal have hjertelig tillid til ham i alle ting, og det er hans ramme alvor, at han vil være min Gud. Det skal jeg holde ham for at være under tab af den evige salighed, og mit hjerte skal ikke bygge på eller have tillid til noget andet, det være sig gods, ære, visdom, magt, hellighed eller nogen anden skabning. For det andet takker jeg hans grundløse barmhjertighed, at han så faderligt bøjer sig ned til mig fortabte menneske. Uden at være bedt eller søgt, tilbyder han mig ufortjent at være min Gud, tage sig af mig, og i al nød være min trøst, mit værn, min hjælp og styrke. For vi usle, blinde mennesker har ellers måttet søge og søger endnu så mange slags guder, hvis han ikke selv så åbenbart talte til os og i vort eget menneskelige sprog tilbød at være vor Gud. Hvem kan i al evighed takke ham nok for det? For det tredje skrifter og bekender jeg min store synd og utaknemlighed, at jeg hele mit liv igennem så skammeligt har foragtet denne herlige lære og store gave og med utallige former for afgudsdyrkelse så frygtelig optændt hans vrede. Det gør mig ondt, og jeg beder om nåde. For det fjerde beder jeg og siger: Ak, min Gud og herre, hjælp mig ved din nåde, at jeg daglig bedre må lære og forstå dette dit bud og med hjertelig tillid handle derefter. Bevar dog mit hjerte, at jeg ikke mere bliver så glemsom og utaknemmelig, at jeg ikke søger andre guder eller trøst på jorden eller i alle skabninger, så 64

at jeg rent og smukt bliver ved dig, min eneste Gud. Amen, kære herre, Gud fader, amen. Dernæst går jeg på samme måde, hvis jeg vil eller har tid, frem med det andet bud, også anvendt på fire måder.

Det andet bud Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn For det første lærer jeg, at jeg skal holde Guds navn for herligt, helligt og skønt, ikke sværge, bande eller lyve ved det, ikke være stolt eller søge egen ære eller navn. Jeg skal derimod i ydmyghed påkalde, tilbede, prise og love hans navn og lade det være al min ære og ros, at han er min Gud, og jeg hans stakkels skabning og uværdige tjener. For det andet takker jeg for de herlige gaver, at han har åbenbaret og givet mig sit navn, så jeg kan rose mig af hans navn og kalde mig Guds tjener, skabning, osv., at hans navn er min tilflugt som en fast borg (som Salomon siger i Ordsprog 18, 10), hvortil den retfærdige flygter og bliver beskyttet. For det tredje skrifter og bekender jeg min skammelige, store synd, som jeg alle mine dage har begået mod dette bud, at jeg ikke alene har ladet være at påkalde, ære og prise hans hellige navn, men endog har været utaknemlig for denne gave og har misbrugt den til al slags skam og synd, til at sværge, lyve og bedrage, osv. Dette gør mig ondt, og jeg beder om nåde og forladelse, osv. 65

For det fjerde beder jeg om hjælp og styrke til herefter at lære dette bud og vogte mig for sådan skammelig utaknemlighed, misbrug og synd mod hans hellige navn, men derimod findes taknemlig og som den, der ret frygter og ærer hans navn. Og som jeg ovenfor har sagt under Fadervor, sådan formaner jeg igen: Hvis Helligånden under disse tanker kommer og begynder at prædike i dit hjerte med rige, oplyste tanker, så vis ham den ære at lade disse tilrettelagte tanker fare. Vær stille og hør på ham, der kan det bedre end du. Læg mærke til hvad han prædiker og skriv det op, så vil du, som David siger, erfare undere i Guds lov.

Det tredje bud Husk sabbatsdagen og hold den hellig Her lærer jeg for det første, at hviledagen ikke er indstiftet til lediggang eller til kødelig vellyst, men for at den skal holdes hellig af os. Men ved vor gerning og handling bliver den ikke helliget. Det sker ved Guds ord, der alene er fuldkommen rent og helligt og helliger alt, hvad der kommer i berøring med det - det være sig tid, sted, person, gerning, hvile osv. For ved Ordet bliver vore gerninger også hellige, som Paulus siger i 1 Tim 4, 5: ”Det helliges ved Guds ord og ved bøn.” Derfor erkender jeg heraf, at jeg på hviledagen først og fremmest skal høre og overveje Guds ord og så ved det samme ord takke og love Gud for alle hans velgerninger og bede for mig selv og hele verden. Den, der forholder sig sådan på hviledagen, han helliger hviledagen, 66

og den, som ikke gør det, han er værre end dem, som arbejder på den. For det andet takker jeg i dette bud for Guds store, skønne velgerning og nåde, at han har givet os sit ord og sin prædiken og befalet os særlig at bruge det på hviledagen. Denne skat kan intet menneskeligt hjerte tænke nok over. For hans ord er det eneste lys i dette livs mørke. Og det er et ord, der skænker liv, trøst og al salighed. Hvor det kære, frelsende ord ikke findes, hersker der alene skrækkeligt og grufuldt mørke, vildfarelse, splittelse, død, al ulykke og Djævelens eget tyranni, som vi daglig har det for øje. For det tredje skrifter jeg og bekender min store synd og skammelige utaknemlighed, at jeg mit liv igennem så skammelig har misbrugt hviledagene og så jammerlig foragtet hans dyrebare, kære ord. Jeg har været så doven, ugidelig og modvillig til at høre det - endsige, at jeg skulle have begæret det af hjerte eller nogensinde takket for det. Jeg har således forgæves ladet min kære Gud prædike for mig, og ladet den ædle skat ligge, ja trådt den under fod. Og dette har han med lutter guddommelig godhed tålt af mig, og ikke af den grund holdt op med stadig på ny at prædike for mig og kalde på mig med al faderlig guddommelig kærlighed og troskab til min sjæls frelse. Det gør mig ondt, og jeg beder om nåde og tilgivelse. For det fjerde beder jeg for mig selv og for hele verden, at den kære fader vil opholde os ved sit hellige ord og ikke tage det fra os for vor synds, utaknemligheds og dovenskabs skyld. Jeg 67

beder om, at han vil bevare os for sekterne og falske lærere, men sende os trofaste og retskafne arbejdere til sin høst, dvs. trofaste og fromme sognepræster og prædikanter. At han også vil skænke os alle nåde til, at vi med ydmyghed høre deres ord som hans eget, lægger os det på sinde og ærer det, desuden også af hjertet takker og priser ham derfor.

Det fjerde bud Ær din far og din mor For det første lærer jeg her at erkende Gud, min skaber, hvor vidunderlig han har skabt mig med legeme og sjæl. Han har givet mig livet af mine forældre og givet dem det hjerte, at de med alle kræfter har tjent mig som deres livsfrugt, har bragt mig til verden, ernæret og draget omsorg for mig, passet og opdraget mig med stor flid, omhu, fare, møje og arbejde. Og indtil denne stund har han bevaret mig, sin skabning, fra megen fare og nød på legeme og sjæl og har hjulpet mig ud af det, som om han hver time skabte mig på ny. For Djævelen under os ikke livet ét øjeblik. For det andet takker jeg den rige og gode skaber for mig selv og for hele verden, at han i dette bud har indstiftet og opholdt menneskeslægtens formering og opretholdelse dvs. familielivet og det offentlige styre. For uden disse to områder eller styrelser kunne verden ikke stå et år. Uden offentlig styrelse er der ingen fred. Hvor der ingen fred er, kan der intet familieliv være. Hvor intet familieliv er, kan der hverken fødes eller opdrages børn, ja, forældreværdigheden måtte helt forsvinde. Men derfor er dette 68

bud givet, at det opholder og bevarer begge dele, familieliv og offentligt styre, befaler børn og borgere lydighed og sørger for, at det sker sådan. Og hvor det ikke sker, lader budet ikke dette ustraffet. Ellers havde børnenes ulydighed for længst ødelagt alt familieliv, og borgerne havde ved oprør sprængt og ødelagt det offentlige styre, for de er jo langt flere i tal end forældre og de, der styrer. Derfor kan vi ikke nok prise denne velgerning. For det tredje skrifter og bekender jeg min skammelige ulydighed og synd, at jeg trods dette min Guds bud ikke har æret eller adlydt mine forældre. Jeg har ofte fortørnet og fornærmet dem, taget mod deres forældrestraf med utålmodighed, knurret mod dem, foragtet deres trofaste formaning og direkte holdt til med slet omgangskreds og dårlige kammerater. Og dog forbander Gud selv sådanne ulydige børn og nægter dem et langt liv, som da også mange af den grund jammerlig omkommer og går til grunde, før de bliver voksne. For den, der ikke adlyder far og mor, må adlyde domstolen eller på anden måde skammelig miste sit liv ved Guds vrede. Alt dette gør mig ondt, og jeg beder om nåde og forladelse. For det fjerde beder jeg for mig selv og for hele verden, at Gud vil skænke os sin nåde, og rigelig udøse sin velsignelse både over familieliv og borgerlig styrelse. Måtte vi herefter blive fromme, ære vore forældre, lyde vore overordnede, modstå Djævelen og ikke adlyde, når han frister os til ulydighed og ufred. Således kan vi i gerning hjælpe til at forbedre hjem og land og bevare freden, Gud til ære og pris, os selv til gavn og alt godt. 69

Derved erkender vi disse hans gaver og takker ham derfor. Heri skal der tillige være plads for bønnen for forældre og offentlige myndigheder, at Gud vil give dem visdom og forstand til at styre og regere os fredeligt og lykkeligt. Han bevare dem for tyranni, vold og grusomhed og afholde dem derfra, så de ærer og ikke forfølger Guds ord eller volder nogen uret. For sådanne store gaver må man få ved bøn, som Paulus lærer. Ellers er Djævelen den øverste leder ved hoffet, og det går slemt og skadeligt til. Og hvis du selv er far eller mor, må du passe på, at du ikke glemmer dig selv eller dine børn og dine ansatte, men beder alvorlig, at vor kære fader, der har indsat dig til sit navns og embedes ære og vil have dig nævnt og æret som forælder, vil give dig nåde og velsignelse til at styre og ernære din ægtefælle, børn og ansatte, gudfrygtigt og kristent. At han vil give dig visdom og kraft til at opdrage dem godt, og dem et godt sind og vilje til at følge din lærdom og være lydig. For begge dele: børn og deres opvækst er Guds gaver så vel som de to ting: at de er velopdragne og bliver gode mennesker. Ellers bliver et hjem kun en svinesti og en slyngelskole, sådan som man ser det hos ugudelige og rå mennesker.

Det femte bud Du må ikke begå drab Her lærer jeg først, at Gud vil have af mig, at jeg skal elske min næste, og at jeg altså ikke skal gøre ham nogen skade på hans legeme, hverken med ord eller med gerning. Jeg må ikke i vrede, 70

utålmodighed, misundelse eller nogen slags ondskab hævne mig på ham eller gøre ham skade, men skal vide, at jeg er skyldig at hjælpe og råde ham i al hans legemlige nød. For Gud har med dette bud befalet mig at tage vare på min næstes legeme og også befalet min næste at tage vare på mit legeme. Som Sirak siger: ”Gud har anbefalet enhver en næste.” (Siraks Bog 17,14). For det andet takker jeg her for denne uudsigelige kærlighed, omsorg og troskab over for mig, at han har sat en sådan stor og stærk beskyttelse og mur omkring mit legeme. Alle mennesker er skyldige til at skåne mig og vogte mig og på samme måde er også jeg over for alle mennesker. Gud holder også øje med at det sker - og hvis det ikke sker, er det hans befaling, at domstolene skal straffe dem, der ikke gør det. Hvis dette bud og Guds indstiftelse ikke var til, ville Djævelen sikkert forvolde et sådant mytteri iblandt os, at ingen kunne være sikker på sit liv en time. Det er det, der sker, når Gud vredes og straffer den ulydige og utaknemlige verden. For det tredje skrifter og klager jeg her over min egen og verdens ondskab, at vi er så frygtelig utaknemlige for sådan faderlig kærlighed og omsorg for os. Ja, ikke alene det, men vi kan ikke og vil heller ikke lære dette bud og denne lærdom, men foragter det, som om det ikke angik os, og som om vi slet ikke havde det. Det er virkelig beklageligt. Desuden går vi så selvsikre omkring og gør os ingen samvittighed af, at vi på den måde foragter, svigter, ja, forfølger og skader vor næste imod dette bud. Eller vi slår ham ihjel i tankerne og lader vrede, bitterhed og al ondskab få 71

frit spillerum, som om vi er i vor gode ret til det. Her er sandelig lejlighed til at klage og skrige over os onde slyngler og blinde, vilde og ufromme mennesker, der ligesom vilde dyr nedtramper hinanden, kradser, river, bider og fortære hinanden og ikke frygter dette alvorlige Guds bud. For det fjerde beder jeg, at han, den kære fader, vil lære os at erkende dette hans hellige bud og hjælpe os til også at overholde det og leve efter det. Jeg beder om, at Gud vil bevare os alle indbyrdes for den manddræber, der er mester for al manddrab og fortræd. At Gud vil skænke sin rige nåde til at alle mennesker, også os, bliver venlige, blide og gode mod hinanden. At vi af hjertet tilgiver hinanden og som kristne bærer hinandens fejl og skrøbeligheder og således lever i ret fred og kærlighed, som dette bud lærer og kræver af os.

Det sjette bud Du må ikke bryde et ægteskab Her lærer jeg igen, hvad Gud tænker om mig, og hvad han vil have af mig, nemlig at jeg skal leve sømmelig, ærbar og disciplineret både i tanker, ord og gerning. Jeg skal ikke forgribe mig seksuelt på nogens ægtefælle, barn eller husstand, men hjælpe til at redde og beskytte dem og gøre alt, hvad der tjener til at opholde deres ære og jomfruelighed. Jeg skal også hjælpe til at stoppe munden på de meningsløse sladderhanke, der vil skade deres ære. Alt dette har jeg pligt til, og Gud vil have, at jeg ikke alene lader min næstes ægtefælle og alle hans seksuelt uberørt, 72

men også har pligt til at hjælpe til med at opretholde og bevare deres ærbarhed og renhed. Sådan ønsker jeg jo, min næste handler mod mig i den slags sager og overholde dette bud mod mig og mine. For det andet takker jeg den trofaste, kære fader for denne hans nåde og velgerning, at han med dette bud tager min ægtefælle, datter, søn og øvrige husstand i sin vold og beskyttelse og så alvorligt og strengt forbyder at vanære dem. Han giver mig nemlig sikker beskærmelse og lader det ikke ustraffet, om han så selv skal udføre straffen, hvor nogen overtræder og bryder hans bud og beskyttelse. Ingen undslipper ham. Enten må han betale her, eller senere bøde for sådan lyst i helvedes ild. For han vil have seksuel renhed og ikke finde sig i ægteskabsbrud. Det ser vi daglig hos alle ubodfærdige, umoralske mennesker, som Guds vrede omsider rammer, så de får en forfærdelig straf. Ellers ville det også være umuligt at bevare ægtefælle, børn og ansatte for den urene Djævel blot en time i tugt og ære. Der ville blive lutter homoseksualitet og dyrisk parring / perversioner ud af det, som det sker, hvor Gud i sin vrede tager sin hånd bort og lader alt blive værre og værre. For det tredje skrifter og bekender jeg min synd og hele verdens synd, at jeg livet igennem har syndet mod dette bud, være sig i tanker, ord eller gerning. Ikke alene har jeg været utaknemlig for denne fine lære og gave, men endog knurret imod Gud, at han har påbudt seksuel disciplin og renhed og ikke har ladet al 73

slags utugt og perversitet være frit og ustraffet. Ægteskabet ringeagtes, spottes og nedvurderes. Overtrædelsen af dette bud overgår alt andet i grovhed og omfang. Der er intet, der skjuler det eller pynter det. Det gør mig ondt, osv. For det fjerde beder jeg for mig selv og hele verden, at Gud vil unde os nåde til at holde dette bud med glæde og kærlighed, så vi ikke alene selv lever ærbart, men også hjælper og vejleder andre til det. Sådan fortsætter jeg med de andre bud som jeg har tid og lejlighed eller lyst til det. For, som jeg har sagt, vil jeg ikke have nogen bundet til disse mine ord eller tanker. Det er blot et eksempel, som man kan følge, hvis man vil eller ændre det, så man tager alle bud for sig på én gang eller så mange, man har lyst til. Hvis sjælen er optaget af en ting, enten denne nu er god eller ond, og det er dens alvor, så kan den i ét øjeblik tænke mere, end tungen kan tale i ti timer eller hånden skrive i ti dage. Sådan en hurtig, fin og mægtig ting er sjælen eller ånden. Derfor kan den meget hurtigt blive færdig med De Ti Bud på alle disse fire måder, når den er opsat på det og tager det alvorligt.

Det syvende bud Du må ikke stjæle Her lærer jeg først, at jeg ikke skal tage min næstes ejendele eller besidde det mod hans vilje, hverken hemmelig eller åbenbar. Jeg må ikke være utro eller uredelig i handel, tjeneste og arbejde, så 74

jeg tjener min løn på tyvemaner. Jeg skal tværtimod ernære mig i mit ansigts sved og med al redelighed spise mit eget brød. Ligeledes skal jeg også hjælpe til, at min næste heller ikke bliver berøvet sine ting på ovennævnte måde. Jeg lærer også her, at Gud ved dette bud af faderlig omsorg og med stor alvor freder og værner om mine ejendele, idet han befaler, at man intet må stjæle fra mig. Og hvor man ikke retter sig efter det, har han fastsat straf for det og befalet domstolene at bruge bøde og straf. Og hvor domstolene ikke kan, straffer Gud det selv, så de til sidst bliver tiggere. Som man siger: Ungdoms tyveri er skyld i alderdoms tiggeri, og: Uretfærdigt gods bringer ikke lykke, og: Hvad der erhverves med synd, bruges med sorg. For det andet takker jeg for hans troskab og godhed, at han har givet mig og al verden denne gode lærdom og dermed også værn og beskyttelse. For hvis han ikke beskyttede os, beholdt ingen en krone eller en bid brød i huset. For det tredje skrifter jeg alle mine synder og min utaknemlighed, hvor jeg i mit liv har gjort nogen uret eller ydet for lidt eller snydt nogen, osv. For det fjerde beder jeg om, at han vil give sin nåde til, at jeg og hele verden dog måtte lære og betænke dette hans bud, og også forbedres, så der bliver mindre stjælen, røveri, udnyttelse, utroskab og uretfærdighed. Ja, jeg beder kort og godt om, at det snart helt må få ende ved dommedag, som alle hellige og alle skabninger så indtrængende beder om må komme, Rom 8, 19. 75

Det ottende bud Du må ikke vidne falsk mod din næste Dette bud lærer os først at være sanddru mod hinanden og undgå al slags løgn og bagtalelse, men gerne tale og høre det bedste om andre. Dermed er der sat en mur og et værn om vort rygte og vor uskyld imod onde munde og falske tunger, som Gud heller ikke vil lade ustraffede, som der er sagt om de andre bud. Derfor skal vi takke ham både for den lære og det værn, som han hermed så nådig giver os. Og for det tredje skrifter vi og beder om nåde, fordi vi har tilbragt livet så utaknemmeligt og syndigt med løgn og med falsk, ond sladder mod vor næste, som vi dog skylder at bevare al hans ære og uskyld, som vi selv helst vil have det. For det fjerde beder vi om hjælp til fremtidig at holde dette bud og om at bruge vor tunge til det gode, osv.

Det niende og tiende bud Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom Dette lærer os først, at vi ikke med skin af ret må fratage, fravende eller fravriste vor næste hans ejendele og hvad hans er, men hjælpe til, at han må beholde det, som vi selv gerne vil med det, der er vores. Det er også et værn imod de snedige planer og svindelnumre fra denne verdens smarte hoveder, som dog også til sidst vil få sin straf. 76

For det andet skal vi takke derfor. For det tredje skrifte vor synd med anger og sorg. For det fjerde bede om hjælp og styrke til at blive fromme og holde dette Guds bud. Dette er De Ti Bud, behandlet på fire måder: som en lille lærebog, som en lille sangbog, som en lille bodsbog og som en lille bønnebog. Herved skulle et hjerte jo finde sig selv og blive varm til bønnen! Men pas på, du ikke tager det alt sammen eller for meget frem, så ånden bliver træt. Heller ikke skal en god bøn være lang eller langtrukken. I stedet skal der bedes ofte og med varme. Det er nok, når du tager et stykke eller et halvt frem, for at du derved kan optænde en ild i dit hjerte. Nuvel, det vil og må ånden give og lære videre i hjertet, når det først ved Guds ord er renset og tømt for andre opgaver og tanker.

Trosbekendelsen Hvis nogen i øvrigt har tid til overs eller er oplagt til det, kan man gøre på samme måde med Trosbekendelsen og af den flette en firdobbelt krans. Trosbekendelsen har tre store hovedstykker eller artikler efter de tre personer i den guddommelige majestæt, som de fra gammel tid og også i katekismen er inddelt.

77

Den første artikel Om skabelsen Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber Her skinner for det første et stort lys ind i dit hjerte, hvis du ellers vil tage imod det, og lærer dig med få ord, hvad der med alle tunger og mange bøger ikke kan udtales eller skrives. Nemlig, hvad du er, hvorfra du kommer, hvor himmel og jord stammer fra. For du er Guds skabning, gerning og værk, det vil sige, af dig selv og i dig selv er du intet, kan intet, ved intet, formår intet. Hvad var du for tusinde år siden? Hvad var himmel og jord for seks tusind år siden? Lige så meget intet, som det er intet, der aldrig skal skabes! Men hvad du er, ved, kan og formår, det skyldes Guds skabelse, som du her bekender med din mund. Derfor har du over for Gud slet intet andet at rose dig af, end at du slet intet er, og at han er din skaber og hvert øjeblik kan tilintetgøre dig. Et sådant lys kender fornuften ikke noget til. Mange af de største mennesker har forsket efter, hvad himmel og jord, menneske og skabning mon skulle være, og de har dog ikke fundet ud af det. Men her fortælles det. Trosbekendelsen siger: Gud har skabt alt af intet. Her er sjælens lysthave, hvor den kan vandre i Guds gerninger. Men det ville blive for meget at skrive om det her. For det andet skal man takke for, at vi ved Guds godhed er skabt af intet og daglig bliver opholdt af intet. Vi er en sådan skøn skabning, der har legeme og sjæl, fornuft, fem sanser 78

osv., og at han har sat os til herre over jorden, fiskene, fuglene, dyrene, osv. Hertil hører 1 Mos 1-3. For det tredje skal man skrifte og klage over vor vantro og utaknemlighed, at vi ikke har taget dette til hjerte, troet det, tænkt på det og erkendt det, men er værre end de ufornuftige dyr. For det fjerde skal man bede om den rette, sikre tro, at vi herefter med alvor tror og holder den kære Gud for vor skaber, som denne artikel lærer.

Den anden artikel Om genløsningen Og på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, osv. Her skinner atter et stort lys, der lærer os, hvordan vi ved Kristus, Guds søn, er blevet genløst fra døden, som vi efter skabelsen ved Adams synd er faldet ind under, så vi måtte gå evig til grunde. På samme måde, som du i den foregående artikel skulle regne dig selv for en af Guds skabninger og ikke tvivle på det, skal du også her regne dig selv for en af de genløste, og ikke tvivle på det. Ligesom vi i den første sætning siger, at Jesus Kristus er ”vores” Herre, sådan skal vi også gøre det ved alle de andre udtryk. Altså, at Jesus Kristus også er ”vores pinte”, ”vores døde”, ”vores opstandne”. Det er alt sammen vores og gælder os, og vi hører ind under det samme ord ”vores”, som ordet selv viser det. For det andet skal vi hjertelig takke for denne store nåde og være glad over en sådan genløsning. 79

For det tredje bitterlig klage over og skrifte den skændige vantro eller tvivl på sådan nåde. Ak, hvor vil du ikke her få nok at tænke på. Hvor meget afguderi har du ikke øvet imod dette med al den falske gudsdyrkelse og utallige egne gerninger, der har stridt mod denne genløsning. For det fjerde skal du bede om, at Gud herefter vil opholde dig i den rette, rene tro på Jesus Kristus, din Herre, indtil døden.

Den tredje artikel Om helliggørelsen Jeg tror på Helligånden, osv. Dette er det tredje store lys, der lærer os, hvor vi i det ydre kan finde og møde en sådan skaber og forløser her på jorden. Og hvor det til sidst alt sammen vil føre hen. Det kunne der siges meget om, men hovedsagen er kort sagt denne: Hvor den hellige, kristne kirke er, dér finder man Gud Skaber, Gud Forløser og Gud Helligånd, som daglig helliggør os ved syndernes forladelse, osv. Og kirken er dér, hvor Guds ord om denne tro prædikes og bekendes på rette måde. Her har du atter meget at tænke på, især om det, som Helligånden daglig øver i kirken. Derfor skal du her takke for, at også du er kommet og kaldet ind i denne kirke. Du må skrifte og klage over din vantro og utaknemlighed, at du ikke har givet agt på alt dette. 80

Og bede om den rette faste tro, der holder ud og kan bestå, indtil vi kommer derhen, hvor alt skal bestå evindelig. Det er i det evige liv efter opstandelsen fra de døde. Amen. Den, der er øvet, kan godt veksle, så man den ene dag tager De Ti Bud og en anden dag en Salme eller et kapitel fra Skriften, for at få ild og varme i hjertet.

81

De tre symboler eller bekendelser i Kristi tro Brugt enstemmigt i kirken Oversat til tysk af Dr. Martin Luther (WA 50, 262-283) Selvom jeg allerede har lært og skrevet meget om troen - hvad den er, hvad den gør - og selvom jeg også har offentliggjort min bekendelse om, hvad jeg tror, og hvor jeg har til hensigt at blive stående, fortsætter djævelen stadig med at udklække nye planer mod mig. Derfor har jeg besluttet også at offentliggøre de tre symboler (som de kaldes) eller trosbekendelser sammen på tysk, som hidtil har været holdt, læst og sunget i hele kirken, så jeg igen kan vidne om, at jeg holder fast i den virkelige kristne kirke, som indtil videre har bevaret disse symboler eller trosbekendelser, og ikke i den falske, arrogante kirke, som jo er den ægte kirkes værste fjende. Den ene har sat meget afgudsdyrkelse ved siden af disse smukke trosbekendelser, ligesom i gamle tider Israels folk opstillede mange afguder i dale, på bakker, under træer, ved siden af den smukke guddommelige tjeneste indført af Gud og templet - og hævdede ikke desto mindre at være Guds virkelige folk og forfulgte og derfor dræbte alle profeterne og til sidst også Herren Kristus selv.

82

Om Den Apostolske Trosbekendelse Det første symbol, apostlenes, er virkelig det fineste af alle. Kort, korrekt og på en pragtfuld måde opsummerer det trosartiklerne, og det kan let læres af børn og almindelige mennesker.

Om Den Athanasianske Trosbekendelse Den anden, af Athanasius, er længere og skrevet på grund af arianerne. Den udvider mere detaljeret den ene artikel, nemlig hvordan Jesus Kristus er Guds egen søn og vores Herre, på hvem vi tror med den samme tro, som vi tror på Faderen, som teksten lyder i det første symbol, ”Jeg tror på Gud ”osv.,“ Og på Jesus, ”osv. For hvis han ikke var sand Gud, ville han ikke skulle æres med den samme tro som Faderen. Dette er hvad Athanasius argumenterer for og understreger i sit symbol, som så at sige er et symbol til forsvar for det første symbol.

Om Den Ambrosianske og Augustinske Trosbekendelse Det tredje symbol siges at være af Augustin og Ambrosius, og formodes at være sunget ved Augustins dåb. Uanset om det er sandt eller ej - og det skader ikke, om man tror det eller ej - er det ikke desto mindre et fint symbol eller trosbekendelse (uanset forfatteren), der er sammensat i form af en sang, ikke kun med det formål at bekende den sande tro, men også for at prise og takke Gud. 83

Men lad mig ikke blive kritiseret for skarpt for at have oversat ordene increatus og immensus som ungeschaffen [”uskabt”] og unmeslich [”grænseløs”]. Jeg var godt klar over, at dette er akavet tysk, og ikke uvidende om, hvad ungeschaffen betyder i Sydtyskland; men jeg havde virkelig ikke noget andet valg, og det skal ikke regnes mig som fejl, kun fordi sådanne gode ord som ungeschaffen osv. er kommet i dårlig brug. Hvis nogen tror, at han kan gøre det bedre, så lad ham gøre det og se, om han vil være uden sine dommere og kritikere.

84

Den første trosbekendelse eller det første symbol er apostlenes almindelige bekendelse, hvor grunden er lagt for den kristne tro. Og den lyder således:

Den Apostolske Trosbekendelse Jeg tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans eneste Søn, vor Herre. Han er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet. Han er derefter steget ned til Helvede, på tredje dag stået op fra de døde, og steget op til Himmelen. Han har taget plads ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, og herfra skal han komme at dømme levende og døde. Jeg tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges menighed, syndernes forladelse, legemets opstandelse og det evige liv. Amen. 85

Den andet trosbekendelse eller symbol er den Athanasianske, og blev skrevet af Athanasius mod de kættere, der hedder arianere. Den lyder således:

Den Athanasianske Trosbekendelse Enhver, der vil frelses, må frem for alt have den fælles kristne tro. Enhver, der ikke bevarer den hel og uforfalsket, vil bestemt gå evig fortabt. Og dette er den kristne tro, at vi ærer én Gud i tre personer og tre personer i én Gud uden at sammenblande personerne eller adskille det guddommelige væsen. Faderens person er nemlig en anden end Sønnens, som er en anden end Helligåndens. Men Faderen, Sønnen og Helligånden er én eneste guddom, deres herlighed er lige stor, deres majestæt lige evig. Som Faderen er, sådan er Sønnen og sådan er Helligånden. Faderen er ikke skabt, Sønnen er ikke skabt, Helligånden er ikke skabt. Faderen er umålelig, Sønnen er umålelig, Helligånden er umålelig. 86

Faderen er evig, Sønnen er evig, Helligånden er evig. Og dog er der ikke tre evige, men én evig, ligesom der ikke er tre uskabte, eller tre umålelige, men én uskabt og én umålelig. Ligeledes er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligånden almægtig, og dog er der ikke tre almægtige, men én almægtig. På samme måde er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud. På samme måde er Faderen Herre, Sønnen Herre og Helligånden Herre, og dog er der ikke tre Herrer, men én Herre. For ligesom vi ifølge den kristne sandhed må bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre, således forhindre den fælles tro os i at tale om tre Guder eller tre Herrer. Faderen er hverken dannet eller skabt eller født af nogen. Sønnen er af Faderen alene, ikke dannet eller skabt, men født. 87

Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke dannet eller skabt eller født, men udgår fra dem. Der er altså én Fader, ikke tre fædre, én Søn, ikke tre Sønner, én Helligånd, ikke tre Helligånder. Og blandt disse tre personer er ingen tidligere eller senere, ingen større eller mindre, men alle tre personer er sammen lige evige og lige store, således at alle tre personer bør æres i én guddom og én Gud i tre personer. Den, der vil frelses, må altså mene således om de tre personer i Gud. * Men det er også nødvendigt til evig frelse, at man ærligt tror, at vor Herre Jesus Kristus er blevet menneske. Det er altså den rette tro, at vi tror og bekender: Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske. Han er Gud af Faderens væsen, født før verden blev til, og menneske af sin mors væsen, født ind i verden. Han er fuldkommen Gud, 88

fuldkomment menneske, med en fornuftig sjæl og et menneskeligt legeme. Han er Faderen lig efter sin guddommelige natur, mindre end Faderen efter sin menneskelige natur. Selv om han er Gud og menneske, er han dog ikke to, men én Kristus. Han er én, ikke ved at den guddommelige natur er blevet forvandlet til menneskelig natur, men ved at den guddommelige natur har antaget sig den menneskelige natur. Han er én, ikke ved sammenblanding af de to naturer, men ved at han er én eneste person. For ligesom sjæl og legeme er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus. Og han har lidt for vor frelse, er steget ned til Helvede, opstået fra de døde på tredje dag, opfaret til Himlen, hvor han har taget plads ved Faderens højre hånd, og hvorfra han skal komme for at dømme levende og døde. Ved hans komme skal alle mennesker opstå med deres legemer, og de skal aflægge regnskab for deres gerninger. 89

De, der har gjort godt, skal gå ind til det evige liv, men de, der har gjort ondt, til den evige ild. Det er den fælles kristne tro. Hvis nogen ikke tror den ærligt og fast, kan han ikke blive frelst.

90

Det tredje symbol eller trosbekendelse, som tilskrives Ambrosius og Augustin, hedder

Te Deum laudamus. Gud, vi priser dig, Herre, vi priser dig. Evig Fader, hele verden ærer dig. Alle engle, himlen og alle magter, keruber og serafer synger højlydt for dig uden ophør: Hellig, Hellig, Hellig er Gud, Herren Zebaoth. Himmel og jord er fulde af din herlige majestæt. Apostlenes herlige forsamling priser dig Og det værdige selskab af profeterne, Også skaren af rene martyrer; Den hellige kirke priser dig i hele verden, Dig, Far, som er uendelig majestæt, Ærer også din sande eneste søn, Og talsmanden, Helligånden. Du er, o Kristus, ærens konge, Du er Faderens evige Søn, Du undgik ikke Jomfruens skød for at blive menneske og forløse os. 91

Du har overvundet dødens brod og åbnet himlen for de troende. Du sidder ved Guds højre hånd i Faderens herlighed Og du vil komme som dommer, som troen håber. Så vi beder dig komme dine tjenere til hjælp, som du har forløst med dit dyrebare blod. Hjælp, så vi modtager den evige herligheds gave sammen med dine hellige. Hjælp dit folk, Herre, og velsign din arv. Led dem og opdrag dem evigt. Vi roser dig dagligt, Vi roser dit navn altid og evigt. Beskyt os nådig, Herre, i dag mod synder. Forbarm dig over os, Herre, forbarm dig. Lad din godhed herske over os, sådan som vi håber på dig. Vi sætter vores håb til dig, Herre; lad os aldrig blive til skamme.

92

Om symbolerne Jeg har i alle beretninger i hele kristenheden erfaret og bemærket, at alle dem, der har haft og beholdt hovedartiklen om Jesus Kristus ret, er forblevet gode og sikre i den rette kristne tro. Selvom de måske har syndet eller begået en fejl i andre forhold, er de alligevel blevet bevaret i sidste ende. For den, som står ret og fast i troen på, at Jesus Kristus er sand Gud og menneske, at han døde og er opstået igen for os, sådan en person har alle andre artikler med sig, og de står ham bi. Derfor er det, som Paulus siger, helt sikkert, at Kristus er hovedgodet, grunden, jorden og hele summen, til hvem og under hvem alt er samlet og fundet. Og i ham er alle visdommens og kundskabens skatte skjult. [Kol. 2: 3]. Kristus siger også selv: ”Den, som bliver i mig, bærer megen frugt” [Joh 15: 5]. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder” osv. [Lukas 11:23]. For således er det besluttet (som Paulus siger), at i Jesus Kristus skulle hele guddomsfylden bo legemligt eller personligt. Den, der ikke finder eller modtager Gud i Kristus, vil aldrig hverken have eller finde Gud uden for Kristus noget sted, selvom han skulle stige op over himlen, ned under helvede eller uden for verden. For her vil jeg bo (siger Gud) i denne menneskehed, født af jomfru Maria osv. Hvis du tror på det, så er det godt for dig; hvis ikke, som du vil, din manglende tro vil ikke ændre noget heri. Og Kristus skal bestemt forblive på trods af dig, sammen med 93

alle sine troende, som han hidtil er forblevet, imod al djævelens og verdens magt. På den anden side har jeg også bemærket, at al fejl, kætteri, afgudsdyrkelse, krænkelse, misbrug og ondskab i kirken oprindeligt kom fra, at denne artikel om troen på Jesus Kristus er blevet foragtet eller tabt. Hvis man ser det klart og tydeligt, kæmper alle kætterier imod denne kære artikel om Jesus Kristus, som Simeon siger om ham, at han er ”sat til fald og oprejsning for mange i Israel og for et tegn der modsiges” [Luk 2:34]. Og Esajas [8:14] har længe før udråbte ham en sten til anstød og en snublesten. For alt, hvad der snubler, snubler bestemt over denne sten, som ligger på alles vej og afvises af bygherrerne, som han selv viser ud fra Salme 118. I sit brev giver Johannes heller ikke noget andet eller mere sikkert tegn for at kende falske og antikristne ånder end deres benægtelse af Jesus Kristus [2 Joh 7]. De har alle ønsket at høste ære for hans regning og har i stedet høstet skam af det. Nogle har angrebet hans guddom og gjort dette på forskellige måder. Nogle har sagt, at han ikke er mere end noget andet menneske og slet ikke Gud. Nogle siger, at han er én person med Faderen, og at Faderen har lidt for os. Andre siger imidlertid, at han er en skabning over alle engle og skal kaldes en slags gud, gennem hvilken alle andre skabninger er skabt, men at han ikke er ret, ægte, evig Gud med Faderen. Underlig, underlig at se, 94

hvordan de skarpe hjerner er fordrejet i deres forsøg på at undgå at tro på Kristus som en ægte, sand Gud! De har altid ønsket at måle, forstå og mestre denne artikel og Skrifterne med deres fornuft. Men det har stået fast, og de er alle gået bort, skønt djævelen fortsætter med at så sin frø i sine vantro børns hjerter, og til sidst kom Muhammed og næsten førte hele den østlige verden på vildspor og væk fra Kristus. Nogle har angrebet Kristi menneskehed, og hvor underligt har deres narrestreger ikke været! Manikæerne sagde, at han var et spøgelse eller en skygge, der havde passeret gennem Maria som et fantom, der hverken havde en ægte krop eller sjæl. Andre sagde, at han ikke havde nogen sjæl, og at guddommen styrede hans krop i stedet for en sjæl. Andre sagde, at han ikke var Marias rigtige, naturlige søn. Jøderne betragter sig som meget kloge mennesker, fordi de kan sige, at han blev undfanget af Josef. Og nogle af dem har sagt så skændige ting, at de ikke bærer gentagelse. Men de har ramt mærket usædvanligt godt ved at kloge på, hvordan der ikke kan være tre personer i guddommen, idet de siger, at disse ikke kan være brødre eller slægtninge, og hvilken anden måde ville der være at regne med, hvordan de tre personer er ens? O kloge mennesker, der dømmer Guds uudforskelige, evige væsen på samme måde som dødelige mennesker - eller hunde! Kort sagt: Djævelen har ikke kunnet finde nogen fred, hvor vores kære Kristus forkyndes ifølge det første symbol, dvs. at han er Gud og menneske, der døde og opstod for os. Dette er 95

kvindens afkom, der knuser hans hoved og hvis hæl han bider [1 Mos. 3:15]. Derfor vil fjendskabet ikke ophøre før den sidste dag. Og hvad har vi, som er pavedømmets seneste, største hellige, udrettet? Vi har bekendt, at han er Gud og menneske. Men at han er vores frelser, der døde og opstod igen for os osv. - det har vi benægtet og forfulgt med al vores magt og ophører stadig ikke. Nogle har lært, at han kun døde for arvesynden, og at vi selv skal fyldestgøre resten. Andre har imidlertid lært, at hvis vi synder efter vores dåb, er Kristus ikke længere til nytte for os. Derefter kom helgendyrkelse til, og pilgrimsrejser og skærsilden og messerne og klostrene og mere uhyggeligt vrøvl uden ende og antal, ved hjælp af hvilken vi har forsøgt at forsone Kristus selv, som om han ikke var vores advokat, men tværtimod vores dommer over for Gud. Selv nu er der stadig dem, der hævder at være de bedste kristne, og som praler af den hellige kirke, mens de brænder andre mennesker på bålet og bader i uskyldigt blod. Også disse betragter den bedste lære som denne, at vi opnår nåde og frelse gennem vores gerninger. Den eneste ære, der er tilbage til Kristus, er, at han har påbegyndt arbejdet; men vi er heltene, der fuldender det med vores fortjenester. At Kristus er død for os, betyder kun, at han er død som en begyndelse til syndernes tilgivelse; men vi må selv opnå saligheden med gerninger.

96

Således arbejder djævelen og angriber Kristus fra tre sider. Den ene vil ikke lade ham være Gud, den anden vil ikke lade ham være menneske, og den tredje vil ikke lade ham gøre, hvad han har gjort. Hver af de tre ønsker at reducere Kristus til intet. For hvad gavner det dig at bekende, at han er Gud, hvis du ikke også tror, at han er menneske? Så har du ikke den hele, ægte Kristus med det, men kun djævelens fantom. Hvad gavner det dig at bekende, at han er menneske, hvis du ikke også tror, at han er Gud? Hvad gavner det dig at bekende, at han er Gud og menneske, hvis du ikke også tror, at han er blevet alt og gjort alt for dig? Ligesom det ikke gavnede dem, der tilstod, at han var død for os osv., og alligevel ikke troede, at han var Gud (ligesom arianerne) eller ikke menneske (som manikæerne). Alle tre stykker skal virkelig tros, nemlig at han er Gud, yderligere, at han er menneske, yderligere, at han blev menneske for os, det vil sige, som det første symbol siger, ”undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria, led, blev korsfæstet, døde og opstod igen,” osv. Hvis et stykke mangler, mangler alt, for troen skal og må være hel og fuldstændig. Selvom den kan være svag og plaget, skal den alligevel være hel og ikke falsk. At være svag gør ingen skade, men at være falsk - det er evig død. Fra den tredje gruppe vil der nu komme nogle (og mange af dem er allerede ved hånden), som ikke vil tro, at Kristus er opstået fra de døde, og heller ikke at han sidder ved Guds højre hånd, og hvad der ellers følger om Kristus i trosbekendelse. Disse vil 97

banke bunden ud af tønden og sætte en stopper for spillet. For derved vil hele Kristus gå til grunde, og verden vil intet tænke om et fremtidigt liv. I så fald er Kristus intet mere. For den, der ikke har noget håb om et fremtidigt liv, behøver Kristus lige så lidt som køerne og andre dyr i paradis gjorde, fordi Kristi rige hverken er eller kan være på jorden, som han selv vidnede over for Pilatus: ”Mit rige er ikke af denne verden,” osv. [Johannes 18:36]. Dette dogme stammer fra pavens hof i Rom, og den samme surdej surrer alle deres kirkelige rækker fra kardinalerne ned til kirketjenerne. De siger ganske vist, at Kristus er Gud og menneske, og at han led, og de dadler også de gamle kættere (for det bringer penge, ære og magt ind). Men de mener det ikke alvorligt, og dette bevises ved, at de ikke tror på opstandelsen og det evige liv. Blandt hedningerne blev sådanne mennesker kaldt epikuræere, og de gamle digtere betragtede dem som svin og kaldte dem også ”svin”. Kristus fandt også sådanne ”hellige” blandt sit folk, da han kom til jorden, og i evangeliet kaldes de saddukæere. Hvor mange flere af det samme vil han finde verden fuld af, når han kommer fra himlen! Og de vil ikke være almindelige, tamme svin, men meget vilde, ikke kun foragtende Gud, men vil også mangle fornuft og menneskelig skam. For han vil komme ved midnat [Matt. 25: 6], når det er det mest mørkeste, og folk har det værst - passende forhold til verdens ende, ligesom ved Syndfloden, og i Egypten, og over Babylon osv. 98

Der er nu nogle foragtelige, skændige mennesker, der på en meget hånlig måde bebrejder den hellige kristenhed, fordi der findes så meget uenighed, så mange sekter, så meget fejl, kætteri og forargelser som om det at undervise i Evangeliet af den grund med rette kunne betragtes som falsk og forkert (fordi kristenheden burde være harmonisk og fredelig). Disse er kloge, fremragende mennesker, da de er i stand til at lære Helligånden, hvordan han skal styre den kristne kirke! Ja, hvor meget bedre ville det være, hvis djævelen ikke insisterede på at bide Kristi hæl, eller måtte undlade det! Så kunne en stille og fredelig kirke let blive en realitet. Men da djævelen for tiden er Kristi fjende og aldrig holder op med at skabe stridigheder, sekter og oprør i kirken, udøver man vold mod den kære kirke ved at bebrejde den for denne uoverensstemmelse og udisciplinerede tilstand. De forårsager dem ikke, men må tværtimod lide dem. Hvorfor bebrejder de ikke os kristne, at der er så meget blodsudgydelse og uenighed i verden som et resultat af vores vanskeligheder med de muslimske tyrkere? Som man siger, ”Ingen kan nyde fred længere, end hans nabo tillader ham det.” Den kære kirke har intet andet valg end at være ufredelig, så længe den ikke ønsker at adlyde sin Herre Jesu Kristi fjende. Hvordan skal den gøre andet? Den, der bider hælen, djævelen, vil ikke hvile eller efterlade ham i fred, der træder på hans hoved. Den, der træder på hovedet, vor Herre, vil heller ikke tolerere den, der bider hans hæl. Så fortsæt, vær smart og klog, og bland dig i denne strid. Jeg satser på, at du får forligsmandens belønning for dit besvær - at Kristus 99

vil fordømme dig, og djævelen vil sønderrive dig. Lad derfor tingene gå deres gang; stil dig ikke mellem døren og karmen, for du kan ikke forene Kristus og Belial [2 Kor. 6:15]. Fjendskabet mellem dem er fast etableret ved en ed. En af de to skal til sidst gå under, og den anden forbliver. Der kan ikke være nogen anden løsning. ”Ja, der var virkelig fred og ro under pavedømmet, da harmonien i læren var herskende. Nu er der imidlertid opstået så mange fraktioner og forskellige ånder, at folket bliver forvirret og ikke kan finde fred.” Hvem holder fast i nogen? Hvem beder dig om at blive? Bliv hos paven eller løb tilbage til ham! Vores lære er ikke fremstået for din skyld. Vi kan også, hvis Gud vil, klare os uden dig. Kristus selv hævder i Lukas 11 [: 21-22], at hvor han ikke er, der er djævelen stille og efterlader folket i god fred, som Kristus siger: ”Når en stærk mand, fuldt bevæbnet, vogter sit eget palads, forbliver hans egendele i fred; men når en stærkere end han angriber ham, ”osv. Så slutter freden uden tvivl, og der opstår en kamp, indtil han er besejret og skal opgive sin rustning og bytte. Før Kristus kom havde verden flere forskellige former for afgudsdyrkelser, end en hund har lopper ved sankthans, så hvert sted kriblede og vrimlede med afguder. På det tidspunkt uddrev den ene djævel endnu ikke nogen anden, og den ene afgud knuste ikke hovedet på nogen anden, og ingen af dem bed den anden i 100

hælen. Hver enkelt var i stand til at tolerere og udholde de andres eksistens side om side, og følgelig samlede romerne alle falske guder fra hele verdenen og byggede en kirke, som de kaldte Pantheon, kirken for alle guder. For disse herrer, som var meget kloge, ønskede at have alle guderne i deres by. Men da den virkelige Gud, Jesus Kristus, kom, ville de ikke tolerere ham. Er det ikke mærkeligt, at de accepterede alle andre guder og kun afviste og forfulgte denne? De andre var alle stille og holdt fred imellem sig; da denne imidlertid kom, begyndte striden og uenigheden. Så blev alle guder gale sammen med deres tjenere, romerne, som dræbte apostlene og martyrerne og alle, der turde påkalde denne Kristi navn. De skadede ikke de andre guders tjenere, men viste dem i stedet ære og høflighed. Hvis Kristus nu havde været en djævel som de andre falske guder – O, hvor glad og pragtfuldt ville djævlene ikke have tilladt ham at blive accepteret og tilbedt ved deres side. Da de imidlertid alle rasede og stormede imod ham, indrømmede de derved åbent, at han må være den eneste virkelige Gud, der knuser deres hoveder og angriber deres hus, overvinder dem og deler deres egendele. Så de skreg og bed ham i hælen, beskyldte ham for at forstyrre freden i Rom og i hele verden og troede, at de gjorde Gud en stor tjeneste ved at forfølge ham så voldsomt og udgyde så meget blod. Ja, bestemt, hvis vi gør hvad djævelen ønsker og ignorerer Kristus, så vil djævelen lade os nyde god fred. For han er glad 101

for at give os alle mulige afgudsdyrkelser og vildfarelser; kun ham, der træder på hans hovedet, kan han ikke udholde. Under pavedømmet var verden ligeledes uden tvivl mindst lige så fuld af fraktioner og sekter som den tidligere havde været under hedningerne. Der er så mange forskellige ordner, fonde, kirker, pilgrimsrejser, broderskab osv., at de ikke kan tælles; men alle holdt fred imellem og voksede dagligt. Ikke en trængte de andre ud, selvom nogle var fjendtlige over for hinanden. Paven sanktionerede dem alle, og de måtte kaldes hellige ordner, hellige stænder, hellige søjler og kristenhedens hellige lys. Men nu kommer evangeliet og forkynder en eneste fælles orden i kristenheden, som er ét legeme i Kristus uden sekter; for her (som Paulus siger, Gal 3, 28) er hverken jøde eller græsk eller franciskaner eller kartheuser osv., men alle er ét og i én Kristus. Nu raser og stormer de hellige ordner mod denne ene orden af Kristus, men ikke mod nogen anden. Dermed vidner de om, at de er djævelens fraktioner, kirker og ordner, og at Kristi orden skal være den eneste rigtige. Hvis vi imidlertid havde startet en ny, anden orden, som deres er, ville det ikke være blevet kaldt en nyhed. I en fart ville paven have sanktioneret det, og de andre ville med glæde have accepteret det og side om side med deres ville de have respekteret det og arbejdet for at fremme det med al fred og ro. Men da vi nu endnu en gang roser Kristi universelle orden som den bedste og 102

helligste, nej, den eneste virkelige orden, derved træder vi på slangens hoved, og dette kan han og vil ikke udholde, men begynder at bide vildt i Kristi hæl og skriger gennem de hellige fædre i hans sekter om, at vi forårsager ufred, uro og oprør. Ja, bestemt, hvis vi ville ignorere Kristi universelle orden og lære, hvad der er behageligt for rottekongen og fraktionskongen, paven sammen med hans fraktioner, ville vi have fred med al ære. Bernhard siger, når han kommenterer Hizkijas ord, ”Min tristhed er størst i fredstid”, at kirken aldrig står værre, end når den har fred og hvile. Og det er også sandheden. Når kristne ikke kæmper med djævelen eller ham, der bider hælen, er det ikke et godt tegn, for det betyder, at den, der bider hælen, har fred og får sin vilje. Men når den, der bider hælen, raser og ikke har nogen fred, er det et tegn på, at han, der er under angreb, skal besejres, for det er Kristus, der angriber sit hus. Derfor, den der ønsker at se den kristne kirke eksistere i stille fred, helt uden kors, uden kætteri og uden fraktioner, vil aldrig se den således, ellers må han se djævelens falske kirke som den virkelige kirke. Kristus selv siger: ”For det er nødvendigt, at der kommer forargelser, men ve det menneske, som de kommer ved” [Matt. 18: 7]. Og Paulus: ”Der må være kætteri eller fraktioner, for at de ægte, kan blive kendt” [1 Kor. 11:19]. Først og fremmest ville man være nødt til at fjerne Fadervor, hvor vi beder om, at hans navn skal helliges, hans rige kommer, hans vilje skal ske, 103

og at vi ikke må ledes i fristelse osv. Hvis der nu ikke mere var falsk lære, der tilslører sig Guds navn, så var det virkelig tid til at stoppe med at bede, ”Helliget blive dit navn, dit rige komme,” osv. Men de lytter ikke og bliver ved med at forarge sig for evigt og insisterer absolut på den slags kirke, de gerne vil have, stille og fredeligt. Og Gud lægger til gengæld ingen opmærksomhed på deres forargelse, men fortsætter med at danne kirken på den måde, han ønsker at have den; og han lader dem fortsætte med at bekymre sig, indtil de hverken beholder kirken eller vinduet, hverken mørtel eller sten, som det også skete med jøderne med deres tempel i Jerusalem. Derfor skal deres Herres bøn lyde som følger: ”Dit navn er allerede helliget, dit rige er kommet, din vilje er sket” - med andre ord, “Vi er hellige og perfekte og har ikke brug for tilgivelse af synder eller beskyttelse mod angreb længere.” De ønsker ingen plage, ingen sekter eller nogen uro i deres kirke og tolererer ikke slangen i deres paradis eller djævelen blandt Guds børn, Job 1 [: 6]. Lad dem fare, lad dem vandre efter deres egne stædige hjerter, som Salme 81 [: 12] siger. Lad os vende tilbage til vores symboler og blive hos dem. Vi kristne er bestemt ikke så fuldstændig vanvittige og uden fornuft som jøderne anser os for. For de betragter os som forfængelige, fjollede ænder og gæs, der ikke er i stand til at fornemme 104

eller bemærke, hvilken tåbelighed det er at tro, at Gud er menneske, og at der er tre forskellige personer i den ene guddom. Nej (priset være Gud), vi fornemmer det faktisk, at en sådan doktrin hverken vil eller kan appellere til fornuften. Vi har ikke brug for noget dybt jødisk intellekt for at vise os sådan en indlysende ting. Vi tror dette bevidst og villigt. Vi indrømmer og lærer også gennem erfaring, at hvis Helligånden ikke belyser hjertet og dermed går ud over fornuften, er det ikke muligt at forstå eller tro på denne artikel eller holde fast ved den. Men den absurde, arrogante jødiske fornuft må være på det niveau, hvor den håner og griner denne artikel til skamme og dermed sætter sig op som en dommer og forskrift over det guddommelige væsen, som det hverken har set eller kan se, og derfor ikke vide, hvad det dømmer, eller om hvad det tænker eller taler. For Gud bor i et lys, som ingen kan komme til [1 Tim 6, 16]; men han må komme til os, skønt han er skjult i en lanterne. Som der står skrevet i Johannes 1, 18: ”Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne søn, som er i Faderens favn, han har gjort ham kendt. ” Og før det siger Moses: ”For mennesket kan ikke se mig og leve” [2 Mos 33, 20]. Derfor vil vi tilføje nogle passager fra skrifterne for at bekræfte denne artikel, især den del, hvor Athanasius skelner mellem de tre personer således: ”Faderen er ikke af nogen, hverken født eller lavet eller skabt. Sønnen er af Faderen, ikke lavet eller skabt, men født. Helligånden er af Faderen og Sønnen, ikke født eller skabt, men fortsætter. ” For således beskriver Skriften Sønnen, 105

at han er født af Faderen, Salme 2 [: 7], ”Herren sagde til mig: 'Du er min søn, i dag har jeg frembragt eller født dig.' ”Og Kristus beskriver således Helligånden i Johannes 15 [: 26],“ Når talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer, sandhedens ånd, som kommer fra Faderen, skal han vidne om mig.” Der hører vi, at Helligånden kommer fra Faderen og sendes af Sønnen. En, der sendes, siges dog også at ”udgå fra”. Ligesom Sønnen er født af Faderen og alligevel ikke afviger fra Guddommen, men tværtimod forbliver i den samme guddommelighed med Faderen og er én Gud med ham, således udgår Helligånden også fra Faderen og sendes af Sønnen og forlader dog heller ikke Guddommen, men forbliver hos Faderen og Sønnen i den samme guddommelighed og er én Gud med begge. Følgelig er denne fødsel meget forskellig fra menneskers fødsel; og denne procedure adskiller sig meget fra menneskers udgang. For et menneske, der er født af en anden, er ikke kun en separat individuel person fra sin far, men også et særskilt individuelt væsen, og han forbliver ikke inden for sin fars væsen, og faren forbliver heller ikke i sønnens væsen. Men her fødes Sønnen som en anden person og forbliver alligevel inden for sin Faders væsen og Faderen inden for Sønnens væsen. De er derfor adskilte med hensyn til person, men forbliver i ét enkelt, udelt og uadskilleligt væsen. Således når et menneske kommer fra en anden og sendes af ham, adskiller personerne sig ikke alene fra hinanden, men også deres væsen, og den ene kommer langt væk fra den anden. 106

Men her går Helligånden ud fra Faderen og Sønnen (som han også sendes af Faderen og Sønnen) og er ganske vist adskilt som en anden person, men forbliver alligevel inden for Faderens og Sønnens væsen og Faderen og Faderen Søn inden for Helligåndens væsen, det vil sige alle tre personer i en eneste guddom. Derfor kalder teologerne denne fødsel af Sønnen en indre fødsel, som ikke forlader Guddommen, men kommer fra Faderen alene og forbliver inden for Guddommen. Ligeledes kalder de Helligåndens udgang en indre bevægelse, som ikke forlader Guddommen, men alene udgår fra Faderen og Sønnen og forbliver inden i Guddommen. Hvordan det sker, må vi tro. Det er ikke engang forståeligt for englene, der ikke desto mindre konstant ser det med glæde. Og alle dem, der har forsøgt at forstå det, har brudt deres hals over det. Det er nok, at vi ved tro kan få et glimt af en bestemt skelnen mellem personerne, nemlig at Faderen ikke er af nogen; Sønnen er af Faderen, men født; Helligånden er fra Faderen og Sønnen, men udgår. For denne procedure beskrives i form af en udgang af en udsending eller en budbringer, ligesom Sønnens fødsel beskrives som når et menneske bliver født eller avlet af sin far. Sønnen og Helligånden har og holder de samme forskelle, når de åbenbarer sig for os uden for Guddommen i skabningerne; for Sønnen er fysisk født af sin mor og kaldes også her ”søn” og ”født.” Ikke desto mindre er han den samme Guds søn i begge 107

fødsler. Og Helligånden udgår fysisk, når han er i form af en due [Matt. 3:16], i brændende tunger, i den stærke vind [ApG 2, 1– 13] osv. Her kaldes han også en “udgænger” eller “udsending”, skønt han er den samme Hellige Ånd i begge slags procedurer og er ikke Faderen eller Sønnen. Derfor passede det godt, at den midterste person blev fysisk født og blev en søn, den samme, som blev født på forhånd i evigheden og er søn, og at det ikke var Faderen eller Helligånden, som således blev fysisk født og blev en søn. På samme måde er det fint og korrekt, at Helligånden udgik fysisk, den samme som udgår i evigheden og hverken er født eller søn. Og således forbliver Faderen af sig selv, så alle tre personer er i majestæten og alligevel på en sådan måde, at Sønnen har sin guddom fra Faderen gennem sin evige indre fødsel (og ikke omvendt), og Hellige Ånden har sin guddommelighed fra Faderen og Sønnen gennem sin evige indre bevægelse. Sønnen viser sin evige fødsel gennem sin fysiske fødsel, og Helligånden viser sin evige udgang gennem sin fysiske udgang. Hver af dem har en ydre lighed eller et billede af sit indre væsen. Dette er altså forskellene mellem personerne, som de er givet os i evangeliet. Enhver, der ønsker at gøre det, kan overveje det yderligere, men han finder intet med større sikkerhed. Derfor burde vi forblive ved dette i al enkelhed og være tilfredse med det, indtil vi ankommer til himlen, hvor vi ikke længere behøver 108

at høre det eller tro det, men tydeligt skal se og gribe det. Hebræerbrevet [1: 3] giver os også et glimrende billede af forskellen mellem Faderen og Sønnen, idet det siges: ”Han er glansen af hans herlighed og billedet af hans væsen.” Men dette er utilstrækkeligt, for så vidt som det ikke viser, at den anden person i Gud er en søn og født, skønt det viser ganske godt, at den samme anden person er et guddommeligt væsen med den første og ikke en separat skabning. Ovenstående billede er uden tvivl taget fra solen og dens glans, da alle gamle fædre på samme måde sammenlignede Faderen med solen, Sønnen med dens glans og Helligånden med dens varme, så den enkle almindelige kristne kunne have et simpelt, eksternt, synligt billede, der hjælper med lettere at forstå denne trosartikel. Her siger altså: ”Han er glansen af hans herlighed.” Skriften angiver intet andet oprindelsessted for det skabte lys, end at det kom fra mørket, det vil sige fra ingenting, som der er skrevet i 1. Mosebog 1; ”Da det var mørkt på vandet, blev det lys af det samme mørke eller intet gennem Guds tale.” Og Paulus skriver i 2 Kor 4, 6: ”Gud sagde: Af mørke skal lys skinne frem”. Derfor er lyset (så at sige) en stråle eller glimt fra mørket. Mørket udsendte lyset gennem Guds ord. Mørke er dog intet. Men her siger han, at Kristus er en glans - ikke ud af mørket, for mørket har ikke udsendt ham, og han skinner ikke ud af ingenting, men snarere skinner han og glimter ud fra Faderens herligheden selv, det vil sige ud af hans indre guddommelighed og væsen selv. 109

Således er oprindelsen til denne glans eller lys selve det guddommelige væsen, og derfor kan Kristus ikke være en skabning. For Skriften beskriver intet væsen som værende det guddommelige væsens eller herligheds glans. Desuden indebærer ordet ”herlighed” i sig selv, at han er sand Gud af Faderen, for ”herlighed” betyder her den guddommelige majestæt og pragt i sig selv. At være lyset eller strålingen fra den guddommelig majestæt og herlighed betyder nu at være lige så stor og herlig som majestæten og herligheden i sig selv. For hvis Kristus ikke var glansen fra hele den guddommelige majestæt, men kun af en del af den, ville han slet ikke være glansen af Guds herlighed. For Guds herlighed og majestæt er en enkelt udelelig majestæt, som Kristus enten må besidde helt eller slet ikke. Hvis han så er glansen af den guddommelige herlighed eller guddommelige substans, må han være glansen af hele væsenet og lige så stor som Faderens herlighed eller guddommelighed selv, Faderen lig i alle ting. Da han ikke stammer fra ingenting eller ud af mørket (som andre skabninger og skabte væsener), men tværtimod ud fra den naturlige, evige substans af Faderen selv, må han følgelig af naturen være Gud, ét med Far, og ikke fjernet uden for Guddommen eller det guddommelige væsen, som alle andre skabninger er. Således lærer disse ord os kraftigt, at Kristus er en eneste sand Gud med Faderen, lig med ham i alle ting og uden forskel, bortset fra at han er af Faderen, og Faderen ikke er af 110

ham; ligesom glansen er af det guddommelige væsens herlighed, og det guddommelige væsens herlighed ikke er af glansen. På samme måde bærer ordene, ”Han er hans væsens udtrykte billede,” også et stærkt vidnesbyrd om, at Kristus af naturen skal være en reel Gud; og alligevel er Gud ikke af den grund flere, men er en enkelt Gud. Udtrykket ”Controfect” (klon, kopi, spejlbillede) bruges nu om et billede, der er lavet nøjagtigt svarende til det, hvis billede det er; men alle billeder er mangelfulde, fordi de ikke har og ikke er sammensat af den samme væsen eller natur af det, der er afbildet. De har et andet væsen eller en anden natur. Når en maler, en skulptør eller en stenhugger skildrer en konge eller en prins på et lærred, i træ eller i sten med den nøjagtige lighed, som han muligvis kan producere, så alle, der ser på kunstværket, vil erklære: ”Se, det er denne eller den anden konge, prins eller person,” osv., så er det virkelig et spejlbillede eller ”klon”, men det er ikke substansen eller karakteren af kongen, prinsen eller personen osv. Det er en simpel figur, et billede eller en form for originalen med et andet væsen. Dens natur eller væsen er sten, træ, lærred eller papir, og den, der ser på det eller rører ved det, ser eller berører hverken personens væsen, natur eller substans. Faktisk siger alle: ”Det er et træ-, sten- eller lærredsbillede.” Det er bestemt ikke det levende, væsentlige menneskelige billede, for dets natur er træ, sten, lærred osv. Og har ikke (som jeg har sagt) kongens, prinsens eller personens natur i sig selv eller på sig selv. Derfor kan det hverken kaldes eller være 111

et spejlbillede af personens væsen. Selvom det kaldes og er et billede af mennesket eller en efterligning af mennesket, kan det dog ikke være et billede af hans substans eller natur, og det er heller ikke opstået af hans natur eller er blevet til af hans natur. Således forbliver og skal det forblive et skabt billede af personen ud af en anden substans eller natur. Men her er Kristus spejlbilledet af Faderen på en sådan måde, at han er billedet af Faderens guddommelige væsen, ikke lavet af en anden natur. Han er (hvis man skal sætte det i ord) et ”Gudebillede”, lavet ud af Gud og med guddommen i sig selv eller på sig selv, ligesom et krucifiks kaldes et træbillede af Kristus - lavet af træ. Og skønt alle mennesker og engle også er skabt i Guds billede, er de imidlertid ikke billedet af hans væsen eller natur, og de er heller ikke skabt eller opstået af hans guddommelige natur. Men Kristus er opstået fra Faderens guddommelige natur fra evighed og er hans ”væsentlige” billede, substantialis imago, non artificialis aut facta vel creata (væsens-billede, ikke kunstigt skabt eller frembragt), som har Faderens guddommelige natur helt og fuldstændigt i sig selv, og af hvilken natur det er selv, ikke skabt eller frembragt ud af noget andet, ligesom selve det guddommelige væsen ikke er skabt eller frembragt af noget andet. For hvis Kristus ikke havde hele Faderens guddommelighed i sig selv og ikke var fuldstændig Gud, så kunne han ikke være, eller blive kaldt, et spejlbilledet af Faderens væsen, fordi Faderen stadig ville have noget som Sønnen ikke var ens eller lig med 112

ham i. Således ville han i sidste ende vise sig at være fuldstændig forskellig fra Faderen og ville på ingen måde være hans væsens spejlbillede. For det guddommelige væsen er ét eneste væsen, der ikke kan deles, så det, hvor det end er, må være hel og fuldstændig eller slet ikke. Derfor får disse to ord os til at forstå, at Faderen og Sønnen er to og adskiller sig efter Personen, men ens og uopdelt efter væsen. Ordet ”spejlbillede” indikerer, at Sønnen ikke er Faderen, men Faderens spejlbilledet og en anden person. Udtrykket ”hans væsen” indikerer, at han ikke er adskilt fra Faderen i henhold til naturen, men er sammen med ham i samme guddom og ens væsen, og er således et spejlbillede af Faderens væsen, ikke skabt eller begyndt engang, men er blevet og har været fra evighed af, ligesom det guddommelige væsen hverken blev skabt eller har haft en begyndelse, men har været fra evighed af. For hvis Kristus var begyndt at eksistere i en forudgående tid efter sit guddommelige væsen, ville han ikke være et spejlbillede af det guddommelige væsen, for så vidt det guddommelige væsen ville have eksisteret meget lang tid og evigt før ham og ville have været ganske en anden ting, som han absolut ikke ville være lig med, og som han overhovedet ikke ville være spejlbilledet af. For det guddommelige væsen er evigt, hvorimod alt, hvad der har en begyndelse, er tidsmæssigt. Nu er det timelige og det

113

evige helt uligt og kan ikke sammenlignes med hinanden, så ingen kan være som billedet af den anden, endsige være spejlbilledet af den andens væsen. Så er det nu den endelige konklusion og den virkelige forståelse af disse ord, at Jesus Kristus er sand, evig Gud af natur, ikke skabt, ikke frembragt, som fra evighed af har været, er fremstået, født (eller hvordan man sige det) en anden person fra Faderen, men ikke en anden Gud end Faderen, men lig med ham i et evigt, ens guddommeligt væsen. Det er troen, sådan lærer troen, og dermed forbliver troen - jeg mener den kristne tro, som er begrundet i De Hellige Skrifter. Hvis nogen ikke vil tro på Skriften, men i stedet ønsker at følge fornuften, så lad ham gøre det. Hvis han vil tage mit råd, skal han efterlade sit æsel og sine tjenere ved foden af bjerget, som Abraham gjorde [1 Mos 22, 5] og ikke tage dem med op på dette bjerg. For Moses siger: ”Den, der rører ved bjerget, skal dø” [2 Mos 19, 12]. Dette betyder tro eller gå fortabt. Adam var den første til at lære det, og vi alle efter ham. Profeterne i Det Gamle Testamente troede og forstod også denne trosartikel uden dog at bringe den ud i det fri, som Det Nye Testamente gør på grund af de stive nakker, vantro, onde mennesker. Ikke desto mindre angav de stærkt deres tro. For Moses begynder sin første bog således: ”I begyndelsen skabte Elohim himlen og jorden” [1 Mos 1, 1]. Det er jo tydeligt, at Elohim er flertalsform og ikke betegner en, men mange, så for at være 114

grammatisk korrekt skulle man oversætte: ”I begyndelsen skabte guderne himlen og jorden.” At Moses ikke siger ”I begyndelsen skabte (de)”, flertal [på hebraisk fremgår det, om verbet er i ental eller flertal], viser tydeligt at der ikke er mere end en eneste Gud og Skaber. Men at han siger “guderne” viser, at der i det samme guddommelige væsen ikke desto mindre er antallet kendt som flertal eller mere end et. Dermed bevares vores tro: Vi tror ikke på nogen anden gud end den eneste evige Gud; og alligevel lærer vi, at den samme eneste guddom er mere end én person. Fra da af kaldes Gud Elohim gennem hele Skriften, det vil sige ”guder”. Og derefter gives det samme navn til de skabninger, der sidder i Guds sted, som i 2 Mos 23 og i Salme 82 [: 1, 6], hvor det står: ”Gud står blandt guderne og dømmer guderne,” og, ”Jeg siger,” I er guder ... ” Igen skriver Moses i sin første bog i det første kapitel [1 Mos. 1:26], ”Da sagde Gud: Lad os (eller vi vil) skabe mennesket efter vores billede og lighed.” Her refererer Gud selv til sig selv som “vi” og “os” og siger ikke ”Jeg vil”, ental, som han gør, for at være sikker, overalt ellers, idet han kort efter siger i kapitel 2 [: 18]: “Jeg vil gøre en hjælper til manden,” ikke ”Vi vil gøre ham til en hjælper”, også, ”Så lod Gud Herren en dyb søvn falde på manden”, osv. [Gen. 2:21]. Her taler Skriften om Gud som en, der skaber, frembringer og gør alt alene; og alligevel, ved siden af, tales der om Gud som om mange, der siger ”os” og ”vores”, 115

som skaber mennesket osv. Dette er for at indikere for os troende, at Gud kun er en enkelt Gud, men at Guddommen er mere end én person. I det tredje kapitel [: 22], efter Adams fald, siger Gud Herren (med verbet i ental): ”Se, mennesket er blevet som en af os” (som mere end én osv.). Når jøderne gaber op, at Gud talte til englene, når han siger: ”Lad os skabe mennesket efter vores billede,” osv., er de ikke korrekte, og deres argument holder ikke, for Skriften understøtter ikke nogen påstand om, at englene skabte os og er vores guder, eller at vi er skabt i deres billede, så vi skulle ære dem som guder, tilbede dem eller blive kaldt deres skabninger. Der er kun en eneste Gud og en eneste Skaber. Det giver endnu mindre mening, når de piner sig selv og sveder kraftigt for at frembringe den fortolkning, at Gud sagde dette til jorden, nemlig ”Lad os skabe mennesket”, fordi vi er skabt af jorden. Nej, blind jøde, jorden skabte os ikke (ordene lyder jo: ”Vi vil skabe mennesket”), og vi er ikke jordens billede, men i stedet er jorden underlagt mennesket og i trældom over for ham. Følgende er meget mere tåbeligt: Da de ikke kan finde fodfæste noget sted i lyset af sådanne tekster, hævder de at Gud taler om sig selv, at han bruger flertalsformen til at give sig selv ære, som konger og fyrster i dag kalder sig selv ”vi” og ”os.” Nej, det er en ny, menneskelig måde og bruges aldrig i Bibelen af nogen konge, ikke engang af de hedenske konger. Desuden bruger Gud 116

også entalsformen med hensyn til sig selv i Skriften generelt og ikke altid flertalsformen. Og selvom sådan bedrageri og unddragelse kan gøre noget indtryk på mennesker, burde jeg eller skal jeg derfor tro jøderne, når de blot siger, at Skriften skal forstås således, mens jeg for mine øjne har stærke tekster og klare, tydelige ord der har fanget min samvittighed så, at jeg ikke engang kunne vige for en engel fra himlen? Ja, virkelig, det ville betyde at opgive den stærke tekst og bare bruge jødisk snak som grundstenen i mit hjerte og samvittighed. Moses selv siger imidlertid, at jøderne fra begyndelsen og fremover har været et ulydigt, stivnakket, ondt folk, der endnu ikke har været i stand til at tolerere eller lytte til nogen profet, der underviste korrekt. Og nu skulle det være dem, der skulle undervise, vride og fortolke Skrifterne og profeterne for mig efter de tåbelige forestillinger fra deres egne hoveder! Men mere om dette på et andet tidspunkt. For jeg har bestemt til hensigt (hvis det skulle være Guds vilje) at gøre et formelt forsvar for vores tro mod jødernes dårskab med håb om, at nogle af dem kunne blive vundet for Kristus. Nu må jeg afbryde for at henvende mig til rådet, som paven og hans mænd har løjet om, og måske har de aldrig overhovedet tænkt sig at holde det. I øjeblikket har jeg kun tænkt mig at skitsere og skitsere disse sager, så jeg ikke glemmer dem. Udeladt i 1539 og 1545

117

I Første Mosebog 18 [: 1–4] skriver Moses: ”Og Herren viste sig for Abraham ved Mamres Ege, da han sad i teltåbningen ... Han løftede øjnene og så, og se, tre mænd stod foran ham ... han løb dem i møde og bøjede sig for jorden og sagde: Min herre, hvis jeg har fundet nåde i dine øjne, skal du ikke gå forbi din tjener. Lad lidt vand bringes jer,” osv. Her taler Gud med Abraham og Abraham med Gud på begge måder med et ”dig” ental og et ”jer” flertal, eller som med en og med mange; alligevel siger teksten klart, at denne vision eller manifestation var Gud selv, der viste sig for Abraham foran hans telt. For de to engle, der derefter, i kapitel 19 [: 1], går mod Sodoma, er noget helt andet end disse første tre, der taler og spiser med Abraham som en enkelt Gud; og hele kapitlet vidner om denne kendsgerning. Også her gør det ingen forskel, hvilke tricks jøderne prøver at spille, teksten står der. Det er Herren, der viste sig for Abraham i tre personer, og han tilbad også alle tre som en. Derfor erkendte Abraham her godt den hellige treenighed, som Kristus siger, Joh 8, 56: ”Abraham så min dag.” I 5 Mos 6, 4 skriver Moses ligeledes således: ”Hør, Israel: HERREN [Hebraisk: ‫ יְ הוָ ֥ה‬JHWH - Jehovah], vores Gud, er en eneste HERRE.” Her er det skrevet, at den eneste HERRE (et navn, der ikke er givet til nogen i Skriften, undtagen den virkelige, eneste Gud, som jøderne er klar over) er vores Elohim eller ”Guder” for at indikere at Gud er ental i væsen, og alligevel kan der skelnes mellem tre personer, som det er blevet sagt. 118

Og Josva (24, 19) talte således til folket: ”Du kan ikke tjene HERREN [JHWH]; for han er hellige guder. ” Her er ikke kun Elohim skrevet, ”Guder”, men ”hellig” er også i flertal [på hebraisk], som for mange eller flere end en; og ikke desto mindre er det sagt, at dette er HERREN, den ene Gud. I 2 Sam 7, 23 siger David igen i sin bøn til Gud: ”Hvilket andet folk på jorden er som dit folk Israel, som guderne kom og udfriede og gjorde til sit folk?” osv. Også her kalder David Gud for ”guder” og siger ”de gik” (som mere end en), men umiddelbart derefter ”gjorde til sit folk”, som om han talte om én, der kom for at indløse for selv et folk ud af Egypten. I Første Mosebog 19, 24: ”HERREN lod det regne svovl fra HERREN.” Og i Zakarias 3, 2: ”Og HERREN sagde til Satan: HERREN irettesætter dig.” Her taler HERREN om HERREN, og HERREN regner svovl fra HERREN, som en og dog mange. Derfor siger David i Salmerne åbent som en profet: ” HERREN sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd.” [Salme 110, 1]. Og i Salme 2, 7: ”Du er min søn, i dag har jeg født dig.” Ikke: ”I dag har jeg skabt dig.” Og der er også mange passager i Esajas og andre profeter, hvor Kristi rige beskrives som lig med og det samme som Guds rige. Hvis jøderne nu vil være så ubegribeligt ondsindede, at de fordrejer disse tekster og ikke tager hensyn til dem, er det uden betydning. Deres modsigelse er intet andet end 119

stædighed uden noget som helst grundlag i Skriften og opfundet kun som en smutvej. Men her står tekst og Skrift. De kan ikke væltes af menneskelig tanker. Når de vil bevise, hvor kloge de er, lærer de os, at der kun er én Gud, som muslimerne også gør. Dette indrømmer vi imidlertid også og underviser med ligeså megen kraft og fasthed som de, og der er ikke en kristen, der ville tilstå eller anerkende mere eller andre end én Gud, den eneste skaber af himlen og jorden. Hvad kan de lære højere eller hvad mere kan de kræve af os? Her står vores kristne tro og siger, at der ikke er mere end én Gud, foruden hvem der ikke er nogen anden gud, og resten er skabninger, ikke guder. Hvordan kan det da være, at både jøder og muslimer, enten af stor ondskab eller stor uvidenhed, udskælder os kristne, som om vi havde mere end én Gud? Rimeligvis skulle de vide, at de åbenlyst og skammeligt lyver om dette. De bagvasker og udskammer os ondskabsfuldt over for deres tilhørere for at støtte deres egen fejl og ærekrænke vores sandhed. Guds vrede har blindet dem, og de er ubodfærdige syndere. Lad dem se på Skrifterne med os for at se yderligere, at vi erkender og tror på én Gud, der indvendig i sin guddom er tre forskellige personer. For vi har ikke udtænkt dette selv, og vi kunne heller ikke have udtænkt det, hvis Skriften ikke overtalte os om det, især vores Nye Testamente, som, selv om de ikke tror på det, er baseret på og forkyndt i Det Gamle Testamente, som jeg ikke 120

har tid til at bevise her. Og vores tro på, at de tre personer er én Gud, fjerner intet hvad som helst fra den sande eneste guddom. Han forbliver jo én eneste Gud og én eneste guddom. Hvis vi imidlertid var så arrogante og hovmodige, at vi ville dømme efter vores fornuft, som det synes rigtigt for os, at Gud må være én eneste person indvendig sin guddom (vi, der aldrig har set noget af alt dette, som ingen kan se) og Skriften viser, at der er tre personer i det guddommelige væsen, hvordan skulle vi da være så virkelig grove mennesker, at vi agtede vores stakkels blinde fornuft højere og bedre i sådanne høje sager? Skriften er jo Guds vidnesbyrd om sig selv, mens fornuften slet ikke kan vide noget om det guddommelige væsen. Skal da fornuften forsøge at bedømme det, som det ikke kender noget til? Det er virkelig det, man kan kalde en blind mands forsøg på at bedømme farver! Hvis de nu pukker på Skriften og siger, at der er én eneste Gud, så lad os pukke tilbage, at Skrifterne lige så stærkt viser, at der i denne ene Gud er flere. Vores Skrifttekster er lige så gyldige som deres, fordi der ikke er et overflødigt bogstav i Skriften. Men vi vil ikke underkaste os deres forsøg på at fortolke vores skriftsteder, fordi de hverken har ret eller magt til at gøre det. Det er Guds skrift og Guds ord, som ingen skal eller kan fortolke. Hvis de siger: ”Skriften lærer, at der er én eneste Gud”, ja, så indrømmer vi dette og fortolket det på ingen måde. Men når vi siger: ”Skriften lærer (som vi har citeret ovenfor), at der er mere end én i den eneste guddom,” så vil de fortolke Skriften og ikke blot bekende den. Men hvilken djævel har befalet dem at begynde at fortolke 121

her, da det ikke er mindre Guds Skrift her end hvor den lærer om den ene Gud? De vil fortolke vores skrifttekster, og vi må ikke fortolke deres skrifttekster? Lad Skriften være ufortolket på begge sider, som vi gør, og ligeud bekende, at der er én eneste Gud og alligevel er mere end én person i Guddommen, fordi Skriften klart lærer begge ting. Men nok for nu. Lad os afslutningsvis også tilføje Den Nikænske Trosbekendelse, som man kalder Det Nikænske Symbol, der ligesom det Athanasianske er rettet mod Arius. Det synges i gudstjenesten hver søndag.

122

Den Nikænske Trosbekendelse Jeg tror på én eneste almægtig Gud Fader, skaber af himmelen og jorden, alt, hvad der er synlig og usynlig. Og på én eneste HERRE, Jesus Kristus, Guds eneste Søn, som er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen. Ved ham er alt skabt. Og han steg ned fra Himlen for os mennesker og på grund af vores frelse. Han blev legemlig ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske. Han blev også korsfæstet for os under Pontius Pilatus, blev pint og begravet. Og han stod op på tredje dagen ifølge Skrifterne og steg op til Himlen. Og har taget plads ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, 123

og der skal ikke være ende på hans rige. Og på Helligånden, der er HERRE og gør levende, som udgår fra Faderen og Sønnen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, og som har talt ved profeterne. Og på én eneste kristelig, apostolsk kirke. Jeg bekender én eneste dåb til syndernes forladelse og ser frem til de dødes opstandelse og den kommende verdens liv. Amen Jeg vil denne gang ikke citere noget fra Det Nye Testamente, for i det bevidnes klart og magtfuldt alt om den hellige guddommelige trehed eller tredobbelthed. I Det Gamle Testamente er dette ikke så tydeligt understreget, men er alligevel stærkt angivet.

124

Dåbens hellige sakramente (WA 2, 727-737) Dåbens symbolik Dåben hedder på græsk baptismos, på latin mersio, det betyder en total neddykning i vand. Mange steder bruger man imidlertid ikke at sænke børnene ned i vandet, men blot overøse dem med hånden. Sådan burde det dog være og det var korrekt, hvis man i overensstemmelse med ordets betydning sænkede barnet eller den, der skal døbes, helt ned i vandet og igen løftede neddykkede op. Højst sandsynligt kommer ordet ”dåb” da også af ordet ”neddypning”, altså at man sænker den, man døber, helt ned i vandet. Det er det, der er dåbens betydning. Det gamle menneske og den syndige fødsel af kød og blod skal druknes helt ved Guds nåde, som vi nu skal høre. Derfor burde man lade betydningen komme til udtryk og bruge et helt præcis og korrekt tegn. Tegnhandlingen: neddypning og opløftning Dåben er et ydre kendetegn eller feltråb, der skiller os ud fra alle udøbte mennesker. Derved kan man se, at vi tilhører Kristus, vor hærfører, under hvis banner, vi bestandig kæmper mod synden. Hans banner er det hellige kors. Vi må derfor se på tre ting i det hellige sakramente: tegnet, indholdet og troen. Tegnet består i, at man i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn sænker mennesket ned i vandet, men man lader det ikke blive der, men løfter det op igen. Derfor taler man 125

også om, at løfte den døbte op af dåben. Altså må begge dele være i tegnet: neddykkelsen og opløftelsen. Dåbens indhold: synden dør og retfærdigheden fremkommer Dåbens indhold er en frelsende afdøen fra synden og opstandelse i Guds nåde. Det gamle menneske, der er undfanget og født i synd, bliver druknet, og et nyt menneske kommer frem og opstår, født i nåde. Således kalder Paulus i Titusbrevet 3, 6 dåben for ”det bad, der genføder”, fordi man i dette bad bliver genfødt og fornyet. Som også Kristus siger i Joh 3, 5: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.” For ligesom et barn bliver født af moders liv og ved denne kødelige fødsel er et syndigt menneske og et vredens barn, sådan bliver mennesket ved dåben født åndeligt og bliver ved denne fødsel et nådens barn og et retfærdigt menneske. Altså bliver synden druknet i dåben, og retfærdiggørelsen fremstår. Dåbens rensende virkning er livsvarig Dåbens indhold, nemlig syndens død eller drukning, fuldbyrdes ikke fuldkommen i dette liv, før mennesket også legemligt dør og bliver til støv. Dåbens sakramente eller tegn, som vi ser for vore øjne, er hurtig udført. Men indholdet, den åndelige dåb, syndens drukning varer ved, så længe vi lever, og bliver først fuldført i døden. Da bliver mennesket virkeligt sænket ned i dåben, og dåbens indhold opfyldes. Derfor er hele dette liv intet andet 126

end en åndelig dåb uden ophør indtil døden. Den, der bliver døbt, bliver dømt til døden. Som om præsten, når han døber, ville sige: Se, du er syndigt kød, derfor drukner jeg dig i Guds navn og dømmer dig til døden i det samme navn, for at al synd skal dø og gå til grunde med dig. Det er det, Paulus siger i Rom 6, 4: ”Vi blev begravet sammen med Kristus ved dåben til døden.” Og jo før mennesket dør efter dåben, jo før bliver hans dåb fuldbragt. For synden forsvinder ikke helt, så længe dette legeme lever, der er så totalt undfanget i synd, at synd er dets natur. Som profeten siger: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” (Sl 51, 7). Det kan der ikke ændres på, med mindre legemet dør og tilintetgøres med sin synd. Sådan er en kristens liv intet andet end en frelsende begyndelse på at dø lige fra dåben indtil graven. For Gud vil nyskabe legemet på den yderste dag. Dåbens nyskabende virkning er livsvarig På samme måde sker også opløftelsen af dåben hurtigt, men indholdet, den åndelige fødsel, forøgelsen af nåden og retfærdigheden, begynder ganske vist i dåben, men varer også ved indtil døden, ja indtil den yderste dag. Først da fuldføres, hvad opløftelsen i dåben symboliserer. Da skal vi opstå fra død, fra synd, fra alt ondt, rene på sjæl og legeme og så leve evigt. Da bliver vi fuldstændige opløftede af dåben og fuldkommen fødte, og ifører os den sande dåbskjole, det evige liv i Himlen. Som fadderne siger, når de løfter barnet op af dåben: Se, din synd er nu druknet, 127

vi modtager dig i det evige, syndfrie liv i Guds navn. For sådan skal englene på den yderste dag opløfte alle døbte, fromme kristne, og således opfylde, hvad dåben og fadderne forkynder. Som Kristus siger i Matt 24, 31: ”Han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.” Nådens vandflod Vandfloden på Noahs tid er et billede på dåben. Hele verden gik til grunde undtagen Noah med sin hustru og deres tre sønner og hustruer. Otte mennesker blev bevaret i arken. At menneskeheden gik til grunde symboliserer, at synden går til grunde i dåben. Og at de otte i arken blev reddet sammen med alle slags dyr symboliserer, at vi bliver frelst gennem dåben, som Peter viser det i sit første brev (1 Pet 3, 20 -21). Nu er dåben en langt større vandflod end den på Noahs tid. For den varede kun et år, men dåben døber lige fra Kristi fødsel og indtil den yderste dag, alle slags mennesker ud over den vide jord. Og dåben er nådens vandflod, hvor den første var vredens vandflod. Uden tvivl bliver langt flere frelst i dåben, end der gik til grunde i vandfloden. Endnu ikke helt Deraf følger, at det vel er sandt, at et menneske, som er blevet døbt, er rent og uden synd, ganske uden skyld. Men det bliver misforstået at mange, som mener, at der slet ikke bliver nogen synd tilbage. De bliver dovne og forsømmelige med at dræbe den 128

syndige natur. Det er der også nogen, der gør, når de har skriftet. Derfor skal man forstå det rigtigt og vide, at vort kød, så længe det lever her, af naturen er ondt og syndigt. Til at afhjælpe det har Gud udtænkt dette råd for mennesket, at han ganske vil nyskabe det. Som Jer 18, 4-6 siger: ”Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det. Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, siger Herren.” Og i den første fødsel gik det ikke så godt, derfor lægger han os atter i jorden ved døden og skaber os på ny på den yderste dag, for at vi da må lykkes bedre og være uden synd. Denne plan begynder han i dåben, der symboliserer døden og opstandelsen på den yderste dag. Med hensyn til dåbens tegn og det, den symboliserer, er synden allerede død med os og vi er opstandne. Sakramentet er udført, men sakramentets indhold er endnu ikke helt fuldført. Døden og opstandelsen på den yderste dag er endnu noget fremtidigt. Allerede, og dog endnu ikke Altså er mennesket sakramentalt helt rent og skyldfri. Dermed er sagt så meget, at vi har Guds tegn i dåben, som forkynder, at alle vore synder er døde og at vi skal dø i nåden og opstå på den yderste dag, rene, uden synd, uskyldige, for at leve evigt. Altså er det sandt, at vi på grund af sakramentet er uden synd, uskyldige. Men fordi sakramentet endnu ikke er fuldendt og vi stadig 129

lever i syndigt kød, så er vi ikke uden synd, endnu ikke helt rene. Vi er først begyndt på at blive rene og uskyldige. Når vi derfor vokser op, vækkes de naturlige, syndige lyster: vrede, ukyskhed, begær, materialisme, hovmod og lignende, som slet ikke ville eksistere, hvis al synd var druknet og død i dåbens sakramente. Nu er disse tings tilintetgørelse ved døden og opstandelsen på den yderste dag kun symboliseret. Således klager Paulus i Rom 7, 18 og alle hellige med ham over, at de er syndere og har synd i deres natur, selv om de er døbte og hellige, fordi de medfødte, syndige lyster bestandig rører sig, så længe vi lever. Gensidig forpligtelse Så indvender du måske: hvad hjælper dåben så, når den ikke tilintetgør og fjerner synden helt og aldeles? Her kommer nu den rette forståelse og erkendelse af dåbens sakramente. Dåbens højærværdige sakramente hjælper dig på den måde, at Gud her selv forbinder sig med dig og bliver ét med dig i en nådig og trøsterig pagt. For det første: at du hengiver dig til dåbens sakramente og det, som dåben forkynder. Det vil sige, at du ønsker at dø med synden og blive nyskabt på den yderste dag, sådan som sakramentet symboliserer det. Det ønske godtager Gud og lader dig døbe og begynder fra det øjeblik at nyskabe dig. Han indgyder sin nåde og Helligånd i dig, der begynder at dræbe naturen og synden og at berede dig til døden og opstandelsen på den yderste dag. 130

For det andet forpligter du dig til at fastholde dit ønske og altid mere og mere at dræbe synden, så længe du lever, indtil døden. Det godtager Gud også og øver dig livet igennem med mange gode gerninger og mange slags lidelser. Hermed gør han det, som du har udtrykt ønske om i dåben, nemlig at blive synden kvit, dø og opstå på ny på den yderste dag og således fuldkomme dåben. Derfor læser og ser man, hvordan han lader sine kære hellige plages og lide meget, så de hurtigt kan dø. Derved har de fuldbragt dåbens sakramente ved at dø og blive nyskabt. For hvis det ikke sker, og vi ikke har modgang og prøvelser, så overvinder den onde natur os, så dåben ikke bliver til gavn for os. Vi falder i synd og forbliver et gammelt menneske som før. Dåbens nåderige pagt Så længe nu denne pagt med Gud består, behandler Gud dig til gengæld nådigt. Han lover, at han ikke vil tilregne dig den synd, som efter dåben endnu er i din natur. Han vil ikke se på den og heller ikke fordømme dig derfor. Han er tilfreds med, at du er i stadig arbejde og stræber efter at dræbe synden og med din afdøen at blive den kvit. Selv om onde tanker eller lyster rører sig, ja, om du også undertiden synder og falder, hvis du blot igen står op og atter træder ind i pagten, så er synden i kraft af sakramentet og pagten med Gud allerede væk, som Paulus siger i Rom 8, 1. Det medfødte syndige begær fordømmer ikke dem, der tror på Kristus, hvis de ikke indvilliger og følger synden. Og Johannes 131

siger i sit første brev: ”Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, som er et sonoffer for vore synder.” (1 Joh 2, 1-2). Alt dette er netop det, der sker i dåben, hvor Kristus bliver skænket os. Samtidig retfærdig og synder Hvis nu denne pagt ikke bestod, og Gud ikke barmhjertig så igennem fingre, så var ingen synd så lille, at den jo fordømte os. For Guds retfærdighed tåler ingen synd. Derfor er der ingen større trøst på jorden end dåben. Her træder vi ind under nådens og barmhjertighedens domstol, som ikke dømmer synden, men uddriver den ved mange øvelser. Augustin har et meget rammende udtryk om dette. Han siger: ”Synden bliver fuldstændig tilgivet i dåben. Ikke sådan at den ikke mere er til, men sådan at den ikke tilregnes.” Det er, som vil han sige: synden forbliver ganske vist i vort kød indtil døden og rører sig uden ophør, men så længe vi ikke indvilliger i den eller fortsætter i den, så er det ved dåben ordnet sådan, at den ikke fordømmer eller skader os, men dagligt bliver renset mere og mere ud lige indtil døden. Derfor skal ingen forfærdes, hvis han mærker til begær og onde lyster. Og han skal heller ikke fortvivle, selv om han falder. Han skal derimod tænke på sin dåb og glad fortrøste sig til, at Gud her har forpligtet sig til at dræbe hans synd og ikke at regne den til fordømmelse. Blot han ikke indvilliger i synden eller fortsætter i den. Man skal heller ikke fortvivle over de ustyrlige tan132

ker og lyster, ja end ikke over et fald, men tage det som en formaning fra Gud til at tænke på sin dåb og hvad Gud her forkynder for os. Man skal påkalde Guds nåde og øve sig i at stride mod synden, ja endog ønske at dø, så man kan blive synden kvit. Troens tilregnede retfærdighed Her kommer vi til det tredje stykke i dette sakramente, som er troen. Det vil sige, at man fast tror alt dette, at dåben ikke alene symboliserer døden og opstandelsen på den yderste dag, hvor mennesket som nyskabt skal leve evigt uden synd. Men også at dåben virkelig begynder og virker dette og forbinder os med Gud. Vi ønsker at udrydde synden og stride imod den til vores død, og Gud vil til gengæld holde os det til gode og behandle os nådigt. Han vil ikke dømme os efter sin strenge ret, da vi ikke er uden synd i dette liv, men først bliver rene gennem døden. Man kan altså se, at vi i dåben bliver uskyldige, rene, uden synd og dog forbliver fulde af meget ondt begær. Vi er blot rene på den måde, at vi er begyndt at blive rene og har et tegn og et pant på denne renhed. Vi skal stadig fortsætte med at blive mere rene. Derfor vil Gud ikke tilregne os den urenhed, der stadig hænger ved os. Vi er altså snarere rene på grund af Guds nådige tilregning end i vores væsen. Som profeten siger i Salme 32, 1-2: ”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld.” 133

Denne tro er det allermest nødvendige, for den er al trøsts grund. Den, der ikke har den, må fortvivle i synden. For synden, som bliver tilbage efter dåben, gør, at ingen gode gerninger er rene for Gud. Derfor må man helt frisk og frit holde fast i dåben og holde den op mod alle synder og samvittighedskvaler og sige ydmygt: Jeg ved meget vel, at jeg ikke har nogen ren gerning, men jeg er jo døbt. Her har Gud, der ikke kan lyve, forpligtet sig til ikke at tilregne mig min synd, men dræbe og udrydde den. En påbegyndt renselse Vi kan altså konstatere, at den renhed, dåben skænker os, helt og holdent må tilskrives den guddommelige barmhjertighed, som har påbegyndt denne renselse og som bærer over med vores synd og anser os, som var vi uden synd. Derfor kan man også forstår, hvorfor de kristne i Skriften kaldes barmhjertighedens børn, nådens folk og mennesker, som Gud har behag i. Det er fordi, de ved dåben er begyndt at blive rene og på grund af Guds barmhjertighed ikke bliver fordømt for den synd, der er tilbage, indtil de ved døden og på den yderste dag bliver ganske rene. Sådan som dåben ved sit tegn forkynder. Derfor er det en stor fejltagelse, når nogen mener, at de ved dåben skulle være blevet fuldstændig rene. I deres uforstand bekæmper de ikke synden, vil ikke kalde den for synd, forbliver i den og gør således deres dåb til intet. De koncentrerer sig blot om nogle ydre gerninger, mens hovmodighed, had og anden medfødt ondskab, som de ikke er opmærksom på, kun bliver 134

stærkere og værre. Nej, sådan forholder det sig ikke. Synden, det onde begær, må erkendes som virkelig synd. Og det må tilskrives Guds nåde, at det ikke skader os, fordi Gud ikke tilregner os det. Dog under den forudsætning, at man bekæmper synden med mange øvelser, gerninger og lidelser og til sidst udrydder den ved døden. Hvis nogen ikke gør det, vil Gud ikke tilgive dem synden, fordi de ikke holder dåben og dens pagt, men hindrer Guds og dåbens begyndte værk. Dåbspagten gælder hele livet Af samme slags er også de, som mener at kunne udrydde og aflægge deres synd med gode gerninger. De kommer så langt ud, at de ikke mere regner med deres dåb. Som om den ikke var andet end en ceremoni. De er ikke klar over, at dåbens virkning strækker sig gennem hele livet, ja til den yderste dag, som før nævnt. Derfor tror de, at de må finde noget andet at udrydde synden med, nemlig gerningerne. De bevirker således, at både de selv og alle andre med en usikker og skrøbelig samvittighed, bliver bange for døden. De ved ikke, hvordan de står i forholde til Gud, og mener, at dåben nu er mistet ved synden og ikke hjælper mere. Vogt dig for Guds skyld for dette. For hvis nogen falder i synd, skal han netop især tænke på sin dåb, hvordan Gud her har forpligtet sig til at tilgive al synd, så han vil kæmpe mod den indtil døden. Denne virkelighed og Guds løfte må man glad stole på, så viser dåben sig igen i sin kraft og virkning. Så bliver hjertet 135

igen tilfreds og glad, ikke over sine gode gerninger, men over Guds barmhjertighed, som er lovet os i dåben til evig tid. Ved denne tro må man holde fast, om så alle levende væsener og al synd angreb os. For den, der lader sig lokke væk fra dette, gør Gud til en løgner i hans pagt med os i dåbens sakramente. Troens altafgørende betydning Det er især denne trøst, Djævelen angriber mest. Hvis han kan omstøde den, har han vundet. For også bodens sakramente har sin grund i dåbens sakramente. Det er nemlig kun dem, der er døbte, som får synden tilgivet. Det er dem, Gud har lovet at tilgive synden. Bodssakramentet fornyer og viser altså igen hen til dåbssakramentet. Det er som om præsten i absolutionen siger: Se, Gud har nu tilgivet dig din synd, som han tidligere har lovet dig det i dåben og nu har befalet mig at gøre ved at tilgive dine synder. Du kommer nu atter ind i dåbens kraft og virkelighed. Tror du, så har du det. Tvivler du, er du fortabt. Man kan altså se, dåben nok bliver hindret i sin opgave ved synden, men det er alene vantroen, der ophæver dåbens kraft, som er tilgivelse og dødelse af synden. Modsat er det så også troen, der kan fjerne denne hindring igen. Det hele afhænger således fuldstændig af troen.

136

Både tilgivelse og udrensning af synden Hvis jeg skal sige det meget tydeligt, så indeholder dåben to forskellige ting: Det ene er tilgivelsen af synden og det andet er udrensningen eller dødelsen af synden. Tilgivelsen modtager man i troen, selv om synden ikke er helt uddrevet. Udrensningen er at kæmpe mod synden og til sidst at dø. Da går synden helt til grunde. Begge dele er dåbens gerning. Således skriver apostlen til hebræerne, som dog var døbte og havde fået deres synd tilgivet, at de skal aflægge synden, som hænger ved dem (Hebr 12, 1). For så længe jeg tror, at Gud ikke vil tilregne mig synden, er dåben virksom og synden tilgivet, selv om en hel del ganske rigtig stadig er tilbage. Derpå følger udrensningen gennem modgang, lidelser og død. Det er den del af trosartiklen, hvor vi bekender: Jeg tror på Helligånden, syndernes forladelse, osv. Det handler især om dåben, i hvilken tilgivelsen sker ved Guds pagt med os. Derfor skal man ikke tvivle på denne tilgivelse. Kampen mod synden Følgen er, at dåben gør alle lidelser og særlig døden nyttige og gavnlige. De må tjene dåbens gerning: at dræbe synden. For det kan ikke være anderledes. Den, der vil fyldestgøre dåben og blive synden kvit, må dø. Men synden dør ikke gerne, derfor gør den døden så bitter og grusom. Men Gud er så nådig og mægtig, at han igen vil fordrive synden, som har bragt døden med sig, med dens eget middel, nemlig døden. 137

Der er mange mennesker, der gerne vil leve sådan, at de bliver fromme, og siger, at de gerne ville være fromme. Men der er ingen kortere vej eller måde til dette, end dåben og dåbens gerning, som er at lide og dø. Hvis folk ikke vil det, er det et tegn på, at de ikke virkelig mener noget med at ville være fromme. Derfor har Gud forordnet mange slags forhold, hvori man skal øve sig og lære at lide. For nogle er det ægteskabet, for andre den gejstlige stand, for andre det politiske liv. Han har befalet alle, at slide og udføre en opgave, så man kan døde kødet og vænne sig til døden. For alle dem, der er blevet døbt, har dåben gjort dette livs nydelser og glæder til det rene gift, en hindring for dåbens gerning. For på den måde lærer ingen at lide, gerne at dø, at blive synden kvit og fyldestgøre dåben. Det fremmer kun kærligheden til dette liv og ængstelse for det evige liv, frygt for døden og flugt fra syndens bekæmpelse. De rette gode gerninger Se nu på menneskers liv. Der er mange af dem, som faster, beder, valfarter og lignende ting, med hvilke de tror, de kan samle sig fortjeneste og få en høj plads i Himlen. Men de lærer aldrig at dræbe deres onde lyst. Faste og al øvelse skal tjene til at undertrykke gamle Adam, den syndige natur, og vænner os til at undvære alt det, som er behageligt for dette liv, og således daglig mere og mere blive beredt til døden, så dåben kan blive fuldbragt. 138

Alle disse ting og øvelser skal man bruge, ikke efter deres antal og størrelse, men som dåben fordrer det. Det vil sige, at enhver skal bruge de øvelser og så mange, som er nyttige og brugbare til at undertrykke den syndige natur og forberede os til døden. Man skal forøge eller mindske dem, som man ser synden aftage eller øges. Men nu farer de af sted og finder hele tiden på noget nyt, så det ene og så det andet, alene efter, hvad der i det ydre ser prisværdig ud og har anseelse. De lader det hurtigt fare igen og flakker omkring, så der aldrig kommer noget godt ud af det. Nogle ødelægger deres forstand og sætter deres helbred på spil, så de hverken gavner sig selv eller andre. Det er alt sammen frugt af den lære, som har besat os. Vi mener, at vi efter dåben eller omvendelsen er uden synd. Man gør derfor ikke gode gerninger, for at udrydde synden, men for at samle point sammen eller for at godtgøre de begåede synder. Prædikanterne hjælper til med historier om de kære helgener, som ikke bruges efter hensigten, som eksempler til almen efterfølgelse. Derfor misforstår de uerfarne det og bruger helgenernes eksempel til deres egen fordærv. Gud har givet enhver sin særlige måde og nådegave at bruge dåben på. Og dåben sætter med sin symbolik en almen målestok for alle. Enhver kan prøve sig selv i sin livssituation, hvordan man bedst realiserer dåben, dvs. hvordan man bedst udrydder og dræbe synden. På den måde bliver Kristi byrde også blid, så det ikke foregår med ængstelser og bekymringer. Som Salomon si139

ger det: ”Tåbens slid udmatter ham, han ved ikke engang, hvordan man kommer til byen.” (Præd 10, 15). For ligesom dem, der vil til byen og ikke finder vejen, er bekymrede, sådan er det også med disse, at hele deres liv og gerning bliver bitter for dem, og alligevel udretter de intet. De rette livsforhold Herhen hører nu det almindelige spørgsmål: om dåben og det løfte, vi her har givet Gud, er mere eller større end løftet om at leve ugift, som præst eller gejstlig? Dåben er jo fælles for alle kristne, mens den gejstlige stand er noget særligt og højere. Svar: Ud fra det foregående er det let at svare på det spørgsmål. For i dåben lover vi alle den ene og samme ting: at dræbe synden og blive hellige ved Guds virke og nåde. Vi ofrer og overgiver os til ham, som leret til pottemageren. Her er ingen bedre end den anden. Men at fuldføre dåben, så synden bliver udryddet, er ikke begrænset til én måde og ét forhold i livet. Derfor har jeg sagt, enhver må prøve sig selv, i hvilken livssituation, han bedst kan døde synden og sætte grænser for naturen. Derfor er det sandt, at der intet højere, bedre, større løfte er end dåbsløftet. Hvad skulle man mere kunne love, end at fordrive al synd, dø, hade dette liv og blive hellig? Men ud over løftet kan enhver godt forpligte sig i det livsforhold, som for ham er passende og hjælper til at virkeliggøre dåben. Ligesom når to vandrer til én by, den ene kan, gå ad gangstien, den anden ad landevejen, som det synes ham bedst. Sådan 140

skal den, som binder sig i ægteskabet vandre i dens møje og lidelse, hvormed han kan bebyrde sin natur, så den vænner sig til gode gerninger og lidelser, at undgå synd og desto bedre berede sig til døden, hvilket han ikke så godt kunne uden for den stand. Men den som søger flere lidelser og gennem megen øvelse på kort tid vil berede sig til døden og hurtigt nå til sin dåbs virkeliggørelse, han skal forpligte sig til cølibat eller den gejstlige orden. For hvis en gejstlig stand fungerer ret, så er den fuld af plager og lidelse, så den medfører større øvelse for den døbte end ægtestanden. Ved en sådan pine vænner man sig snart til glad at modtage døden og således bringe sin dåb til afslutning. Over denne stand er der endnu en højere i det gejstlige styre, som biskop, præst, osv. De skal altid, helt og fuldt øvede i lidelser og gode gerninger, være rede til døden, ikke alene for deres egen skyld, men også for deres skyld, som er dem undergivne. Dog i alle disse forhold må man alligevel ikke glemme målet, at man skal leve sådan, at synden bliver uddrevet, og ikke rette sig efter gerningernes mængde eller størrelse. Men desværre, som vi har glemt dåben, og hvad den betyder, hvad vi her har lovet, og hvordan vi skal vandre i dens gerning og komme til dens afslutning, sådan har vi også glemt vejen og de forskellige livsforhold. Vi ved ikke, hvortil sådanne forhold er indstiftet, eller hvordan man deri skal forholde sig, så dåben bliver fuldbragt. Der er blevet en ydre pragt deraf, og næppe nok er der blevet et verdsligt skin tilbage, som Esajas siger: ”Dit sølv er blevet til 141

slagger, din vin er blandet med vand.” (Es 1, 22). Måtte Gud forbarme sig. Amen! Gratis nåde er ikke til salg Når nu dåbens hellige sakramente er en så stor, nådefuld og trøsterig ting, må man virkelig være opmærksom på, at man altid af hjertet takker Gud med glæde og giver ham pris og ære. For jeg er bange for, at vor utaknemmelighed har fortjent, at vi blev blinde, ikke værdige til at erkende en sådan nåde. Hele verden har dog været og er endnu fuld af dåb og Guds nåde, men vi er forførte til at stole på vore egne ængstelige gerninger, og på afladen og lignende falsk trøst. Vi mener ikke, at kunne tro Gud, før vi er fromme og har fyldestgjort for synden. Som om vi skal købe og betale ham for hans nåde. I sandhed, den, der ikke tror sådan om Guds nåde, at den tolererer ham som en synder og vil gøre ham salig og alene kan beskytte mod Guds dom, han bliver aldrig glad for Gud, og kan hverken elske eller prise ham. Men når vi hører, at han optager os syndere i dåbspagten, skåner og gør os rene fra dag til dag, og tror det fast, så må hjertet blive glad, elske og love Gud. Sådan siger han hos profeten: ”Jeg vil skåne dem, som en far skåner sin søn.” (Malakias 3, 17). Derfor er det nødvendig, at man takker den højlovede majestæt, som viser sig så nådig og barmhjertig mod os elendige, fordømte slangeyngel, og at man gør gerningen stor og prissætter den, sådan som den i sig selv er stor. 142

Falsk sikkerhed Samtidig skal vi imidlertid også passe på, at vi ikke gribes af en falsk sikkerhed og siger ved os selv: Er dåben så nåderig og stor en ting, så Gud ikke vil tilregne os synden, og alle ting bliver tilgivet i kraft af dåben, så snart vi vender tilbage fra synden, så vil jeg i mellemtiden leve og gøre, hvad jeg har lyst til, og bagefter eller ved døden tænke på min dåb og minde Gud om hans pagt og til den tid fyldestgøre min dåb. Ja, det er helt korrekt, at dåben er så stor en ting, at din synd bliver tilgivet, når du vender om fra synden og anråber dåbspagten. Men pas på, at dommen ikke overrasker dig og kommer din omvendelse i forkøbet, når du så groft og vrangvilligt synder på nåden. Din anfægtelse kan da ved Guds forsyn være så stor, at troen ikke kan bestå, selv om du da gerne vil tro og stole på dåben. Hvis det er vanskeligt for dem, der ikke synder, eller som falder på grund af skrøbelighed, hvordan skulle din ondskab så kunne bestå, når du har fristet og spottet nåden? Lad os derfor vandre med frygt, så vi kan beholde den guddommelige nådes rigdom i en fast tro, og glad takke for hans barmhjertighed til evig tid. Amen.

143

En prædiken om skriftemålet og nadveren (WA 15, 481-505) Skønt jeg ofte har prædiket og skrevet om nadveren, så må vi dog i en kort sum gentage det samme og atter tale om det, fordi denne højtid vender tilbage hvert år. Det er bestemt, at man skal prædike om dette på grund af dem, som skal modtage nadveren. For det første har jeg ofte nok sagt, at de kristne ikke er forpligtet til at modtage nadveren netop på denne festdag. De har ret og magt til at gå til nadver, hvornår de vil. Gud har forordnet præsteembedet, så de dagligt skal passe og pleje folket med Guds Ord og sakramenterne. Derfor er det ukristeligt at ville tvinge folk til netop på denne tid at modtage nadveren, hvis de ikke vil begå en dødssynd, sådan som man hidtil har gjort og endnu gør mange steder. For dette sakramente vil og kan ikke tåle, at nogen bruger det af tvang. Det søger ingen andre end de sultne sjæle, som driver sig selv og er glade for, at de må komme. De andre, som må drives dertil af mennesker, har nadveren intet af gøre med. Derfor har Djævelen hidtil regeret med fuld magt og vælde gennem paven, som han har drevet til at drive og tvinge hele verden til nadveren. Derfor er alle også strømmet dertil som svin på grund af påbudet. Derved er der overgået nadveren så stor vanære og forsmædelse, og verden er blevet så fuld af synd, at det 144

er en ynk at tænke på det. Fordi vi nu véd dette, skal vi ikke lade os fange af noget bud, men holde fast ved den frihed, som vi har i Kristus. Dette siger jeg for deres skyld, som ikke vil gå til nadveren uden på denne tid og gør dette alene af vane og for den almindelige skiks og brugs skyld. Dog skader det ikke, at man netop på påskefesten deltager, hvis ellers ikke samvittigheden da er bundet, men fri og egnet til at modtage nadveren.

Skriftemålet For det andet må vi også tale noget om skriftemålet. Først må man vide, at der i Skriften tales om tre slags skriftemål. Det første skriftemål er det, som sker for Gud. Det taler David om i Sl 32, 5: ”Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld. Jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren, og du tilgav min syndeskyld.” Og lige før i vers 3-4: ”Da jeg tav, sygnede min krop hen, mens jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig, min livskraft svandt ind i sommerens hede.” Det vil sige, for Gud kan ingen bestå, medmindre man bringer dette skriftemål med sig. Som Sl 130, 4 siger: ”Hos dig er der tilgivelse, for at man skal frygte dig.” Det vil sige, at den, som vil skrifte for Gud, må gøre det sådan, at dette skriftemål kommer fra et hjerte, som siger: Herre, hvis du ikke viser barmhjertighed mod mig, så er jeg fortabt, hvor from jeg end synes at være. Det må alle helgener bekende, sådan som det ligeledes står i Sl 32, 6: ”Derfor - det vil sige, for 145

deres misgerninger skyld - beder alle fromme til dig, når du er at finde.” Dette skriftemål lærer os altså, at vi for Gud alle er lige onde og syndige, og, som man plejer at sige: Er én from, er vi alle fromme, og omvendt. Har nogen særlige gaver, så skal han takke for det og ikke rose sig af sig selv. Er nogen faldet i synd, så skyldes det hans kød og blod, og ingen er faldet så dybt, at en anden, som nu står, ikke kan falde endnu dybere. Derfor er der imellem os, så vidt det kommer an på os selv, ingen forskel, men Guds nåde alene virker forskellen mellem os. Dette skriftemål er nu så strengt nødvendigt, at det intet øjeblik må forsømmes, men netop udgøre den kristnes hele liv, så han uophørligt priser Guds nåde og forkaster sit egen livsførelse for Guds øjne. Ellers, så snart jeg vil komme frem for ham med nogen god gerning eller mit retskafne liv, udebliver hans dom ikke, som ikke kan tåle sådan noget, og for hvem ingen kan bestå med dette. Derfor må dette skriftemål ske sådan, at du fordømmer dig selv som den, der fortjener døden og Helvedes ild. På den måde kommer du Gud i forkøbet, så han ikke kan dømme eller fordømme dig, men må være dig nådig. Men dette skriftemål vil vi ikke gennemgå nu. Det andet skriftemål sker derimod for vor næste og er kærlighedens skriftemål, ligesom det første er troens skriftemål. Det er der skrevet om i Jak 5, 16: ”Bekend derfor jeres synder for hinanden.” Dette skriftemål består i, at når man har fornærmet sin næste, så skal man bekende det for ham, sådan som Kristus siger i Matt 5, 23-25: ”Når du derfor bringer din gave til alteret 146

og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham.” Her fordrer han, både at den, som har fornærmet den anden, beder om tilgivelse, og at den fornærmede tilgiver ham. Dette skriftemål er også nødvendigt og befalet. For Gud vil ikke være nogen nådig eller tilgive ham hans synd, medmindre han også tilgiver sin næste. Troen kan heller ikke være retskaffen, når den ikke bærer denne frugt, at man tilgiver sin næste og beder om tilgivelse. Ja, uden det må vi ikke komme frem for Gud. Er denne frugt ikke til stede, så er troen og det første skriftemål heller ikke retskaffent. Det tredje skriftemål er det, som paven har påbudt og det består i, at man hemmeligt, i præstens ører, opregner sine enkelte synder. Dette er ikke befalet af Gud, men paven har tvunget folk til det og desuden inddelt synderne i så mange forskellige slags, at ingen kan forstå det. Dermed er samvittighederne blevet jaget og plaget sådan, at det har været en jammer og nød uden lige. Men vi siger sådan om dette: Gud tvinger dig ikke til at skrifte for ham i troen eller for næsten i kærlighed, hvis du ikke vil blive salig eller have hans nåde. Han vil heller ikke, at du går hen og gør det, men dog modvilligt og med ulyst, men han vil, at du skal gøre det af dig selv, af kærlighed og hjertens lyst. Sådan tvinger han dig heller ikke til at bruge det hemmelige skriftemål for præsten, hvis du ikke selv har lyst til det og ønsker absolution. 147

Det har paven ikke agtet på, men i denne sag faret sådan frem, som om det hørte under det verdslige regimente, hvor man må bruge tvang. Han har ikke spurgt efter, om man gjorde det gerne eller ugerne, men ligefrem befalet, at den, som på denne tid ikke går til skrifte, han må ikke blive begravet på kirkegården. Men Gud spørger ikke efter, om du gør det eller ikke gør det, så snart det ikke sker med lyst. Derfor, gør du det med ulyst, så er det bedre, du lader være. For ingen kan komme til Gud uden den, som kommer med lyst og frivilligt. Derfor kan ingen drive dig til det. Gør du det for budets skyld og af lydighed mod paven, så gør du uret. Sådan siger vi derfor om det hemmelige skriftemål: ingen er tvunget til det. Det er dog tilrådeligt og godt af følgende grund: Hvor og hver gang du kan høre Guds Ord, skal du ikke foragte det, men modtage det med hjertelig begærlighed. Nu har Gud ladet sit ord udgå i hele verden, så det opfylder ethvert sted, så du, hvor du end kommer hen, finder Guds Ord. Når jeg nu prædiker syndernes forladelse, så prædiker jeg det rette evangelium. For det er summen af evangeliet: Den, som tror på Kristus, skal alle synder være forladt. Sådan kan en kristen prædikant aldrig åbne sin mund, uden at han forkynder en absolution. Sådan gør også præsten, når han siger: Pax vobis, fred være med jer, det vil sige, jeg forkynder jer fra Gud, at I har fred og syndernes forladelse ved Kristus. Dette er jo netop evangeliet og absolutionen. Det samme gælder også indstiftelsesordene: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Dette bæger er den nye pagt ved mit 148

blod, som udgydes for jer.” Skulle jeg så også her sige, at jeg ikke vil skrifte, fordi jeg har evangeliets ord i nadveren? Så kunne jeg lige så godt sige, at jeg heller ikke vil høre nogen prædiken. Nej, evangeliet skal uafbrudt lyde og gjalde fra alle kristnes mund, derfor skal man tage imod det med glæde, hvor og når man kan høre det, opløfte sine hænder og takke Gud for, at man kan høre det overalt. Når du derfor bruger det personlige skriftemål, skal du ikke fokusere på din egen syndsbekendelse, men på præstens ord. Du skal skelne sådan: Ét er det, som du siger, og noget andet er det, som vedkommende siger, der hører på din bekendelse. Hvad du selv gør, det skal du ikke lægge så megen vægt på, men koncentrer dig derimod om det, som han siger, at han nemlig i Guds sted forkynder dig syndernes forladelse. Her er det lige meget, om det er en præst, som har tjeneste eller en anden kristen. Ordet, som han taler, er ikke hans, men Guds Ord, og Gud står ligeså meget bag ved det, som hvis han selv talte det. Sådan har han opfyldt alle steder med sit hellige Ord. Fordi vi da møder det overalt, skal vi modtage det med megen taksigelse og ikke slå det hen i vejret. I skriftemålet har du desuden den fordel, ligesom i nadveren, at Ordet er rettet til dig personligt. For i prædikenen tales Ordet til alle, og selv om det derfor også gælder dig, så kan du dog ikke være lige så sikker. Men her er det rettet til dig helt personligt. Ville du ikke blive inderlig glad, hvis du kendte et sted, hvor Gud ville tale med dig alene? Ja, hvis vi kunne komme til at høre en 149

engel tale, ville vi gerne løbe til verdens ende. Er vi da ikke gale, ynkelige og utaknemmelige mennesker, som ikke hører, hvad man fortæller os? Her står Skriften og bevidner, at Gud taler gennem os og at det gælder ligeså meget, som hvis han talte til os med sin egen mund. Som Kristus siger i Matt 18, 20: ”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Og i Joh 20, 23: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” Det er Gud selv, der tilsiger syndernes forladelse, ligesom han også selv døber børnene. Og så siger du, at man ikke har brug for skriftemålet. For selv om du hører det samme i nadveren, skal du alligevel ikke skyde det fra dig af den grund, især fordi det her, som sagt, rettes til dig personligt. Personlige råd og vejledning Desuden har du yderligere den fordel, at du i skriftemålet kan fortælle om alle dine problemer og få hjælp og gode råd. Selv om der ikke var nogen anden grund, og selv om Gud ikke selv talte her, så ville jeg dog ikke gerne undvære det, netop af denne grund, at jeg her kan fortælle en anden kristen, hvad der ligger mig på hjerte og plager mig. For det er en forfærdelig situation, når samvittigheden piner en, og man er angst, og man ikke ser nogen udvej eller nogen trøst. Derfor er det også en stor og trøsterig ting, når to mødes, og den ene giver den anden råd, hjælp og trøst. Så foregår det hele på en kristen og kærlig måde. 150

Den ene viser sin sygdom, og den anden helbreder hans sår. Derfor ville jeg ikke undvære denne sjælesorg for al verdens gods. Dog skal man ikke gøre det til et krav, som tynger samvittigheden, som om man er tvunget til at skrifte, inden man modtager nadveren. Men man skal ikke foragte det. Du kan aldrig høre Guds Ord for meget eller indprente det så dybt i hjertet, at du ikke altid kan gøre det bedre. Skriftemålets to dele Derfor har jeg sagt, at man omhyggeligt skal adskille disse to: Din egen syndsbekendelse og den absolution, som du hører. Du skal være mest opmærksom på absolutionen og ikke bruge skriftemålet på grund af en befaling, eller fordi du vil gøre en god gerning med din bekendelse. Du får ikke syndernes forladelse på grund af din syndsbekendelse. Du skal alene bruge skriftemålet, fordi du her hører Guds Ord og derved bliver trøstet. Det er det, du skal koncentrere dig om og lægge mærke til: hvordan Gud taler til dig gennem et andet menneske og forlader dig dine synder. Hertil fordres da troen. Vore skriftemål har hidtil været sådan, at når man skulle løse folk fra deres synder, har man pålagt dem en hel mængde gerninger, som de skulle gøre fyldest for deres synder med. Det har man kaldt at løse synden, selv om den da først rigtig bliver bundet fast.. Alle synder skulle fjernes ved absolutionen, men de pålægger folk, at de først selv skal gøre fyldest for dem. Dermed 151

driver de folk væk fra troen og absolutionen hen til egne gerninger. De skulle derimod have lært sådan: Se her, Ordet, som jeg taler til dig i Guds sted, skal du gribe med en ret tro. Har du ikke troen, så glem dit skriftemål. Dog ikke sådan at forstå, at du ikke skal komme og bede om trøst og styrke, fordi din tro endnu er for svag. Kan du ikke tro, så sig det til den, du taler med. Du kan sige sådan: Jeg føler godt, at jeg trænger til at skrifte og modtage absolution, men jeg føler mig alt for kold og svag i troen. For hvem andre end Gud skulle du betro din manglende tro? Og hvor finder du ham andre sted end i en anden kristen? Han kan styrke og hjælpe dig med Guds Ord. Dette ville være et rigtigt skriftemål. Og Gud give, at hele verden var kommet så vidt, at alle bekendte, at de ikke kan tro. Hvad skal man skrifte Dette være nu talt om skriftemålet, og om hvordan det alt sammen bør være en fri sag, så man uden tvang og af egen drift bruger skriftemålet. Men hvad skal man så skrifte? Her har vore prædikanter indtil nu fyldt os med talen om de fem sanser, de syv dødssynder og de ti bud, som de har forvirret samvittighederne med. Men det skal foregå sådan, at du først prøver, hvad der trykker dig. De synder, som så nager dig mest, og som din samvittighed er besværet af, dem skal du bekende og skrifte for en anden kristen. Derfor behøver du ikke at søge længe og at plage dig med at opregne alle synder. Nævn dem, der falder dig ind og sig: Sådan og sådan har jeg fejlet, og i det og det er jeg faldet. Her 152

ønsker jeg trøst og et godt råd. For skriftemålet skal være kort. Og hvis du kommer i tanke om noget, du har glemt, skal du ikke lade dig forvirre af det, for du skrifter ikke af den grund, at det er en god gerning, og som måtte du nødvendigvis gøre det, men for at modtage trøst ved absolutionen. Derfor skal man ikke bekymre sig, hvis man måske har glemt nogle synder i skriftemålet. Selv om man har glemt dem, er de dog tilgivet. For Gud ser ikke på, hvor nøjagtigt du har skriftet, men på sit ord og på din tro på det. Absolutionens ord lyder heller ikke sådan, at nogle synder er dig forladt og andre ikke, men det er en altomfattende prædiken, som forkynder dig, at Gud er dig nådig. Men er Gud dig nådig, så må alle synder jo være fjernet. Derfor hold dig kun til absolutionen og ikke til din egen bekendelse. Tænk ikke på, om du har glemt noget eller ej. Så meget som du tror, så meget er dig forladt. Man skal altid trodse på Guds Ord mod synden og en ond samvittighed.

Om den hellige nadver For det tredje må vi også tale om den hellige nadver. Ovenfor har vi sagt, at man ikke skal tvinge nogen til at gå til nadver på en bestemt tid, men lade det være en fri sag. Men vi mangler stadig at tale om nadverens to dele [: brød og vin]. Jeg har tidligere sagt, at man hos os herefter ikke kun skal give den ene del. Den, som vil have nadveren, må tage det hele. For nu har vi længe nok prædiket om det og indskærpet det, så det ikke er 153

sandsynligt, at der skulle findes nogen, som ikke har kunnet forstå det. Men er nogen endnu så tungnem, eller vil han være så svag, at han ikke kan fatte det, så lader vi ham være. Det er lige så godt, at han holder sig væk. Skulle man i så lang tid høre Guds Ord og lade sig bære på hænderne og dog endnu vedblivende sige: Jeg forstår det ikke, så ville det ikke være noget godt tegn. Det er ikke muligt, at du så længe skulle kunne høre Guds Ord og dog forblive uoplyst. Fordi du da er blind, så er det bedre, at man ikke giver dig nadveren. Kan du ikke forstå Ordet, som dog er så tydeligt, klart og sikkert, så tag heller ikke nadveren. Nadveren er jo dog intet, hvis ikke Ordet er der. Hensynet til de svage Desuden har Ordet nu lydt over hele verden, så også de véd det, som står det imod. De er ikke svage, men forstokket og forhærdet og sætter sig imod det med magt, skønt de dog hører, at vi så klart beviser vores lære af Skriften. De kan ikke svare os eller indvende noget som helst imod det, men holder sig alligevel til deres romerske kirke og vil med vold og magt tvinge os til at følge dem. Fordi dette er tilfælde, så gælder det nu ikke længere om at være eftergivende eller tåle. Siden de vil trodse os og have ret i, hvad de gør og lærer, så vil vi tage nadveren under begge skikkelser, netop fordi de vil forhindre os i det. Derfor behøver man ikke længere at bryde sig om den forargelse, som disse folk tager. 154

Hvor evangeliet derimod slet ikke var hørt, var det rimeligt og kristent, at man en tid skikkede sig lige med de svage, sådan som vi også gjorde det i begyndelsen, da dette endnu var noget nyt. Men nu, da man sætter sig sådan imod det og vil underkue det med magt, gælder der ikke længere nogen skånsel. Det er også en herlig ting, at Gud styrer og ordner det sådan, at dette sakramente ikke lades uden forfølgelse, for han har også indstiftet det af den grund, at det skal være kristenhedens motto og kendetegn, som man kan kende os på. Hvis vi ikke havde det, kunne man ikke vide, hvor og hvem der var kristne, og hos hvem evangeliet bar frugt. Men når man går til nadver, så ser man, hvem de er, som har hørt evangeliet. Derefter kan man også se, om de lever kristent eller ikke. På den måde er dette sakramente et kendetegn, som man kender os på, og hvormed vi også bekender Guds navn, idet vi ikke skammer os ved hans Ord. Når nu paven ser, at jeg går til nadver og ifølge evangeliet modtager det under begge skikkelser, så er det et vidnesbyrd om, at jeg vil holde mig til evangeliet. Begynder han da at vredes og vil slå mig ihjel, så går det ret til og netop, som det gik i kristenhedens begyndelse, hvor de kristne også med dette kendetegn bekendte Gud. Vore biskopper har forbud os at modtage det under begge skikkelser, i direkte modsætning til Kristi anordning og befaling. Vil vi nu bekende Kristus, så må vi ikke bruge det anderledes end under begge skikkelser, så man kan vide, at vi er kristne og holder fast på Guds Ord. Dræber man os så på grund af dette, må vi findes os i det. Gud skal rigelig nok give os livet 155

igen. Derfor er det ret, hvis vi bliver forfulgte. Hvis vi derimod høstede ære for det, var det ingen ret bekendelse. Men så er vi i den rette stand, når vi må vente skændsel og vanære, ja døden, for Herrens skyld, sådan som det gik i kirkens første dage. Endvidere har jeg sagt, at det ikke er nok, at du går til nadver, men at du må være sikker i din sag og have et forsvar for dig. Du må kunne angive grund og årsag til, at du gør ret heri, så du må være rustet, når man angriber dig, du må med Guds Ord kunne beskærme dig mod Djævelen og verden. Du kan ikke gå derhen på en andens tro. Du må tro for dig selv, lige så vel som jeg, fordi du også må stride lige så vel som jeg. Derfor må du frem for alting kende de ord godt, som Kristus har indstiftet dette sakramente med, nemlig disse: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” 156

Dette er ord, som hverken de eller Djævelen kan benægte. På dem må vi stå fast. Lad dem udlægge og bruge så mange kunster, de vil, så har vi dog her Guds klare ord, som siger, at brødet er Kristi legeme, som er hengivet for os, og at bægeret er hans blod, som er udgydt for os. Dette befaler han os at gøre til sin ihukommelse. Men paven har befalet, at man ikke skal gøre det sådan. Ja, siger de, I er lægfolk, som ikke forstår jer på dette og ikke kan udlægge det. Dertil svarer vi: Det tilkommer lige så vel os at udlægge, som jer, for det er lige så vel befalet os at tro på Kristus og at bekende troen, samt holde alle Guds bud, som det er befalet jer. Vi har den samme Gud, som dem. Hvordan skulle vi nu kunne tro uden at vide eller forstå hans ord? Fordi det således er befalet mig at tro, så må jeg jo kende de ord, som jeg skal tro på, for hvordan skule jeg kunne tro uden ord? Desuden må jeg også være grundfæstet i dem og vide, hvordan jeg skal forsvare mig med dem og gendrive, hvad man indvender imod dem. På den måde kan du stoppe munden på dem og slutte: Min tro må jo være ligeså god som din, derfor må jeg jo have og kende Ordet, ligeså godt som du. Evangelisten siger jo således: Vor Herre Jesus Kristus tog også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Disse ord er tydelige nok, og ingen er så dum, at han ikke kan forstå, hvad det vil sige: ”Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod.” Der157

for siger vi: Med mindre de kan vise os, at det at drikke her betyder noget andet, end hvad hele verden forstår ved at drikke, så står vi fast på, at vi alle skal drikke af bægeret. Lad dem indvende, hvad de vil, om kirkens sædvane eller kirkemødernes bestemmelser, så siger vi: Gud er ældre og større end alle ting. Lige så klare er disse ord: ”Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” Sig mig her: Hvem skal ihukomme Herren? Er det alene sagt til messepræsterne og ikke til alle? Og hvad er det at ihukomme ham andet end at prædike om ham og bekende ham? Hvis vi alle skal ihukomme Herren, må man jo også give os både at spise af brødet og at drikke af bægeret. Det kan ingen komme uden om. Derfor hjælper det intet, at du forsøger at skjule det og siger, at vi ikke bør kende ordene. Skal vi ikke kende dem, hvad gør da du, som dog vil være en hyrde? Skal du ikke være det, fordi du skal undervise mig i dem og forkynde ordene for mig? Sådan må du med dine unyttige påfund bekende din egen skam og bide dig selv i tungen, fordi du så uforskammet vover at tale mod sandheden. Skatten er indesluttet i ord Du ser altså, at det er nødvendigt, at man kender og er sikker på nadverens ord. Alt beror på ordene. Dem må vi alle kende, forstå og i troen holde fast ved, så man kan forsvare sig med dem og slå fjenderne tilbage. Når du nu vil gå til nadveren, så giv agt på disse Ord og regn med: i dem er hele den skat indesluttet, som du skal bygge og stole på. De er nemlig talt til dig: Mit legeme 158

gives, mit blod udgydes. Hvortil? Kun fordi du skal spise og drikke det? Nej, men til syndernes forladelse. Det er det, som netop angår dig, og alt andet, som ellers sker og siges her, tjener alene til, at dine synder skal forlades dig. Men skal det tjene til syndernes forladelse, så må det også være i stand til at overvinde døden, for hvor synden er væk, er også døden væk og Helvede med. Og hvor disse er væk, er også al ulykke væk. Tilbage er alene al salighed. Realpræsensen er ikke nadverens hovedsag Her, her ligger den store skat. Det er det, du skal give agt på, og lade det narreværk ligge, som universiteterne er så optaget af, når de drøfter, hvordan Kristi legeme kan være til stede og være indesluttet i så lille en ting. Disse undere skal du ikke være optaget af, men giv agt på ordene, og koncentrer dig om, at du må få gavn og frugt af nadveren, nemlig denne, at dine synder bliver dig forladt. Derfor skal du være sådan indstillet, at ordene rammer dig. Det sker jo, når du føler, at dine synder nager og forskrækker dig, og at du er tynget af anfægtelse fra kødet, verden og Djævelen. Snart er du vred og utålmodig, snart fristes du af materialisme og bekymring for timelig næring, undertiden løber der også grove stykker med ind, så du falder, og sjælen bliver såret. Så er du da et stakkels, elendigt menneske, som frygter for døden, bliver forsagt og ikke kan være glad. Her er det da på høje tid og årsag nok til, at du går hen, skrifter og klager din nød for 159

Gud og siger: Herre, du har indsat dit legemes og blods sakramente og forjættes os den trøst, at man der skal finde syndernes forladelse. Nu føler jeg, hvor meget jeg trænger til det. Jeg er faldet i synd og ligger nu under for frygt og forsagthed, har ikke mod til at bekende dit ord og finder så mange fejl i mig. Derfor kommer jeg nu, for at du må læge, trøste og styrke mig Jeg har derfor sagt, at man ikke skal give nogen nadveren, medmindre han først giver til kende, at det står sådan til med ham, nemlig, at han siger, hvad han har brug for, og begærer at få trøst og styrke gennem dette ord og tegn. Den, som nu ikke kan bruge det på denne måde, skal holde sig væk og ikke gøre, som de gør, der på denne tid plager sig så ynkeligt, når de går til nadveren, og dog slet ikke véd, hvad de gør. Når du nu har modtaget nadveren, så bliv ved at øve din tro. For nadveren tjener til, at du da skal kunne sige: Her har jeg hørt Guds klare og åbenbare ord: at mine synder er mig forladt, og desuden modtaget Guds åbenbare tegn med min mund. Det kan jeg bevidne, ligesom jeg åbenbart har bekendt det for Djævelen og al verden. Når nu døden og den onde samvittighed anfægter dig, kan du stole på dette og trodse Djævelen og synden og således styrke din tro og gøre din samvittighed glad for Gud. Sådan bliver det dag for dag bedre med dig, mens du ellers vil forblive træg og kold. Jo mere du holder dig borte derfra, desto udueligere bliver du. Men føler du, at du er uduelig, svag og uden tro, hvor vil du hente styrke fra andre steder end netop her? Vil du vente 160

så længe, at du først bliver ren og stærk, så kommer du helt sikkert aldrig dertil, og da er nadveren heller ikke til nogen nytte for sig. Dette ville være den rette brug af nadveren, hvorved samvittighederne ikke ville blive pint, men trøstet og glade. For Gud har ikke givet den for, at det skal være en gift og en plage, som man skal forstrækkes for, sådan som vi har gjort ved den forkerte lære, som skulle vi dér ofre Gud vor fromhed. Sådan har de også skjult de ord, som er givet os til trøst og lægedom, til at styrke, trøste og glæde vore samvittigheder og således gøre os frie fra al ulykke. På denne måde burde man forstå nadveren og ikke anse det for anderledes, end at den i sig indeslutter ene sød nåde, trøst og liv. For dem, der derimod kommer med frækhed og ikke føler nogen svaghed, fejl eller nød, som skulle drive dem dertil, er det en gift og død. De anser sig allerede i forvejen for at være rene og fromme. Men nadveren vil have sådanne gæster, som erkender og føler deres skrøbelighed, og at de ikke er fromme, og dog gerne ville blive fromme. Altså kommer det alene an på denne erkendelse, for vi er alle skrøbelige og syndere, men vi bekender det ikke alle. Dette må nu være nok om, hvordan man bør berede og skikke sig til nadveren, at man må øve og styrke sin tro gennem nadverens ord, at Kristi legeme og blod er hengivet og udgydt for os til syndernes forladelse. Disse ord betegner og udtrykker klart dette sakramentes hele nytte, frugt og rette brug, for så vidt det angår os selv. 161

Den indbyrdes kærlighed opflammes Det andet stykke, som følger af det første, er så den kristne kærlighed, som man også bør give nøje agt på. For vi er også forpligtet til at lade nadverens nytte og frugt komme til syne og bevise, at vi har haft gavn af dens brug. Nu ser vi godt nok, at nadveren bliver modtaget over hele verden i så mange messer, men hvor ser man noget sted så meget som en eneste frugt følge deraf? Men dette er frugten, at vi til gengæld lader os spise og drikke, ligesom vi har spist og drukket Kristi legeme og blod, så vi også siger disse ord til vor næste: Tag, spis og drik. Det skal ikke være nogen spøg, men dit fulde alvor, så du hengiver dig med hele dit liv, ligesom Kristus i disse ord har skænket dig sig selv med alt, hvad han er. Som ville han sige: Her er jeg selv, som bliver hengivet for dig. Denne skat giver jeg dig. Hvad jeg har, det skal du også have. Mangler du noget, så skal jeg også mangle det. Her har du min retfærdighed, mit liv og min salighed, så hverken synd eller død, hverken Helvede eller nogen ulykke skal få magt over dig. Så længe jeg er retfærdig og lever, så længe skal også du være from og have livet. Sådanne ord siger han til os. Dem må vi gribe og også tale sådan til vor næste. Ikke alene med munden, men også med gerningen, nemlig sådan: Se, min kære broder, jeg har modtaget min Herre, han er min, og jeg har nu overflod og al fylde. Så tag nu også du, hvad jeg har. Det skal alt sammen være dit, og jeg vil også hengive det for dig. Ja, er det nødvendigt, at jeg skal dø for 162

dig, så vil jeg også gøre det. Et sådant mål er der sat for os her, sådan skal vi lade dets frugt komme til syne mod vor næste. Det er imidlertid sandt, at vi ikke kan bringe det til en sådan fuldkommenhed, at den ene sætter sjæl, legeme, gods og liv til for en anden. Vi lever endnu i kødet, og det er så dybt rodfæstet i os, at vi ikke kan lade dette tegn fremtræde i en sådan renhed. For denne skrøbeligheds skyld har også Kristus indsat dette sakramente, for at vi derved skulle øves og her kunne hente, hvad vi mangler i dette stykke. For hvad vil du ellers gøre, når du ikke finder disse ting hos dig selv? Også dette må du jo klage over for ham og sige: Se, dette mangler jeg også; du giver mig så rigeligt og overflødigt, men jeg kan ikke gengælde det mod min næste. Det beklager jeg over for dig og beder: Lad mig dog blive så rig og stærk, at jeg også kan gøre dette. Og skønt det er umuligt, at vi kan nå en sådan fuldkommenhed, så skal vi dog sukke efter det, og selv om vi mangler meget, dog ikke fortvivle, så sandt det er vores inderligste ønske, at vi gerne vil blive i stand til at gøre det. Men det er sandelig ikke det ringeste stykke af kærligheden eller hengivelsen, når jeg kan opgiver min egen indbildning. Jeg kan vel med besvær og arbejde udvise timelig godt og legemlig tjeneste mod min næste; jeg kan også tjene ham med undervisning og forbøn; jeg kan besøge og trøste ham, når han er syg eller bedrøvet, bespise ham, når han sulter, hjælpe ham fri, når han er i fængsel, osv.; men det er det allerstørste, når jeg kan bære over 163

med min næstes svaghed. Den mangel vil imidlertid altid forblive iblandt os, så vi ikke kan gøre det så fuldkomment, som Kristus har gjort det. Han er den klare, rene sol, hvori ingen tåge findes, og mod hvilken vort lys dårligt nok er at regne som et antændt halmstrå. Hos ham er der en glødende ovn fuld af brændende, fuldkommen kærlighed, og dog er han tilfreds, hvis vi blot tænder et lille lys og der hos os blot findes et afsæt til, at vi vil lade kærligheden brænde og skinne igennem. Det er nu den mangel, vi alle må se og spore hos hinanden. Men derfor skal ingen dømme af den grund og sige, at Kristus ikke er der. Betragt derimod, hvordan han i evangeliet så ofte lader sine disciple være tåbelige og snuble, og med sin visdom bøjer sig for og tjener deres tåbelighed. Han fordømmer dem ikke, men bærer over med deres svaghed og siger til dem: ”Hvor jeg går hen, kan I ikke komme.” Joh 13, 33. Og i vers 7 siger han til Peter: ”Hvad jeg gør, fatter du ikke nu.” I en sådan kærlighed opgiver han sin retfærdighed, dom, magt, hævn, straf og den ret, som han har over os og vore synder. Han kunne godt fordømme os for vores tåbeligheds skyld, og dog gør han ikke andet, end at sige: Du gør uret, du forstår det ikke. Han forkaster os derimod ikke, men trøster os. Derfor siger jeg, at det ikke er noget ringe bevis på kærligheden, hvis man kan bære over med sin næste, når han er svag i troen eller i kærligheden.

164

Synden skal bekæmpes og ikke bifaldes Derimod har vi ikke lov til at bifalde svagheden eller synden, selv om Kristus handler så venligt mod sine disciple. For når han siger til Peter: Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men du skal forstå det senere, så har han kun givet hans svaghed en frist og båret over med den. Som ville han sige: Din uforstand og svage tro vil jeg bære for min skyld og skåne dig, hvis du forbliver i erkendelsen af, at du må komme frem til en bedre forståelse, og har viljen til og et forsæt om at opnå den. Men jeg gør det ikke, for at du skal blive doven og sikker. Derfor skal vi ikke benytte lejligheden til at blive dovne, når vi har modtaget nadveren, men derimod flittigt give agt på, at vi tiltager i kærligheden, tager os af næstens nød og rækker ham hånden, når han beder eller behøver hjælp. Gør du ikke det, er du ingen kristen, eller i det mindste en svag kristen, selv om du roser dig af, at du i nadveren har modtaget Herren med alt, hvad han er. Vil du derfor være sikker på, at du med nytte har modtaget nadveren, så kan du ikke gøre det på nogen bedre måde, end ved at give agt på, hvordan du er over for din næste. Du behøver ikke at tænke over, hvor stor andagt du følte, eller, hvor sødt ordene smagte dit hjerte. Dette er ganske vist gode tanker, men giver dig ingen vished og kan bedrage dig. Men du kan blive overbevist om, at nadveren har øvet sin kraft i dig, når du ser på, hvordan du er sindet mod din næste. Finder du da, at ordene og tegnet 165

eller nadveren gør dit hjerte mildt og bevæger dig, så du forholder dig nådigt over for din fjende og tager dig af din næste og hjælper ham med at bære hans problemer og sorg, da står det ret til med dig. Men gør du ikke det, da forbliver du i uvished, om du så hundrede gange på én dag nød nadveren med så stor andagt, at du græd af bare glæde. For en sådan inderlig andagt og sød følelse er intet for Gud, og kan være lige så farlig, som god. Derfor må vi frem for alle ting være forvisset hos os selv, sådan som Peter siger i 2 Pet 1, 10: ”Arbejd på at befæste jeres kaldelse”, nemlig ved gode gerninger. I sig selv er Ordet og nadveren sikker, for det bevidner Gud selv med alle engle og fromme mennesker. Men der mangler endnu, at du også afgiver det samme vidnesbyrd. Selv om alle engle og hele verden derfor vidnede om dig, at du havde modtaget nadveren med gavn, så er dette vidnesbyrd dog langt svagere end det, du selv aflægger. Men dertil kan du ikke komme, medmindre du betragter dit væsen, om det skinner igennem, at nadveren har virket i dig og skaffet frugt. Hvis der derfor ingen frugt følger, og du mærker, at du stadig forbliver, som du var før, og ikke tager dig af din næste, så har du grund til at ændre indstilling, for det er intet godt tegn. Dette måtte Peter også høre, som dog var from og ville dø for Kristus og gøre ene undere. Men hvad vil du gøre? Føler du endnu ond lyst, vrede, utålmodighed og lignende, så har du her stadig en nød, som driver og jager dig til den Herre Kristus. Du må klage til ham og sige: Jeg går til nadver og forbliver dog ufrugtbar som 166

før. Jeg har modtaget en så stor skat, men den bliver liggende hos mig uden at bære frugt. Det klager jeg for dig. Har du givet og skænket os skatten, så giv også at den bærer frugt og skaber et nyt væsen i mig, som kommer til syne mod min næste. Når dette således begynder at vise sig hos dig, selv om det er i ringe grad, så vil det bestandigt blive stærkere og dag for dag bryde mere og mere frem. Efterfølgelsens hellige kors For dette liv er intet andet end et liv i tro, i kærlighed og i det hellige kors. Men disse tre bliver aldrig fuldkomne i os, så længe vi lever på jorden og ingen har dem fuldkomment uden Kristus alene. Han er solen, som er givet og sat til et eksempel for os, som vi også må efterfølge. Derfor finder man altid iblandt os nogle, som er svage, og nogle, som er stærke, og atter nogle, som er endnu stærkere. Nogle kan tåle lidt, andre igen meget. Sådan må vi altså alle visse os at være som de, der bliver ligedannede med Kristus. For dette liv er en sådan vandring, hvori man stadigt skrider frem, fra tro til tro, fra kærlighed til kærlighed, fra tålmodighed til tålmodighed og fra kors til kors. Det er ikke retfærdighed, men retfærdiggørelse. Det er ikke renhed, men rengøring. Vi er endnu ikke kommet derhen, hvor vi skal, men vi er alle på banen og på vej. Nogle er kommet længere frem på den, end andre. Gud er tilfreds, når han finder os i gang og med et godt forsæt. Når han vil, så kommer han snart og styrker troen og kærligheden og flytter os i ét øjeblik fra dette liv over til Himlen. 167

Men så længe vi lever på jorden, må vi til stadighed bære hinanden, ligesom Kristus har båret os, fordi ingen af os er helt fuldkommen. Dette har Kristus afbildet for os, ikke alene ved sit eksempel og i Ordet, men også i dette sakramentes synlige ting, nemlig i brødet og vinen. Vi tror, at under brødet og vinen er Kristi sande legeme og blod, sådan som det også i sandhed er. Her ser vi altså ét og tror noget andet. Derved er troen symboliseret. For når vi hører Ordet og modtager nadveren, har vi i det ydre kun nogle almindelige ord og almindeligt brød og vin, og dog griber vi deri livet og alt godt, ja Gud selv. På samme måde er også kærligheden afmalet i disse synlige tegn. For det første i brødet: Så længe kornene ligger i en bunke og endnu ikke er malet, så er ethvert korn et legeme for sig og ikke blandet med de andre, men når de bliver malet, bliver der af alle ét legeme. Det samme er også tilfældet med vinen. Så længe man ikke presser druerne, så beholder enhver sin skikkelse for sig, men når de blive pressede, flyder det hele sammen og bliver til én drik. Da kan man ikke længere sige, at det og det melgran har været i det og det korn, eller at den og den dråbe har været i den og den drue. Det er alt sammen sådan blandet og forenet, at det er blevet ét brød og én drik af det. Sådan udlægger Paulus det også i 1 Kor. 10, 17: ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” Vi spiser Herren ved troen på Ordet, som sjælen modtager og nyder. På samme måde spiser min næste ligeledes mig, 168

når jeg giver ham mit gods, legeme og liv og alt, hvad jeg har, og lader ham nyde og bruge det alt sammen til opfyldelse af hans mangler. Sådan trænger også jeg på samme måde til min næste. Jeg er også fattig og elendig og lader mig igen hjælpe og tjene af ham. Sådan bliver vi flettet ind i hinanden, så den ene hjælper den anden, ligesom Kristus har hjulpet os. Det hedder at spise og drikke hinanden åndeligt. Dette er nu som et tillæg talt om nadveren, at vi altså, når vi har modtaget den, skal give agt på kærligheden, hvorved vi for os selv bliver forvisset om, at vi har modtaget det med nogen frugt og nytte og også kan bevise det mod andre, så vi ikke må gå til nadver og dog bestandig forblive, som vi var før. Derfor skal vi, som allerede sagt, vende vore øjne fra vores egen andagt og tanker og fæste dem på vort forhold til næsten og spejle os deri, og det i en sådan grad, at vi lader det blive alvor for os. Nadveren skal altså have den indflydelse på os, at den forandrer os og gør os til andre mennesker. For Guds Ord og gerninger vil ikke være unyttige, men udrette store ting, nemlig, at vi bliver befriet fra synd, død og djævel og ikke frygter for noget, og dog på den anden side bliver det allerringeste menneskes tjenere på jorden og ikke lader det falde os besværligt, men bliver glade, når vi kan finde nogen, som behøver vores hjælp, og derimod sørge over, at vi har så meget godt og dog ikke anvender det, som vi burde. Hvor nadveren derfor ikke udvirker dette, er der grund til at frygte, at den gør skade. Selv om det ikke er helt så kraftigt, skal 169

man dog ikke derfor forkaste de ufuldkomne svage, men kun de, som er dovne og frække og mener, at det er gjort med, at de har deltaget i nadveren. Du må blive anderledes og bevise det i din livsførelse, så du af dette tegn kan mærke, at Gud er hos dig, og da vil din tro blive vis og sikker. For du kan godt mærke, om du bliver gladere og mere frimodig, end du har været før. Tidligere, når vi hørte om døden eller tænkte på synden, blev verden os for trang. Føler vi derfor ikke dette mere, så er det ikke vores egen kraft. Tidligere kunne vi ikke komme frem til det, selv om vi anvendte mere energi på det og ville hjælpe os selv med gerninger. På samme måde kan du også mærke, om du er venlig mod den, som har gjort dig fortræd, og forbarmer dig over den, som er syg. På den måde kan du af dit eget liv erfare, om nadveren har skaffet nogen frugt hos dig. Mærker du ikke noget til det, så klag din nød og mangel for Gud, sådan som vi jo alle må gøre, så længe vi lever, fordi ingen, som sagt, er fuldkommen. Det må være nok om dette for denne gang.

170

En prædiken om Kristi hellige lidelses betragtning (WA 2, 136-142) Tre forkerte For det første tænker nogle over Kristi lidelse på en sådan måde, at de harmes på jøderne, samt skælder og smælder på den arme Judas. Dermed stiller de sig tilfreds med, ligesom de også har for vane, at klage over andre folk og fordømme og tale nedsættende om deres fjender. Dette kan ikke kaldes at grunde over Kristi lidelse, men over Judas og jødernes ondskab. For det andet har nogle talt meget om den nytte og frugt, som skal komme af at betragte Kristi lidelse. Hertil hører også et ordsprog, som tillægges Albertus: at det er bedre, én gang overfladisk at betragte Kristi lidelse, end det ville være, hvis man fastede et helt år og hver dag bad en Salme. Dette har nogle fulgt blindt, og dermed høster de det stik modsatte af det, som er den rette frugte af Kristi lidelse, for de søger kun deres eget deri. Derfor slæber de på bøger, billeder, breve og kors, ja, nogle går så vidt, at de dermed mener at kunne sikre sig mod alle slags ulykker og al slags fare, så altså Kristi lidelse, stik imod sin art og natur, hos dem skal udvirke en befrielse fra al lidelse. For det tredje ynkes nogle over Kristus. De beklager og begræder ham som et uskyldigt menneske, ligesom kvinderne, der 171

fulgte efter Kristus fra Jerusalem og blev irettesat af ham og formanet til at græde over sig selv og deres børn. Sådan er også de, som i lidelseshistorien gør lange afstikkere, snakker meget om Kristi afsked i Betania og om Marias smerte, men heller ikke kommer videre. Deraf kommer det også, at man bruger så mange timer på passionsprædikenerne. Gud ved, om denne skik ikke snarere er udtænkt for at få folk til at sove end for at opvække dem. Den rette betragtning af Kristi lidelse - forfærdelse De, der tænker ret over Kristi lidelse, er dem, som betragter den sådan, at de af hjertet forskrækkes over det og i deres samvittighed føler frygt. Denne forskrækkelse bør komme af, at du ser Guds strenge vrede og uforanderlige nidkærhed over synden og synderen, så han end ikke har villet lade synden være ustraffet på sin egen allerkæreste søn, medmindre han først gjorde en sådan streng bod for den. Som det siges i Es 53, 8: ”For mit folks synd blev han ramt.” Når det kæreste barn bliver ramt sådan, hvad må synderen så ikke forvente sig? Det må jo være en uudsigelig og uudholdelig vrede, som har mødt en så stor og umådelig person, når han under den må lide og dø! Og når du ret for alvor overvejer, at det er Guds Søn, Faderens evige visdom, som lider, så vil du nok forskrækkes, og det desto mere, jo dybere du tænker over det. Du må indprente det dybt og slet ikke tvivle på, at det er dig, som piner Kristus sådan, for dine synder har virkelig gjort det. 172

Sådan slog og forfærdede Peter jøderne som med et tordenslag, idet han henvendte sig til dem alle i almindelighed: ”I naglede ham til korset.” (ApG 2, 23). Dette medførte, at tre tusinde den samme dag skælvende og bævende sagde til apostlene: ”Hvad skal vi gøre, brødre?” Når du derfor ser naglerne bryde igennem Kristi hænder, da tro med vished, at det er dine gerninger. Ser du hans tornekrone, da tro, at det er dine onde tanker? Overvej nu, at hvor én torn stikker Kristus, burde mere end hundrede tusinde torne stikke dig. Ja, de burde stikke dig sådan, som de stak ham, og endnu langt værre i al evighed. Når en nagle gennemmartrer Kristi hænder og fødder, da burde du selv føle dette og endnu værre nagler til evig tid. Og sådan vil det da også gå dem, som lader Kristi lidelse være spildt på sig. For dette alvorlige spejl, Kristus, vil ikke lyve eller spøge. Hvad det viser, må være sandt i allerhøjeste grad. En sådan forfærdelse betog Bernhard ved betragtningen af dette, så han sagde: Jeg tænkte, jeg var sikker, og vidste intet om den evige dom, som var overgået mig i Himlen, indtil jeg så, at Guds enbårne søn forbarmede sig over mig, trådte i mit sted og gik ind under denne dom. O ve! Det går overhovedet ikke at være lystig og sikker, når sagen er så alvorlig. Derfor bød Kristus kvinderne i Luk 23, 28: ”Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn.” Og han tilføjer grunden: ”For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” Som ville han sige: Lær af min pine, hvad I fortjener, og hvordan det skal gå jer. For her erkendes det ordsprog: Man slår de små 173

hunde for at skræmme de store. Derfor blev jøderne også forfærdede, som ovenfor sagt, så de sagde: ”Hvad skal vi gøre, brødre?” I dette stykke må man øve sig flittigt, for næsten hele nytten af Kristi lidelse beror på, at mennesket kommer til selverkendelse, så det bliver forskrækket og nedslået over sig selv. Så længe mennesket ikke er kommet dertil, har det endnu ikke fået den rette nytte af Kristi lidelse. For Kristi lidelses nærmeste, naturlige virkning er den, at den gør mennesket ligedannet med ham. Ligesom Kristus blev pint forfærdeligt på legeme og sjæl for vore synder, sådan må vi også pines på samme måde i samvittigheden over vore synder. Heller ikke her drejer det sig om mange ord, men om dybe tanker og en alvorlig betragtning af synden. Vi kan bruge en sammenligning: Hvis en forbryder blev dømt, fordi han havde myrdet en fyrstes eller konges barn, og du var ligeglad, sang og pjattede, som om du var ganske uskyldig, indtil man alvorlig trængte ind på dig og overbeviste dig om, at du havde påvirket morderen til ugerningen, mon ikke verden da ville blive dig for trang, især hvis din samvittighed også vidnede imod dig? Hvor meget større angst bør der da ikke ramme dig, når du betænker Kristi lidelse? For skønt Gud nu har dømt og fordrevet hans mordere, jøderne, så har de dog været dine synders tjenere, og du er i sandhed den, som med dine synder har myrdet og korsfæstet Guds søn, som ovenfor sagt. Den, som føler sig så hård og tør, at Kristi lidelse ikke udvirker forskrækkelse og fører til selverkendelse, bør virkelig blive 174

bekymret. For her eksisterer ikke andre veje: Du må engang blive ligedannet med Kristi billede og lidelse, enten det nu sker i dette liv eller i Helvede. I det mindste må du i dødens stund falde i forskrækkelse og skælve, bæve og føle alt, hvad Kristus led på korset. Nu er det frygtindgydende at skulle forvente sig dette på sit dødsleje. Derfor skal du bede Gud om, at han vil dit blødgøre dit hjerte og lade dig betragte Kristi lidelse med dens nytte og frugt. Det er heller ikke muligt, at Kristi lidelse kan blive betragtet grundigt af os selv, medmindre Gud indprenter det i vore hjerter. Denne betragtning, eller nogen anden lære, gives dig heller ikke, for at du af dig selv skal tilegne dig og fuldbyrde den, men for at du først skal søge og begære Guds nåde, så du ved hans nåde og ikke ved egen kraft må virkeliggøre den. Deraf kommer det, at de føromtalte ikke betragter Kristi lidelse ret: De anråber ikke Gud om det, men opfinder af egen kraft særlige betragtningsmåder og omgås fuldstændig menneskeligt med den. Derfor er de også uden nogen frugt. Den, som på denne måde betænker Guds lidelse blot en dag, en time, ja et kvarter, om ham tør vi frimodigt sige, at det gavner ham mere, end om han fastede et helt år, hver dag bad en Salme og hundrede gange læste lidelseshistorien. For en sådan betragtning forandrer mennesket i sit væsen, og genføder det på ny, næsten på samme måde, som i dåben. Her udretter Kristi lidelse sin rette, naturlige, ædle gerning, døder den gamle Adam, forjager al lyst, glæde og tillid, som man kan have til det skabte, ligesom Kristus var forladt af alle, ja af Gud selv. 175

Fordi denne virkning ikke står i vores magt, så sker det ganske vist, at vi undertiden beder om at få den, og dog får vi den ikke straks; men derfor skal man dog ikke opgive eller lade være. Sommetider kommer det, når vi ikke beder om det, alt efter Guds visdom og velbehag, for han vil være fri og ubunden. Da bliver mennesket bedrøvet i sin samvittighed, og det får afsky for sit liv. Det kan ganske vist ske, at det ikke ved, at det er Kristi lidelse, som virker dette, idet det måske ikke har tænkt på den. Andre derimod kan tænke meget på Kristi lidelse, og lærer dog ikke at kende sig selv ved det. Hos de første er Kristi lidelse hemmelig, men i sandhed til stede. Hos de sidste synes den at være der, men det er kun et forførende skin. På denne måde vender Gud ofte bladet om, så de, som tilsyneladende grunder over lidelsen, i grunden slet ikke grunder over den.

Den anden del Om trøsten af Kristi lidelse Hidtil har vi befundet os i den stille lidelsesuge og virkelig holdt langfredag. Nu kommer vi til påskedag, til Kristi opstandelse. Når mennesket således har fået sin synd at se og er fuldstændig forfærdet i sit hjerte, må man give agt på, at synden ikke forbliver i samvittigheden. Deraf vil der bestemt ikke følge andet end fortvivlelse. Men ligesom erkendelsen af synden er flydt ud af Kristus, sådan må man igen kaste den tilbage på ham, og på den måde gøre sin samvittighed fri. 176

Se derfor til, at du ikke gør som de forkerte mennesker, der kæmper og strider med deres synder i hjertet og stræber efter at arbejde sig ud af dem med gode gerninger eller fyldestgørelser, med valfarter eller også med aflad for på den måde blive dem kvit - hvad der dog er umuligt. Desværre er denne falske fortrøstning til egen fyldestgørelse og valfarter trængt alle for dybt ind. Du kaster dine synder fra dig på Kristus, når du fuldt og fast tror, at hans sår og lidelser skyldes dine synder, som han bærer og betaler. Som Es 53, 6 siger: ”Herren lod al vor skyld ramme ham.” Og Peter i 1 Pet 2, 24: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset.” Og Paulus i 2 Kor 5, 21: ”Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” Disse og lignende skriftord må du stole fuldt og fast på, og det desto mere, jo hårdere din samvittighed nager dig. For gør du ikke det, men formaster dig til at ville bringe den til ro ved din egen anger og fyldestgørelse, vil du aldrig få fred, men du må til sidst helt fortvivle. For lader vi samvittigheden tage sig af vore synder, og lader vi dem blive hos os selv og betragter dem i vore hjerter, så er de os alt for stærke og lever i evighed. Men når vi ser, at de ligger på Kristus, og at han overvinder dem ved sin opstandelse, samt frimodigt tror dette, så er de døde og tilintetgjorte. For på Kristus kan de ikke forblive, for ved hans opstandelse er de opslugt. Du ser nu ingen sår, ingen smerte mere på ham, det vil sige, ingen kendetegn på nogen synd. Derfor siger Paulus i Rom 4, 25: ”Han blev givet hen for vore overtrædelser 177

og blev oprejst til retfærdighed for os.” Det vil sige, ved sin lidelse åbenbarer han vore synder og dræber dem, men ved sin opstandelse gør han os retfærdige og frie fra alle synder, såfremt vi tror det. Kan du derfor ikke tro, så skal du, som sagt, bede om det, for også dette stykke står frit i Guds hånd. Han giver det sommetider åbenbart, sommetider hemmeligt, sådan som vi sagde om lidelsen. Imidlertid kan du opvække en sådan tro, først ved, at du ikke mere betragter Kristi lidelse (for den har nu gjort sin gerning, når den har forskrækket dig). Du skal trænger igennem dette og betragte hans åbne og imødekommende hjerte, hvor fuldt det er af kærlighed til dig. Det er en kærlighed, som tvinger ham til at tage din samvittigheds og din synds tunge byrde på sig. På den måde bliver dit hjerte draget til ham, og troens tillid styrket. Kristus er Guds hjerte Træng derpå videre gennem Kristi hjerte til Gud Faders hjerte og se, hvordan Kristus ikke har kunnet bevise dig sin kærlighed, hvis ikke Gud Fader, i sin evige kærlighed havde villet det sådan. Du ser altså, hvordan Kristus med sin kærlighed til dig adlyder Faderens vilje. Da vil du finde Guds milde faderhjerte og bliver på den måde ved Sønnen draget til Faderen, som Kristus siger. Da vil du forstå Kristi ord: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Joh 3, 16. Det hedder da 178

at kende Gud ret, når man griber ham, ikke i hans magt eller visdom, som er forfærdelig, men i hans godhed og kærlighed. Da kan troen og fortrøstningen bestå, da er mennesket i sandhed født på ny af Gud. Når nu dit hjerte således er styrket i Kristus og har fået had til synden, og det sker af kærlighed, ikke af frygt for straffen, så skal Kristi lidelse fremdeles være dig et eksempel for hele dit liv, idet du nu betragter den på en anden måde. For hidtil har vi betragtet Kristi lidelse som et sakramente, der virker i os, og som vi modtager. Nu vil vi betragte den sådan, at også vi er virksomme. Sådan nemlig: Hvis modgang eller sygdom besværer dig, så tænk på, hvor ringe det er mod Kristi tornekrone og nagler. Hvis du må gøre eller undlade noget, der er dig imod, tænk da på, hvordan Kristus, bundet og fanget, førtes hid og did. Fristes du til hovmod, se da, hvordan din Herre blev bespottet, hvor foragtet han hængte midt iblandt røvere. Hvis ond lyst og ukyskhed rører sig i dig, husk da på, hvor hjerteskærende Kristi hellige kød blev pisket, gennemstukket og naglet fast. Anfægtes du af had og misundelse eller hævnlyst, huske da på, hvordan Kristus med mange tårer og stærke skrig bad for dig og alle sine fjender, på hvem han dog med større ret havde kunnet hævne sig. Trykkes du af trængsel eller former for modgang, legemlig eller åndelig, styrk da dit hjerte og sig: Ej, hvorfor skulle jeg ikke 179

også lide lidt bedrøvelse, når dog min Herre af angst og bedrøvelse svedte blod i Getsemane? En doven og skændig tjener ville det være, som ville ligge i sengen, når hans Herre måtte stride i dødens nød. Se, sådan kan man i Kristus finde styrke og mod til at stride mod alle laster og udyder. Det er at betragte Kristi lidelse ret. Det er Kristi lidelses rette frugter. Den, som øver sig sådan heri, gør det bedre, end hvis han hørte alle passionsprædikener eller læste alle messer. Det er også de rette kristne, som på den måde drager Kristi liv og navn ind i deres liv. Som Paulus siger i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.” For med Kristi lidelse må man ikke omgås med ord og skin, men med liv og sandhed. Sådan formanes vi også i Hebr 12, 3: ”Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.” Og Peter i 1 Pet 4, 1: ”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind.” Men denne betragtning er kommet ud af brug og er blevet meget sjælden, skønt Paulus’ og Peters breve er fulde deraf. Vi har forvandlet væsenet til et skin og alene malet Kristi lidelse på papir og vægge.

180

Om beredelsen til at dø (WA 2, 685-697) For det første: Da døden er en afsked med denne verden og alle dens gøremål, er det nødvendigt, at mennesket disponerer sit timelige gods ordentligt, sådan som det skal være, eller som han tænker sig at ordne det, så at der ikke efter hans død bliver årsag til skænderi, strid eller nogen fejltagelse blandt hans efterladte. Dette er en legemlig og ydre afsked med denne verden, at slippe og sige farvel til sine ejendele. For det andet: Det er også nødvendigt, at man åndeligt tager afsked, det vil sige, at man venligt, ene og alene for Guds skyld, tilgiver alle mennesker, hvad de har gjort én fortræd med, og ligeledes, ene og alene for Guds skyld, beder alle mennesker om tilgivelse, fordi vi uden tvivl har gjort mange af dem fortræd, i det mindste med dårligt eksempel eller for få af de velgerninger, som vi havde været skyldige at gøre efter budet om kristen næstekærlighed - for at sjælen ikke skal være plaget af noget som helst her på jorden. For det tredje: Når man således har sagt enhver på jorden farvel, skal man alene rette tankerne mod Gud, hvem også dødens vej har retning imod og fører os til. Og her begynder den snævre port og den trange vej til livet. Lad enhver fortrøste sig glad til det! For vel er den meget trang, men den er ikke lang, og her går det til på samme måde, som når et barn med fare og angst fødes ud af den lille bolig i moders liv til denne vide himmel og jord – 181

det vil sige: til denne verden. Således går mennesket gennem dødens snævre port ud af dette liv, og om end den himmel og den verden, hvor vi nu har hjemme, anses for store og vidtstrakte, så er det dog alt sammen i forhold til den fremtidige himmel meget snævrere og mindre, end moders liv er i forhold til vor himmel. Derfor kaldes de kære helliges død en ny fødsel, og festen for dem hedder på latin Natale, det er: fødselsdag. Men den snævre vej gennem døden gør, at dette liv synes os stort og det andet snævert. Derfor skal man tro Kristi ord og lære af et barns legemlige fødsel, som Kristus siger det: Når kvinden føder, er hun angst; men når hun er kommet over fødslen, tænker hun ikke mere på angsten, fordi hun har født et menneske til verden. Således skal man også i døden slippe angsten og vide, at der efter døden vil være en stor verden og en stor glæde. For det fjerde: Forberedelsen til denne rejse består for det første i, at man skrifter oprigtigt (og især de største synder og dem, der for tiden med størst mulig flid kan findes frem i erindringen) og søger Kristi hellige, sande legemes og blods kristne sakramente - begærer dette fromt og modtager det med stor tillid, hvis man kan få det. Men hvis ikke, så skal ikke desto mindre længslen og begæret efter det være til trøst, og man skal ikke forfærdes for meget over ikke at kunne få det. Kristus siger: Alle ting er mulige for den, som tror. For sakramenterne er jo ikke andet end tegn, der tjener og maner til tro, som vi siden skal se. Uden denne tro er de til ingen nytte. For det femte: Man skal bestandig med al flid og alvor se til, 182

at man agter de hellige sakramenter højt og holder dem i ære, frimodig og glad stoler på dem og lægger en sådan vægt på dem over for synden, døden og helvede, at de vejer langt tungere end disse. Og man skal også være meget mere optaget af sakramenterne og deres virkekraft end af synderne. Men man må vide, hvad det vil sige at holde dem ret i ære, og hvori deres virkekraft består. At ære dem vil sige, at jeg tror, at hvad sakramenterne betyder, og alt det, Gud deri siger og giver til kende, er sandt og sker mig, så at man med Guds moder, Maria, i fast tro siger: Mig ske efter dine ord og tegn! For da Gud i sakramenterne selv taler og giver sig til kende gennem præsten, kan man ikke gøre Gud større vanære end at tvivle på, at hans ord og gerninger er sande, og ikke gøre ham større ære end at tro, at de er sande, og frimodigt stole på dem. For det sjette: For at erkende sakramenternes virkekraft må man først kende de onde magter, som de bekæmper, og som de er givet os imod. De er tre: Den første er dødens frygtelige skikkelse, den anden syndens gruelige, mangeartede skikkelse og den tredje helvedes og den evige fordømmelses uudholdelige og dog uomgængelige skikkelse. Nu vokser enhver af disse tre og bliver stor og stærk ved sine hjælpetropper. Døden bliver stor og skrækkelig, ved at den svage, forsagte natur forestiller sig denne skikkelse alt for levende og har den alt for meget for øje; dertil bidrager nu djævelen, for at mennesket må se dybt ind i dødens græsselige væsen og skikkelse og derved blive bekymret, ængstelig og frygtsom; for da skal djævelen nok fremholde alle de 183

grufulde, pludselige dødsmåder, som et menneske nogen sinde har set, hørt eller læst om. Desuden indfletter han Guds vrede, hvordan han tidligere her og der har plaget og ødelagt syndere; dette gør djævelen, for at han kan drive den svage natur til at frygte døden og elske og bekymre sig om livet, hvorved mennesket, for tungt belæsset med sådanne tanker, glemmer Gud, skyr og hader døden og således til sidst befindes at være og at forblive ulydig mod Gud. For jo dybere døden betragtes, beskues og tages i øjesyn, des sværere og farefuldere er det at dø. Mens man lever skal man øve sig i tanken om døden og kalde den til sig, når den endnu er fjern og ikke trænger sig på; men i dødens stund, når den er der af sig selv og er alt for stærk, er det farligt og til ingen nytte. Da må man bortjage denne skikkelse og nægte at se den, som vi siden vil få at høre. Således har døden sin kraft og styrke i vor naturs svaghed og i, at den i utide beskues og betragtes for meget. For det syvende: Også synden vokser og bliver stor, ved at man betragter den for meget og tænker for dybt over den. Dertil bidrager vor svage samvittighed, der skammer sig for Gud og dadler sig selv grueligt over for ham. Her har djævelen da fundet en pinebænk efter sit hjerte. Her maser han på. Her gør han synden mangfoldig og stor, her skal han vise én alle dem, der har syndet, og hvor mange der er blevet fordømt med færre synder, så at et menneske atter må fortvivle eller blive uvillig til at dø og således glemme Gud og blive befundet ulydig helt ind i døden. 184

Især fordi han mener, at når han skal dø, skal han betragte synden og gør rigtigt i at beskæftige sig med den og har gavn deraf; således finder han sig da uforberedt og uskikket i så høj grad, at også alle hans gode gerninger er blevet til synder. Heraf må da følge uvilje mod at dø, ulydighed mod Guds vilje, evig fordømmelse. For at betragte synden er i dødens stund urimeligt og utidigt. Det skal man gøre, mens man lever. Således fordrejer den onde ånd alt: i livet, hvor vi stedse skulle have dødens, syndens og helvedes skikkelser for øje - som der står i Salme 50: Min synd står mig altid for øje - lukker han vore øjne og skjuler disse skikkelser. I døden, hvor vi kun skulle have livet, nåden og saligheden for øje - først dér lukker han vore øjne op og ængster os med de utidige skikkelser, for at vi ikke skal se de rette skikkelser. For det ottende: Helvede vokser og bliver stort, ligeledes ved at man beskæftiger sig for meget, for indgående og i utide dermed. Dertil bidrager overmåde meget, at vi ikke véd, hvad Guds dom over os går ud på. Til at beskæftige sig med den tvinger den onde ånd sjælen, for at den skal bebyrde sig med overflødig, unyttig nysgerrighed, ja, med det allerfarligste forehavende, nemlig at udforske Guds rådslutnings hemmelighed, om man er forudbestemt til frelse eller ej. Her udøver djævelen sin sidste, største og listigste kunst og magt. For dermed fører han mennesket op over Gud (hvis det ikke tager sig i agt), så at det kræver tegn på Guds vilje og bliver 185

utålmodigt over, at det ikke må få at vide, om det er forudbestemt. Sådan mistænkeliggøres Gud, så at man er nær ved at længes efter en anden Gud. Her lægger han an på at udslukke kærligheden til Gud med en stormvind og vække had til Gud. Jo mere mennesket følger djævelen og går ind på disse tanker, des farligere er dets tilstand, og til sidst kan det ikke hindre, at det forfalder til had til Gud og bespottelse af Gud. For hvad andet er det, at jeg vil vide, om jeg er forudbestemt, end at jeg vil vide alt, hvad Gud ved, og være ham lig, så at han ikke er mere end mig, og Gud altså ikke er Gud, da han ikke må vide mere end mig? Så peger djævelen på, hvor mange hedninger, jøder og kristne børn der går fortabt, og trænger så stærkt på med den slags farlige og frugtesløse tanker, at mennesket, selv om det ellers gerne ville dø, under disse omstændigheder bliver uvilligt til at dø. Det er virkelig at blive anfægtet af helvede, når mennesket anfægtes af tanken om sin forudbestemmelse. Derover føres der megen klage i Davids salmer. Den, der vinder her, har på én gang overvundet helvede, synden og døden. For det niende: Nu må man i denne sag anvende al flid på ikke at byde nogen af disse tre skikkelser ind hos sig og heller ikke male Djævelen over døren. De forstår alt for godt selv at storme ind og fylde hjertet ganske og aldeles med deres onde forestillinger, indvendinger og påvisninger. Og hvor det sker, dér er mennesket fortabt og har helt glemt Gud; for disse skikkelser hører slet ikke til i dødens stund, undtagen for at blive bekæmpet og 186

uddrevet. Ja, hvis de er alene på valpladsen, altså uden at man bag dem ser helt andre skikkelser, da hører de intetsteds til uden i helvede blandt djævlene. Den, der nu vil kæmpe imod dem og uddrive dem, ham vil det ikke være nok, at han strides og slås eller brydes med dem, for de vil være ham for stærke, og stillingen vil blive værre og værre. Kunsten er fuldstændigt at slippe dem og ikke have noget at gøre med dem. Men hvordan går det til? Det går sådan til: Du skal bag døden se livet, bag synden se nåden og bag helvede se Himmelen, og du må ikke lade dig drive fra denne betragtning, dette syn, om så alle engle, alle skabninger, ja, om så du synes, Gud selv holder dig noget andet for øje - hvilket de dog ikke gør, men den onde ånd får det til at synes så. Hvorledes skal man gøre det? For det tiende: Du skal ikke beskue eller betragte døden i sig selv, ej heller i din egen person eller i din egen natur eller i dem, der er dræbt ved Guds vrede, dem, som døden har overvundet ellers er du fortabt og bliver overvundet sammen med dem; men du skal med magt vende dine øjne, dit hjertes tanker og alle dine sanser fra dette syn og med kraft og flid betragte døden ene og alene i dem, der er døde i Guds nåde og har overvundet døden, først og fremmest Kristus og dernæst alle hans hellige. Se, i disse skikkelser bliver døden dig ikke skrækkelig og grufuld - ja, den bliver foragtet og dræbt, kvalt og overvundet af livet; for Kristus er lutter liv og hans hellige også. Jo inderligere og fastere du indprenter dig og betragter billedet af dem, des 187

mere blegner dødens billede og forsvinder af sig selv uden nogen strid og kamp, og således har dit hjerte fred og kan dø roligt med Kristus og i Kristus, som der står i Johannes' Åbenbaring: Salige er de, som dør i den Herre Kristus. Det vises i 4 Mos 21: da Israels børn, som var blevet bidt af de giftige slanger, ikke måtte strides med disse slanger, men skulle se på den døde kobberslange, da faldt de levende slanger af sig selv af og gik til grunde. Således skal du alene tænke på Kristi død, så vil du finde livet, og hvis du betragter døden andetsteds end dér, så dræber den dig med stor trængsel og pine. Derfor siger Kristus: I verden (altså også i os selv) har I trængsel, men i mig freden. For det ellevte: På samme måde skal du ikke betragte synden ved at se på synderne eller på din samvittighed eller på dem, som til det sidste blev i synden og derfor er fordømt; ellers farer du efter dem og bliver overvundet. Men du skal vende din tanke bort derfra og udelukkende betragte synden, så nådens skikkelse ses bagved, og denne skikkelse skal du med al kraft rette blikket imod og holde dig for øje. Nådens skikkelse er intet andet end Kristus på korset og alle hans kære hellige. Hvorledes forstår man det? Det er nåde og barmhjertighed, at Kristus på korset tager dine synder fra dig, bærer dem for dig og dræber dem; og fast at tro dette og holde sig det for øje, ikke tvivle derpå, det er at rette blikket imod nådens skikkelse og indprente sig den. Ligeså bærer også alle de hellige i deres lidelse og død din 188

synd på sig og lider møje og er besværede for din skyld, som der står skrevet: Bær hverandres byrder; således opfylder I Kristi lov. Ligeledes siger han selv i Mattæus 11: Kom hid til mig alle, som lider møje og er besværede, og jeg vil give jer hvile. Se, således kan du trygt betragte din synd uden samvittighedskvaler. Se, da er synder ikke mere synder, da er de overvundet og opslugt i Kristus. For ligesom han tager din død på sig og dræber den, så at den ikke kan skade dig, hvis du da tror, at han gør dette for dig, og betragter din død således, at du ser ham bag ved den og ikke dig selv, således tager han også din synd på sig og overvinder den for dig i sin retfærdighed af lutter nåde. Hvis du tror det, så skader den dig ikke mere. Således er Kristus, livets og nådens skikkelse, vor trøst imod dødens og syndens skikkelse. Det siger Paulus i l Kor 15: Gud ske lov og tak, at han i Kristus har givet os sejren over synden og døden. For det tolvte: Du skal ikke betragte helvede og den evige pine og forudbestemmelsen i din egen person eller i sig selv eller i dem, som er fordømt, og heller ikke bekymre dig om, at så mange mennesker i hele verden ikke er forudbestemt. For ser du dig ikke for, så vil dette billede hurtigt vælte dig om kuld og slå dig til jorden. Derfor skal du her bruge tvang og holde øjnene lukket fast i over for et sådant syn, for det er slet ingen nytte til, om du så beskæftigede dig med det i tusind år, og det vil tilmed ødelægge dig. Du må dog lade Gud være Gud, så at han véd mere om dig end du selv. 189

Betragt derfor den himmelske skikkelse: Kristus, der for din skyld er nedfaret til helvede og var forladt af Gud, som én, der er evig fordømt, da han på korset sagde: Eli! Eli! Lama sabaktani? Det er: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Se, i den skikkelse er dit helvede overvundet, og din uvisse forudbestemmelse gjort sikker, så at, hvis du alene bekymrer dig om dette og tror, at det er sket for dig, så bliver du visselig bevaret i denne tro. Slip den derfor ikke, og søg blot dig selv i Kristus og ikke i dig selv, så vil du evigt finde dig selv i ham. Altså, når du betragter Kristus og alle hans hellige, og du glæder dig ved hans nåde, ham, der jo har udvalgt dem, og du blot bliver urokkeligt i denne glæde, så er også du allerede udvalgt, som han siger i 1 Mos 12: Alle, som velsigner dig, skal være velsignet. Holder du derimod ikke blikket ene og alene fast ved dette, men vender det mod dig selv, så vil en modvilje mod Gud og hans hellige vågne i dig, og det bliver til, at du intet godt finder i dig selv. Vogt dig for dette, for det er derhen, den onde ånd vil drive dig med megen list. For det trettende: Disse tre skikkelser eller kampe er fremstillet i Dommernes Bog 7, hvor Gideon om natten angreb midjanitterne tre steder med tre hundrede mand og dog ikke gjorde mere end at lade blæse i trompeter og sønderslå krukker med fakler i, så at fjenderne flygtede og i forvirringen dræbte hinanden; således flyr død, synd og helvede med alle deres styrker, hvis vi blot 190

bruger det lysende billede af Kristus og hans hellige i os ved nattetid, det vil sige: i troen, der ikke ser og ikke kan se de onde skikkelser, og vi dertil opildner og styrker os med Guds ord som med trompeter. Ligeledes anvender Esajas 9 meget smukt det samme billede imod de samme tre onde skikkelser og siger om Kristus: Folkets tunge åg, stokken til dets ryg, dets drivers kæp har du brudt som i midjanitternes tid, dem, som Gideon overvandt, som ville han sige: Dit folks synd (som er et tungt åg på dets samvittighed) og døden (som er en stok eller straf, der knuger dets ryg) og helvede (som er driverens kæp og magt, hvormed der kræves evig betaling for synden), alt dette har du, ligesom det skete i midjanitternes tid, overvundet, nemlig ved troen, hvorved Gideon uden sværdslag jog fjenderne bort. Hvornår har han gjort dette? På korset, for dér har han givet sig selv til os i tre forskellige skikkelser, som vi kan holde op for vor tro imod de tre skikkelser, hvormed den onde ånd og vor natur anfægter os for at rive os ud af troen. Imod døden er han livets og udødelighedens skikkelse; rigtignok har han lidt døden, men ved sin opstandelse fra de døde har han overvundet den i kraft af sit liv. Imod synden er han Guds nådes skikkelse: han har jo taget synden på sig og overvundet den ved sin uovervindelige lydighed. Og han er Himmelens skikkelse, idet han, da han var forladt af Gud som et fordømt menneske, overvandt helvede ved sin kærligheds magt og således bevidnede, at han er Guds kære søn og vil give os alle dette i eje, når vi tror derpå. 191

For det fjortende: Til overflod har han ikke alene i sig selv overvundet synden, døden og helvede og sagt til os, at vi skal tro, men til yderligere trøst har han også selv døjet og overvundet de anfægtelser, som vi har af disse skikkelser. Han er lige så vel som vi blevet anfægtet af dødens, syndens og helvedes skikkelser. Dødens skikkelse gav jøderne ham at se, da de sagde: Lad ham nu stige ned af korset. Andre har han frelst, lad ham nu hjælpe sig selv - som ville de sige: Dér! Dér ser du døden! Du må dø! Her hjælper intet! - ligesom djævelen stiller dødens skikkelse foran et døende menneske og ryster den svage natur med grufulde billeder. Syndens skikkelse viste de ham: Andre har han frelst. Er han Guds Søn, så lad ham stige ned - som ville de sige: Hans gerninger har været falske og lutter bedrageri. Han er djævelens søn, ikke Guds Søn. Han er djævelens med liv og sjæl. Han har aldrig gjort noget godt, kun lutter ondt. Helvedes skikkelse viste de ham, da de sagde: Han har sat sin lid til Gud; lad os se, om han udfrier ham; han har jo sagt: Jeg er Guds Søn - som ville de sige: Han hører til i helvede; Gud har ikke forudbestemt ham til frelse. Han er evig forkastet. Her hjælper ingen tillid eller håb, det er alt sammen forgæves. Og ligesom jøderne viste disse tre skikkelser blandet sammen for Kristus, således bliver også mennesket bestormet af dem alle tre på én gang, så at han forvirres deraf og snart fortvivler. Ligesom Herrens beskrivelse af Jerusalems ødelæggelse i Lukas 19: Dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, så at dine 192

børn ikke kan komme ud (det er døden). For det andet: De skal indeslutte dig og trænge dig fra alle sider, så at du ingen steder kan være (det er synden). For det tredje: De skal jævne dig med jorden og ikke lade sten på sten tilbage i dig (det er helvede og fortvivlelsen). Ligesom vi nu ser, at Kristus tier til disse ord og grufulde skikkelser og ikke kæmper med dem, men lader, som om han ikke hører eller ser dem, intet svarer. Og hvis han havde svaret, så havde han blot givet anledning til, at de havde skreget og huseret så meget mere og værre. Han agter alene på sin Faders højt elskede vilje, og det så fuldstændigt, at han glemmer sin død, sin synd og sit helvede, der påtvinges ham, og beder for sine plageånder, mod deres død, deres synd og deres helvede. Således skal vi også lade disse skikkelser komme og gå, som de vil eller kan, og kun tænke på at hænge ved Guds vilje, som er, at vi holder os til Kristus og fast tror, at vor død, vor synd og vort helvede er overvundet for os i ham og ikke kan skade os, så Kristi skikkelse er den eneste, som optager os, den eneste, vi taler med og omgås.

Nadverens nytte og kraft For det femtende: Nu kommer vi igen til de hellige sakramenter og deres virkekraft, for at vi kan lære, hvad nytte de er til, og hvordan de skal bruges. Den, der nu bliver givet nåde og tid til at skrifte, få syndsforladelse og få nadveren, har rigtignok stor grund til at elske, love 193

og takke Gud og dø glad, hvis han da trøstigt forlader sig på sakramenterne og tror på dem, som ovenfor sagt. For i sakramenterne handler, taler og virker din Gud, Kristus, selv med dig igennem præsten. Her sker ikke menneskers gerninger eller ord. Her tilsiger Gud dig selv alle de ting, som nu er sagt om Kristus, og vil, at sakramenterne skal være et bevis på og en kundgørelse af, at Kristi liv har taget din død på sig og overvundet den, hans lydighed din synd, hans kærlighed dit helvede. Tilmed bliver du gennem disse sakramenter sammenføjet og forenet med alle hellige og kommer ind i de helliges rette fællesskab, således at de sammen med dig dør i Kristus, bærer synderne, overvinder helvede. Deraf følger, at sakramenterne, som er Guds ydre ord, talt gennem en præst, er en meget stor trøst og et synligt tegn på Guds sindelag, som man skal støtte sig til med en fast tro, som til en god stav, ligesom den, hvormed patriarken Jakob gik gennem Jordan. Eller som en lygte, man skal rette sine skridt efter og med al flid holde sig for øje på dødens, syndens og helvedes mørke sti, som profeten siger: Dit ord, Herre, er et lys for min fod. Og apostlen Peter: Vi har et sikkert ord fra Gud, og I gør vel i at agte på det. Intet andet kan hjælpe i dødens nød. For ved det tegn er det, at alle, der bevares, bliver bevaret. Det viser hen til Kristus og hans skikkelse, så du mod dødens, syndens og helvedes skikkelser kan sige: Gud har tilsagt mig og i sakramenterne givet mig et sikkert tegn på denne sin nåde, at Kristus i sin død har overvundet min død med sit liv, i sin lidelse 194

tilintetgjort mine synder ved sin lydighed og i sin gudsforladthed ødelagt mit helvede ved sin kærlighed. Dette tegn på min salighed og dette tilsagn derom vil ikke lyve for mig eller bedrage mig. Gud har sagt det, Gud kan ikke lyve, hverken med ord eller gerninger. Den, som således pukker på sakramenterne og støtter sig til dem, skal nok vise sig at være udvalgt og forudbestemt, uden at han selv bekymrer sig derfor og gør sig møje dermed. For det sekstende: Her er det nu af den allerstørste betydning, at man højagter, ærer og forlader sig på de hellige sakramenter, i hvilke det, der sker, udelukkende er Guds ord, tilsagn og tegn. Det vil sige, at man hverken tvivler om sakramenterne eller om de ting, som de er sikre tegn på; for hvis man tvivler derom, så er alt tabt. For som vi tror, således sker der os, som Kristus siger. Hvad gavnede det, om du forestillede dig og troede, at de andres død, synd og helvede var overvundet i Kristus, hvis du ikke også tror, at din død, din synd og dit helvede er overvundet og tilintetgjort, og du altså er forløst? Så var sakramenterne helt forgæves, når du ikke tror de ting, du her får som tegn, gave og tilsagn. Men det er den grufuldeste synd, der kan begås, hvorved jo Gud selv i sine ord, tegn og gerninger bliver anset for en løgner, som siger, afbilder og lover noget, han ikke mener eller ikke vil holde. Derfor skal man ikke tage let på det med sakramenterne. Troen må være der, den, som forlader sig på dem og med glad vovemod giver sig hen til disse Guds tegn og tilsagn. Hvad ville det være for en frelser eller Gud, som ikke ville frelse os fra død, synd og helvede? Det, som den rette Gud tilsiger og udretter, må 195

være noget stort. Så kommer da djævelen og lister denne tanke ind i dig: Jamen hvad nu, hvis jeg modtager sakramenterne uværdigt og ved min uværdighed berøver mig selv denne nåde? Her skal du slå kors for dig. Lad ikke værdighed eller uværdighed anfægte dig. Se kun til, at du tror, at det er sikre tegn og sande ord fra Gud, så er og bliver du værdig. Troen gør værdig, tvivlen gør uværdig. Derfor vil den onde ånd foregøgle dig en anden slags værdighed og uværdighed, for at han kan skaffe dig en tvivl på halsen og dermed tilintetgøre sakramenterne og det, de udretter, og gøre Gud i hans ord til en løgner. Gud giver dig intet for din værdigheds skyld. Han opbygger heller ikke sine ord og sakramenter på din værdighed; men af lutter nåde opbygger han dig uværdige på sine ord og tegn. Hold kun fast ved det og sig: Han, som giver og har givet mig sine tegn og ord på, at Kristi liv, Kristi nåde og Kristi Himmel har uskadeliggjort min død, min synd og mit helvede, han er Gud og vil sikkert holde sit løfte. Har præsten givet mig syndsforladelse, så stoler jeg derpå som på Guds eget ord. Er det altså Guds ord, så er det sandt. Det holder jeg mig til, det dør jeg på. For du skal stole lige så fast på syndsforladelsen, når den tilsiges dig af præsten, som hvis Gud sendte dig en særlig engel eller apostel, ja, som hvis Kristus selv tilsagde dig syndernes forladelse. For det syttende: Se, det er nu dens vinding, som får sakramenterne: Man får et tegn og et tilsagn fra Gud, hvorved man kan indøve og styrke sin tro på, at man er kaldet i kraft af Kristi 196

skikkelse og velgerninger. De, der ikke kan få sakramenterne, må stride i troen alene og nå dem med hjertets længsel; dog bliver også de bevaret, hvis de bliver i den samme tro. På tilsvarende måde skal du også sige om alterets sakramente: Har præsten givet mig Kristi hellige legeme, som er et tegn på og tilsagn om fællesskabet med alle engle og hellige, at de nemlig har mig kær, drager omsorg for mig og beder for mig, lider, dør, bærer synder og overvinder helvede sammen med mig, så må det være således. Guds tegn bedrager mig ikke, og jeg lader mig det ikke fratage. Jeg ville hellere kaste vrag på hele verden og mig selv end tvivle på, at min Gud sandelig er til stede i dette sit tegn og tilsagn. Hvad enten jeg er værdig til det eller ej, så hører jeg til kristenheden, efter dette sakramentes navn og gavn. Det er bedre, at jeg er uværdig, end at Gud ikke regnes for sanddru. Vig bort, Satan, hvis du siger mig noget andet! Se, nu finder man mange mennesker, der gerne vil være sikre på eller have et tegn fra Himmelen på, hvordan de har det med Gud, og få at vide, om de er forudbestemt til frelse. Men hvis de nu fik et sådant tegn, og de dog ikke troede, hvad gavnede det dem så? Hvad gavnede alle tegn uden tro? Hvad gavnede Kristi og apostlenes tegn jøderne? Hvad gavner den dag i dag sakramenternes højværdige tegn og Guds ord uden tro? Hvorfor holder folk sig ikke netop i tro til sakramenterne, som er sikre, af Gud indstiftede tegn, prøvet og brugt af alle hellige, og fundet pålidelige af dem, som har troet og modtaget det, de er tegn på? Vi bør altså lære, hvad sakramenterne er, hvortil de tjener, og 197

hvordan man skal bruge dem. Så finder vi, at der ikke er noget større på jorden, ikke noget, som lifligere kan trøste de bedrøvede hjerter og onde samvittigheder. For Guds ord er i sakramenterne. De tjener til at afbilde og tilsige os Kristus med al den rigdom, som han selv er, mod døden, synden og helvede. Nu er der intet mere lifligt, intet mere attråværdigt at høre om, end at døden, synden og helvede tilintetgøres. Det sker ved Kristus i os, hvis vi bruger sakramenterne rigtigt. Brugen består ikke i andet end i at tro, at det virkelig er således, som sakramenterne gennem Guds ord tilsiger og lover. Derfor er det nødvendigt, at man ikke nøjes med den blotte betragtning af Kristus, i hvem de tre skønne skikkelser træder frem, og dermed bringer de onde skikkelser til flugt og fald, men man må også have et sikkert ydre tegn, hvoraf vi kan vide, at dette er givet os. Det er sakramenterne. For det attende: Intet kristenmenneske skal ved sit livs ende frygte for, at han er alene i dødens stund, men han skal henholde sig til sakramenternes vidnesbyrd om, at mange øjne ser på ham. For det første Guds egne og Kristi øjne, fordi han tror Guds ord og holder fast ved hans sakramenter. Dernæst de kære engle, de hellige og alle kristne. For der er ingen tvivl om, at de alle, som alterets sakramente viser det, som ét samlet legeme iler det enkelte lem til hjælp med at overvinde døden, synden og helvede, og alle bærer byrden sammen med ham. Da sker kærlighedens værk og virkeliggøres de helliges fællesskab for alvor og med vælde. 198

Det skal et kristenmenneske også holde sig for øje og ikke nære tvivl om; så får han mod til at dø. For den, som tvivler derom, han tror igen ikke på Kristi legemes høj værdige sakramente, hvori alle helliges fællesskab, hjælp, kærlighed, trøst og bistand i al nød afbildes, tilsiges og loves. For hvis du tror på Guds tegn og ord, så hviler Guds øjne på dig, som han siger i Salme 31: Jeg vil stedse fæste mit øje på dig, så at du ikke går under. Men dersom Gud ser på dig, så ser alle engle, alle hellige, alle skabninger sammesteds hen som han, og hvis du bliver i den tro, holder de alle deres hænder under dig. Opgiver du ånden, så er de der og modtager den. Du kan ikke gå under. Det er bevidnet i 2 Kong ved Elisas eksempel, han, der sagde til sin tjener: Frygt ikke, for de, der er med os, er flere end de, der er med dem! skønt fjenderne havde omringet dem, og ingen så andre end dem. Men Gud åbnede tjenerens øjne, og da var der omkring dem en stor skare af ildheste og ildvogne. Det er der visselig også omkring enhver, der tror på Gud. Derpå peger skriftens ord: Først Salme 33: Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem. Og Salme 122: De, der stoler på Herren, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af bjerge (det vil sige: engle), og Herren hegner sit folk fra nu og til evig tid. Og Salme 90: Han byder sine engle at vogte dig på alle dine veje; de skal bære dig på deres hænder, at du ikke skal støde din fod på nogen sten; du skal træde på slanger og øgler, trampe på løver og drager (det vil sige: al djævelens styrke og list vil intet 199

gøre dig). Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud; i trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham ære. Jeg vil mætte ham med evighed. Jeg vil åbenbare ham min evige nåde. Således siger også apostlen, at englene, der er utalligt mange, alle til hobe er i Guds tjeneste og sendes ud til hjælp for deres skyld, som skal blive salige. Deraf kommer det, at den hellige patriark Jakob i 1 Mos 49, da han skal dø, siger: Jeg skal samles til min slægt. Også til Moses og Aron har Gud sagt, at de skulle samles til deres slægt. Dermed er udtrykt, at døden er en indgang til langt flere folk, end vi forlader. Alt dette er store ting. Hvem kan tro det? Derfor skal man vide, at det drejer sig om Guds gerninger, som er større, end nogen kan fatte, og dog er virksomme i så små ydre tegn som sakramenterne, for at han kan lære os, hvor stor en ting en ret tro på Gud er. For det nittende: Ingen skal dog formaste sig til at gøre den slags ting ved egne kræfter, men man skal ydmygt bede Gud om, at han i os vil skabe og bevare denne tro og forståelse af hans hellige sakramenter, for at alt kan foregå med frygt og ydmyghed, og vi ikke tilskriver os selv det, der sker, men giver Gud æren. Dertil skal man anråbe Kristus. Men man skal bede sådan, at man ikke tvivler om, at bønnen bliver hørt. Dertil har man to grunde. Den første er, at man nu har hørt af Skriften, hvordan Gud har givet englene befaling om at de skal elske og hjælpe alle dem, som tror. Det skal man lade dem høre og foreholde dem; ikke, 200

fordi de ikke ved det, eller fordi de ellers ikke gjorde det, men for at troen og tilliden til dem, og gennem dem til Gud, kan blive desto stærkere og gladere til at træde døden under øjne. Den anden årsag er, at Gud har befalet, at når vi beder, skal vi fast tro, at det, som vi beder om, sker, og at det amen, der lyder, er sandt. Den befaling må man foreholde Gud og sige: Min Gud, du har befalet at bede og at tro, at bønnen bliver hørt. På det ord beder jeg og stoler på, at du ikke vil forlade mig, men vil give mig en ret tro. Hertil kommer, at man hele livet skal bede Gud om en ret tro i den sidste stund, som der så skønt synges pinsedag: Nu beder vi den Helligånd at skænke os den rette tro, allermest når vi farer hjem, bort fra denne jammer. Og når dødens stund kommer, skal man minde Gud om denne bøn, foruden om hans befaling og tilsagn, uden nogen tvivl om, at det bliver hørt; for når han har befalet os at bede og i bønnen nære tillid til ham og dertil givet os nåde til, at vi kan bede, hvorfor skulle man så tvivle om, at han har gjort det alt sammen, fordi han vil høre bønnen og opfylde den? For det tyvende: Nuvel, hvad mere skal din Gud gøre for dig, for at du villigt skal tage døden på dig, ikke frygte den, men overvinde den? Han viser dig og giver dig i Kristus livet, nåden og saligheden, så at du ikke forfærdes over døden, synden og helvede. Han lægger tilmed din død, din synd og dit helvede på sin kære søn og overvinder dem for dig, uskadeliggør dem for dig. 201

Han lader desuden også din anfægtelse over for døden, synden og helvede komme over sin søn og lærer dig at holde stand deri og gør dem uskadelige, ja, til at bære. Han giver dig et sikkert tegn på alt dette, for at du aldrig skal tvivle derom, nemlig de hellige sakramenter. Han befaler sine engle, alle hellige, alle skabninger, at de sammen med ham skal lade deres øjne hvile på dig, tage vare på din sjæl og modtage den. Han befaler, at du skal bede om dette og være sikker på bønhørelse. Hvad mere kan eller skal han gøre? Derfor ser du, at han er en sand Gud og gør rigtige store guddomsgerninger mod dig. Hvorfor skulle han ikke pålægge dig en stor opgave (og en sådan er døden), når han yder så stor støtte, hjælp og styrke dertil, for at han kan gøre prøve på, hvad hans nåde formår, som der står skrevet i Salme 110: Store er Herrens gerninger og udvalgte efter alt hans velbehag. Derfor må man se til, at man altid med stor hjertens glæde takker hans guddommelige vilje, fordi han i kampen mod døden, synden og helvede øver så underfuld, overstrømmende og grænseløs en nåde og barmhjertighed imod os, og ikke frygte stort for døden, men derimod prise og elske hans nåde. For kærligheden og lovprisningen gør det meget lettere at dø, som han siger gennem Esajas: Jeg vil lægge lovprisningen af mig som et bidsel i din mund, for at du ikke skal gå til grunde. Dertil hjælpe os Gud. Amen. 202

Martin Luthers bekendelse af sin tro (Vom abendmal Christi, Bekendnis, WA 26, 499-509) Jeg kan se, at det bliver værre og værre med sekternes splittelser og vildfarelser, og at der ikke er nogen ende på Djævelens larm og ståhej. For at ingen, så længe jeg lever og efter min død, skal påberåbe sig mig og citere mine skrifter forkert for at bestyrke deres vranglære, hvad sværmerne allerede er i gang med i spørgsmålet om dåben og nadveren, så ønsker jeg med dette skrift at bekende min tro, punkt for punkt, over for Gud og hele verden. Jeg er fast besluttet på at holde fast ved den til min død - dertil hjælpe mig Gud! - at dø i denne tro og derefter træde frem for vor Herres Jesu Kristi domstol. Hvis nogen efter min død vil sige: »Hvis Luther stadig levede, ville han have lært og ment anderledes om dette eller hint, for han har ikke overvejet det godt nok« osv., så ville jeg svare, at jeg af Guds nåde nu som før og for al fremtid har overvejet alle disse synspunkter så omhyggeligt som muligt i lys af Skriften, og atter ofte har trukket dem gennem Skriften, og jeg vil forsvare dem med lige så stor sikkerhed, som jeg har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken beruset eller utilregnelig. Jeg ved, hvad jeg siger, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det vil indebære for mig ved vor Herres Jesu Kristi genkomst på den yderste dag. Derfor er der ingen, der skal lave en spøg ud af det eller gøre det til tom snak. Det er alvor 203

for mig, for jeg har af Guds nåde lært Djævelen en hel del at kende. Når han kan fordreje og forvanske Guds ord og Skriften, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med mine eller andres ord? For det første tror jeg af hele mit hjerte på den høje artikel om den guddommelige majestæt, at Faderen, Sønnen og Helligånden, tre forskellige personer, er én sand, eneste og virkelig Gud, himlens og jordens skaber - i modsætning til arianerne, makedonierne og sabellianerne og lignende kættere. Alt dette har hidtil både den romerske kirke og alle kristne kirker ud over hele verden hævdet. For det andet tror og ved jeg, at Skriften lærer os, at den anden person i guddommen, Sønnen, alene blev sandt menneske, undfanget af Helligånden uden mands medvirken og født af den rene, hellige Jomfru Maria som af en rigtig, naturlig mor, således som Lukas beskriver det så klart, og profeterne har forkyndt det. Hverken Faderen eller Helligånden er altså blevet menneske, som nogle kætteres lære går ud på. Jeg tror også, at Guds søn ikke kun fik et legeme uden sjæl, som nogle kættere påstår - men også en sjæl, dvs. blev helt og fuldt menneske og født som den lovede sæd eller det forjættede barn af Abraham og David, og var Marias naturlige barn. Han var altså på enhver måde og i enhver henseende et rigtigt menneske som jeg selv og alle andre, bortset fra at han uden synd alene er kommet til verden gennem Jomfru Maria ved Helligånden. 204

Jeg tror ligeledes, at dette menneske er sand Gud, da der er blevet én evig, udelelig person af Gud og menneske, så Maria, den Hellige Jomfru, er en sand og virkelig moder, ikke alene til mennesket Kristus - som nestorianerne hævder - men også til Guds søn, som Lukas siger: »Derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn« (1, 35). Det er min og alle andres herre, Jesus Kristus, Guds og Marias eneste sande og naturlige søn, sand Gud og sandt menneske. Jeg tror også, at denne Guds og Marias søn, Jesus Kristus, har lidt for os arme syndere, er blevet korsfæstet, døde og blev begravet, for at han kunne udfri os fra synden og døden og Guds evige vrede ved sit uskyldige blod. At han er opstanden på den tredje dag, faret til himlen og nu sidder ved Guds den almægtige Faders højre hånd som Herre over alle skabninger i himlen, på jorden og under jorden, Herre over død og liv, over synd og retfærdighed. For jeg bekender og kan bevise det ud fra Skriften, at alle mennesker stammer fra ét menneske, Adam, og ved fødslen har fået som arv hans fald, skyld og synd, alt det, han begik i Paradiset på grund af Djævelens ondskab. Således er alle mennesker sammen med Adam født i synd og lever og dør i synd, og de måtte være skyldige til den evige død, hvis Kristus ikke var kommet os til hjælp og havde taget denne synd og skyld på sig som et uskyldigt lam, og betalt for os ved sin lidelse og endnu dagligt træder frem for os som en trofast, barmhjertig mellemmand, frelser og vore sjæls eneste præst og biskop. 205

Hermed forkaster og fordømmer jeg som ren og skær vildfarelse al den lære, der hylder den frie vilje, da den er en diametral modsætning til den hjælp og nåde, vor frelser Jesus Kristus skænker os. Uden Kristus ville synden og døden være vore herrer og Djævelen vor gud og fyrste, og der ville ikke være nogen kraft eller magt, ingen klogskab eller fornuft, hvorved vi kunne forberede os til eller tragte efter retfærdighed og liv. Vi måtte derimod være Djævelens og syndens fanger og ejendom, så vi gjorde og tænkte det, som behagede dem, og som var imod Gud og hans bud. Jeg fordømmer ligeledes både gamle og nye pelagianere, der ikke vil lade arvesynden være nogen synd, men gør den til en fejl eller mangel. Men da døden hersker over alle mennesker, kan arvesynden ikke være nogen skavank, men en kæmpestor synd, som Paulus udtrykker det: »Syndens løn er døden« (Rom 6, 23) og: »Dødens brod er synden« (1 Kor 15, 56). På samme måde taler David i Salme 51, 7: »Se, jeg er født i misgerning, min moder undfangede mig i synd.« Han siger ikke: »Min moder undfangede mig med synd«, men: »Jeg, jeg, jeg er undfanget i synd, og min moder har båret mig under sit hjerte i synd«, dvs. at jeg i moders liv er vokset op af syndig sæd, som den hebraiske tekst betegner det. Dernæst fordømmer og forkaster jeg også alle munkeordener, regler, stiftelser, klostre som lutter djævelsk bedrag og vildfarelser, ja, overhovedet alt, hvad mennesker har grundlagt og opfundet uden for og ved siden af Skriften, bundet af løfter og pligter, 206

selv om der har levet mange store, hellige dér, udvalgt af Gud, som nok i denne tid derved er blevet forført, men dog til sidst er blevet forløst ved troen på Jesus Kristus og er undsluppet fortabelsen. Så længe disse ordener, stiftelser og sekter har levet efter og holdt fast ved den opfattelse, at man på denne måde og ved sådanne gerninger vil og kan blive salig og befriet fra synden og døden, er der sket en ubestridelig og grusom bespottelse og fornægtelse af den eneste hjælp og nåde fra vor eneste frelser og formidler, Jesus Kristus. Der er jo »ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses« (ApG 4, 12), og det er umuligt, at der skulle være andre frelsere, andre veje og måder at blive salig på end ved den eneste retfærdighed, vor frelser Jesus Kristus, som har skænket os denne retfærdighed og stillet den frem for Gud som vor eneste nådestol, Rom 3, 25. Det ville være en god ting, hvis man bevarede klostrene og stiftelserne med den hensigt dér at oplære unge mennesker i Guds ord, Skriften og kristen livsførelse, så man kunne uddanne gode, dygtige mænd til biskopper, præster og andre tjenere inden for kirken og dygtige, lærde mennesker til tjeneste i den verdslige øvrighed og gode, fromme og dygtige kvinder til at føre hus og opdrage børnene på kristen vis. Men at søge en vej til salighed dér, det er Djævelens lære og tro, 1 Tim 4, 1. Men de hellige ordninger og sande indstiftelser af Gud er disse tre: præsteembedet, ægtestanden og den verdslige øvrighed. Alle, der har et præsteembede eller er ordets tjenere, står i en hellig, rigtig og gudvelbehagelig orden og stand som de, der 207

prædiker, meddeler sakramenterne, forestår den fælles fattigkasse, kordegne, kirketjenere, eller dem, der er i disses tjeneste osv. De er alle med i et arbejde, der i Guds øjne er lutter hellige gerninger. Også den, der er far eller mor, styrer sit hus vel og opfostrer sit barn til tjeneste for Gud, udøver en gerning, der helt igennem er velbehagelig for Gud og er en del af hans hellige forordning. Det samme er tilfældet, når børn er lydige mod deres forældre, og ansatte mod deres overordnede; det er også idel hellighed. De, der lever i disse ordninger, er levende helgener her på jorden. På samme måde forholder det sig med fyrster, godsejere, ministre, dommere, embedsmænd, notarer og alle, der er i tjeneste hos disse personer og er dem lydige og underdanige. De er alle gudvelbehagelige og fører i hans øjne et helligt liv. Disse tre ordninger eller indstiftelser er jo grundet på Guds ord og befaling, og det, der er det, må være helligt, for hans ord er helligt og gør alt det helligt, der er ved og i det. Oven over disse samfundsordener befinder sig den almindelige orden, der hedder kristen kærlighed, hvori man ikke kun tjener de tre samfundsordener, men også i al almindelighed enhver, der er i nød, med alle mulige velgerninger: giver den sultne mad, de tørstige noget at drikke, tilgiver sine fjender, beder for alle mennesker, lider alt muligt ondt her på jorden osv. Se, det hedder alt sammen lutter gode gerninger, men alligevel er ingen af dem en vej til salighed. Der er kun én vej, der er hævet over alle andre 208

veje: troen på Jesus Kristus. At være hellig og blive salig er nemlig to vidt forskellige ting. Salig bliver man alene gennem Kristus, men hellig bliver man både ved en sådan tro og gennem sådanne guddommelige indstiftelser og ordninger. Selv ugudelige mennesker kan være præget af meget, der er helligt, uden at de af den grund bliver salige, for Gud ønsker sådanne gerninger af os alene til hans pris og ære. Alle, der er salige i troen på Kristus, gør den slags gerninger og søger at bevare disse ordninger. Det, der er sagt om ægtestanden, gælder ligeledes enker og ugifte kvinder, for de hører jo også til i hjemmet og husholdningen. Når nu disse ordninger og guddommelige indstiftelser ikke gør salige, hvad skulle så Djævelens klostre og stiftelser kunne udrette, der overhovedet ikke hviler på Guds ord, og som oven i købet raser imod den eneste vej for troen og modsætter sig den? For det tredje tror jeg på Helligånden, der sammen med Faderen og Sønnen er én sand Gud, og som til evig tid udgår fra Faderen og Sønnen, dog som en selvstændig person i ét guddommeligt væsen og én guddommelig natur. Gennem Helligånden som en levende, evig, guddommelig gave bliver alle troende smykket med troen og andre åndelige gaver, opvakt fra de døde, befriet fra synden og gjort glade og tillidsfulde, frie og trygge i samvittigheden. For det er vor trøst, når vi føler Andens vidnesbyrd i vort hjerte, at Gud vil være vor fader, tilgive os vor synd og skænke os evigt liv. Det er de tre personer og den ene Gud, som har givet os sig selv helt og fuldt med alt, hvad han er og har. Faderen skænker 209

os sig selv sammen med himlen og jorden og alle skabninger, så de kan tjene os og være os til nytte. Men denne gave blev formørket og gjort nytteløs ved Adams fald, så derfor gav også Sønnen os sig selv og skænkede os alle sine gerninger, lidelser, visdom og retfærdighed og forsonede os med Faderen, så vi blev levende igen og retfærdiggjorte til også at kende Faderen og hans gaver. Men da denne nåde ikke ville være til gavn for nogen, hvis den forblev hemmelig og skjult og ikke kunne komme til os, så kommer Helligånden og skænker os også sig selv helt og fuldt. Han lærer os at forstå den velgerning Kristus har vist os, hjælper os med at tage imod den og bevare den, bruge den til gavn for os, dele den ud til andre og øge og fremme den. Det gør han bade indadtil og udadtil - indadtil ved hjælp af troen og andre åndelige gaver, udadtil gennem evangeliet, dåben og alterets sakramente, hvorved han kommer til os som ad tre veje eller på tre måder og indprenter os Kristi lidelser, så frelsen bliver os til gavn. Derfor hævder og ved jeg, at ligesom der ikke er mere end ét evangelium og én Kristus, således er der heller ikke mere end én dåb, og at dåben i sig selv er en guddommelig ordning, som hans evangelium er det. På samme måde som evangeliet derfor ikke er falsk eller urigtigt, selv om der findes nogle, der bruger eller udlægger det falsk eller ikke tror på det, således er dåben heller ikke falsk eller urigtig, selv om nogle modtager den eller skænker den uden tro eller misbruger den pa anden måde. Af den grund forkaster og fordømmer jeg fuldstændigt gendøbernes og donatisternes lære og alle dem, der bruger gendåb. 210

Ligeledes siger og bekender jeg, at i alterets sakramente spises og drikkes Kristi legeme og blod med munden i brødet og vinen, selv om de præster, der deler det ud, eller de, der modtager det, ikke tror på det eller misbruger det på anden måde. Det beror nemlig ikke på menneskers tro eller vantro, men på Guds ord og ordning - medmindre de først ændrer hans ord og anordninger og udlægger dette på en anden måde, som fjenderne af nadveren gør nu. De har virkelig kun brød og vin, ejer heller ikke Guds ord og hans indstiftede ordning, men har fordrejet og forvansket disse ting ud fra deres egen opfattelse. Dernæst tror jeg, at der er én hellig, kristen kirke på jorden, som er menigheden og antallet eller forsamlingen af alle kristne i hele verden, Kristi eneste brud og hans åndelige legeme, som han er det eneste hoved for. Men biskopperne eller præsterne er i denne forbindelse ikke hoveder, herrer eller brudgomme for de kristne, men tjenere og venner og - som ordet »biskop« fortæller os - til- synsmænd, vogtere og beskyttere. Denne kristenhed findes ikke kun i den romerske kirke og hos paven, men i hele verden, som profeterne har forkyndt det, at Kristi evangelium skulle nå ud til alle folkeslag, Sl 2, 8; 19, 5. Således er den kristne kirke geografisk set spredt ud overalt, hos paven, tyrkere, persere, asiater, men samlet på åndelig vis i ét evangelium og én tro under ét hoved, Jesus Kristus. Pavedømmet er virkelig endetidens sande herredømme eller det rette antikristelige tyranni, der sidder i Guds tempel og regerer efter menneskers bud, som Kristus taler om i Matt 24 og Paulus i 2 Tess 2. Tyrken og al kætteri, 211

hvor det end befinder sig, hører egentlig også med til denne pestilens. Han skal ifølge profeterne ligeledes befinde sig på det hellige sted, men han kan ikke sammenlignes med pavedømmet. Overalt i denne kristne kirke, hvor den end findes, er der tilgivelse for synden, dvs., et kongerige af nåde og sand aflad, for i den findes evangeliet, dåben, alterets sakramente, hvor syndernes forladelse tilbydes, hentes og modtages. Desuden befinder Kristus sig også dér og Gud og hans Ånd. Uden for denne kristne kirke er der ingen frelse eller syndsforladelse, men evig død og fordømmelse, og selv om meget ser ud til at være helligt dér, og der er mange gode gerninger, er alt dog forgæves. En sådan syndstilgivelse kan ikke kun forventes én gang, nemlig i dåben, som novatianerne lærer, men så ofte og så mange gange, man har brug for den, lige til døden. Af den grund sætter jeg det private skriftemål meget højt, for her tilsiges Guds ord og absolution med syndernes forladelse privat og til hver enkelt, og så ofte man ønsker det, kan man deri finde tilgivelse og også trøst, råd og vejledning. Dette skriftemål er i sandhed en kostbar og nyttig ting for sjælen, så længe man ikke påtvinger nogen det med love og påbud, men lader det være frit for enhver at gøre brug af det i sin nød, nar og hvor man vil - ligesom vi har frihed til at søge råd, trøst og vejledning, når og hvor vor nød og vilje kræver det. Man skal heller ikke tvinge nogen til at opregne og bekende alle synder, men kun dem, der piner ham mest, eller dem, man først og fremmest vil nævne, således som jeg har beskrevet det i min lille bog om bønnen. 212

Men afladen, som pavekirken sidder inde med og deler ud af, er et gudsbespotteligt bedrageri, ikke kun, fordi den opdigter og udtænker en særlig tilgivelse ud over den almindelige, der skænkes i hele den kristne kirke gennem evangeliet og sakramenterne, og således krænker og tilintetgør denne almindelige tilgivelse. Den er også bedragerisk, fordi den baserer tilgivelsen af synden på menneskers gerninger og fromme fortjenester, hvor Kristus jo alene kan give og har givet os sin fortjeneste. Jeg anser det ikke for en synd at bede for de døde ud fra sit eget skøn, da Skriften ikke nævner noget om dette. Det kunne f.eks. ske således: »Kære Gud, hvis sjælen er således beskaffen, at den kan hjælpes, så vær den nådig« osv. Når det er sket en eller to gange, så lad det være nok, for vigilierne og sjælemesserne og de årlige rekviemmer er ingen nytte til, men kun Djævelens gøglemarked. Der står heller ikke noget i Skriften om skærsilden, og det har sikkert sit udspring fra genfærdsånder. Det er efter min opfattelse unødvendigt at tro på den, selv om Gud, for hvem alt er muligt, måske kunne lade sjælen pine et stykke tid efter afskeden fra jordelivet. Men han har ikke ladet skrive eller sige noget om det, så derfor vil han heller ikke, at man skal tro på det. Jeg kender ellers skærsilden på en anden måde, men det ville ikke være passende at undervise om den i menigheden eller på anden side beskæftige sig med den ved hjælp af messegaver eller vigilier. Andre før mig har angrebet påkaldelsen af de hellige, og det tiltaler mig. Jeg tror også, at det er Kristus alene, vi skal påkalde 213

som vor mellemmand, som Skriften lader forstå. Skriften lærer intet om påkaldelse af helgenerne, derfor er det usikkert, om man skal tro på det. Hvis det at salve med olie fandt sted i overensstemmelse med Skriften (Mark 6, 13; Jak 5, 14), ville jeg godkende det, men man skal ikke gøre det til et sakramente. Ligesom man i stedet for vigilierne og sjælemesserne kunne holde en prædiken om døden og det evige liv, ved begravelsen bede en bøn og tænke over vor egen død, som det ser ud til, at de gamle gjorde, ville det også være på sin plads at besøge de syge, bede for dem og formane dem, og hvis nogen ønskede at blive salvet med olie, stod det en frit for at gøre det i Guds navn. Man skal heller ikke gøre ægteskabet og præsteembedet til et sakramente. De er i sig selv hellige ordninger nok. Boden er heller ikke andet end at leve i dåben og dens kraft. Således bliver der da kun to sakramenter tilbage: dåben og Herrens nadver sammen med evangeliet, hvori Helligånden i rigeligt mål tilbyder, skænker og indprenter os syndernes forladelse. Den værste af alle pestilenser anser jeg messen for at være, når den holdes eller sælges som et offer eller en god gerning, som nu er grundlaget for alle religiøse stiftelser og klostre, der - om Gud vil - snart skal ødelægges. Selv om jeg har været en stor, forbitret og forhærdet synder og tilbragt min ungdom på den mest skammelige måde, er min værste synd dog den, at jeg har været sådan en from munk og i mere end 15 år på en grufuld måde har fortørnet, pint og plaget min kære Herre med de mange 214

messer. Men hans uudsigelige nåde ske lov og tak i al evighed, fordi han har ført mig ud af den vederstyggelighed og dagligt bevarer og styrker mig i den rette tro trods min ringe taknemmelighed. I forbindelse hermed har jeg rådet folk til - og gør det stadig væk - at forlade stiftelserne og klostrene med deres munkeløfter, begive sig væk derfra og ud i de sande kristne ordninger, så de slipper fri af den afskyelige messe og den forfærdelige fromhed som f.eks. kyskhed, fattigdom, lydighed, hvorved man tror at blive salig. Lige så smukt det var ved kristenhedens begyndelse at leve i ugift stand, lige så vederstyggeligt er det nu, når man derved fornægter Guds hjælp og nåde. Man kan udmærket leve som ung kvinde eller i enkestanden og være kysk uden denne grufulde pestilens. Billeder, klokker, messedragter, kirkeudsmykning, alterlys og den slags ting betragter jeg som noget frit. Den, der vil, kan undlade dem, selv om jeg anser billeder og malerier, hentet fra Skriften og fra gode historier, for meget nyttige, og at man kan bruge dem, som det passer en. Jeg har således ingen sympati for billedstormerne. Til sidst: Jeg tror på opstandelsen fra de døde pa den yderste dag, både af onde og gode, så at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet. Så skal de hellige leve til evig tid sammen med Kristus og de onde dø i al evighed sammen med Djævelen og hans engle. Jeg har nemlig ikke den opfattelse, som andre prædiker, at djævlene også engang skal blive salige. 215

Dette er min tro, for således tror alle kristne, og alt dette lærer Den Hellige Skrift. Hvad jeg har sagt for lidt om her i dette skrift, vil mine andre skrifter kunne supplere op med pi tilstrækkelig måde, især dem, der er udkommet inden for de sidste 4-5 år. Jeg beder om, at alle fromme hjerter vil være mine vidner og bede for mig, så jeg kan holde fast ved denne tro til min sidste stund. Hvis jeg - det forbyde Gud! - i anfægtelse eller dødsangst skulle sige noget andet, så lad det ude af betragtning. Jeg bekender hermed for offentligheden, at det er forkert og inspireret af Djævelen selv. Dertil hjælpe mig min Herre og Frelser, Jesus Kristus, velsignet være han i al evighed! Amen.

216

Om kirken Hvad, hvem og hvor kirken er og hvordan man skal kende den (WA 50, 624-34 og 641-53) Barnetroen siger: Jeg tror på en hellig, kristen kirke, de helliges fællesskab. Her forklarer trosbekendelsen klart, hvad kirken er, nemlig et fællesskab af hellige. Det vil sige en flok eller forsamling af de mennesker, som er kristne og hellige. Det kaldes en kristen, hellig flok eller kirke. Men ordet ”kirke” er et fremmedord og giver ikke meningen eller tankerne, som man må hente ud af Trosbekendelsen. På mange steder i Skriften betyder ecclesia eller kirke blot en forsamlet flok. Nu er der mange slags folk i verden, men de kristne er et særligt folk og hedder ikke slet og ret ecclesia, kirke eller folk, men sancta, catholica, christiana ecclesia, som betyder et helligt, kristent folk, som tror på Kristus og derfor kaldes et kristent folk. De har Helligånden, som daglig helliger dem, ikke alene ved syndernes forladelse, som Kristus har erhvervet dem (som lovbenægterne narrer med), men også ved afskaffelse, udfejning og dødelse af synderne, hvorved de kaldes et helligt folk. Den hellige, kristne kirke er derfor et folk, som er kristent og helligt eller, som man plejer at sige, den hellige kristenhed eller hele kristenheden. I det Gamle Testamente kaldes det Guds folk. Og havde disse ord været brugt i Barnetroen: ”Jeg tror, at der er et helligt, kristent folk”, så havde al elendighed let været 217

undgået, som har sneget sig ind med det intetsigende, uklare ord ”Kirke”. For ordene ”et helligt, kristent folk” havde klart og mægtigt bragt både forståelse og afgørelse af, hvad kirken er eller ikke er. For den, som havde hørt dette udtryk: ”et kristent, helligt folk”, havde straks kunnet dømme: Den, som ikke tror på Kristus, at han ved hans død og opstandelse er blevet løs fra synden, retfærdig og salig og ikke har Helligånden mod synden, er hverken kristelig eller hellig. Paven med sin flok har ikke den rette tro på Kristus, døder heller ikke kødet ved Ånden. Ellers ville han ikke oprette og anerkende så mange stiftelser, munkeordner, falsk gudstjeneste, gerninger osv., til at udslette synden og opnå saligheden. Han ville heller ikke fordømme læren om troen som falsk og forførerisk, eller fordømme de, der lærer det som kættere og slå dem ihjel, som man ser i hele verden. Derfor kan han med sine tilhængere ikke være sancta et catholica ecclesia, det vil sige, et helligt, kristent folk. Men da dette intetsigende ord kirke er brugt i Barnetroen, kommer almindelige mennesker til at tænke på stenhuset, som man kalder kirke, som malerne maler det. Når det er bedst, maler de apostlene, disciplene og Guds moder på pinsedagen med Helligånden svævende over dem. Det går an. Men det er kun et helligt, kristent folk på en bestemt tid, i begyndelsen, da apostlene levede. Men ecclesia skal betyde det hellige, kristne folk, ikke alene på de for længst døde apostles tid, men til verdens ende. At der 218

altså altid på jorden skal leve et kristent, helligt folk, i hvilket Kristus lever, virker og regerer per redemptionem [: ved løskøbelse], ved nåden og syndernes forladelse, og Helligånden per vivificationem et sanctificationem [: ved levendegørelse og helliggørelse] ved levendegørelse og helliggørelse, ved daglig udfejen af synderne og fornyelse af livet, så vi ikke bliver i synden, men kan og skal føre et nyt liv i alle gode gerninger, sådan som De Ti Bud kræver. Det er Paulus’ lære. Men paven og hans følgesvende har henført både navn og billede af kirken på sig selv og hans skændige, fordømte flok med det uklare ord Ecclesia, kirke. Men de giver sig selv det rette navn, når de kalder sig ecclesia Romana eller sancta og ikke (som de heller ikke kan) føjer catholica til. Ecclesia betyder et folk, som de er, ligesom tyrkerne også er ecclesia, et folk. Ecclesia romana betyder et romersk folk. Det er de også, ja, i sandhed mere romerske, end hedningerne før i tiden var. Ecclesia romana sancta betyder et helligt, romersk folk. Det er de også, for de har fundet en langt større hellighed, end de kristnes, end den, det hellige, kristne folk har. For deres hellighed er en romersk hellighed, romanae ecclesiae, det romerske folks hellighed, og de hedder da også sanctissimi, sacrosancti, de allerhelligste. Som Virgil siger: ”auri sacra fames” (den forbandede guldtørst). Kristen hellighed kan de ikke nøjes med. Derfor kan de ikke have navnet kristen kirke eller kristent folk, fordi kristen kirke og kristen hellighed er et almindeligt navn og en almindelig ting 219

i alle kirker og hos alle kristne i verden. Derfor taler man om catholicum [for alle]. De anser dette almindelige navn og denne almindelige hellighed for ringe eller næsten intet. Derfor har de udtænkt en særlig, højere, anderledes, bedre hellighed frem for andre. Den kaldes en romersk hellighed og det romerske folks hellighed.

Ægte, levende kristendom Men kristen hellighed eller almindelig hellighed er, når Helligånden skaber tro på Kristus i mennesker og derved helliger dem, ApG 15. Det vil sige, når Helligånden skaber et nyt hjerte, sjæl, legeme, gerning og væsen og skriver Guds bud, ikke på stentavler, men i kødhjerter, 2 Kor 3, 3. For at jeg kan tale enkelt om det. Efter den første tavle giver han sand erkendelse af Gud, så de, oplyst af ham, med sand tro modstår alle kætterier, kan overvinde alle falske tanker og vildfarelser og derved forblive rene i troen imod Djævelen. Han giver også styrke og trøster de ængstede, forsagte, svage samvittigheder mod syndernes anklage og anfægtelse, for at sjælene ikke skal forsage eller fortvivle. De skal heller ikke forfærdes for plager, pine, død, vrede og Guds dom, men styrkede og trøstede i håbet, dristigt og glad overvinde Djævelen. Han giver også sand frygt og kærlighed til Gud, så vi ikke foragter Gud og ikke knurrer og vredes over hans gådefulde dom, 220

men i alt, som sker, ondt eller godt, elsker, lover, takker og ærer ham. Dette kaldes et nyt, helligt liv i sjælen efter Moses' første tavle. Man kalder det også Tres virtutes Theologicas [: De tre teologiske dyder], den kristnes tre hoveddyder, nemlig tro, håb, kærlighed. Helligånden, som Kristus har erhvervet til os, kaldes derfor Sanctificator og Vivificator, en Helliggører og Levendegører, fordi det er Helligånden, som skaber og virker dette. For den gamle Adam er død og kan ikke skabe det og må oven i købet ved loven lære, at han ikke kan gøre det og er død. Det vidste han ikke engang af sig selv. Efter den anden tavle, i vores legeme, helliger han også de kristne og gør, at de villigt er lydige mod forældre og myndigheder, lever fredeligt og ydmygt. Ikke med vrede, hævngerrigt eller ondt, men tålmodigt, venligt, tjenstvilligt, broderligt, kærligt. At de ikke er ukyske, bryder ægteskab, er utugtige, men kyske og tugtige med hustru, børn og husstand eller uden hustru og børn. At de videre ikke stjæler, tager overrente, er gerrige, snyder, men arbejder ærligt, ernærer sig redeligt, gerne låner, giver, hjælper, hvor de kan. At de ikke lyver, bedrager, bagtaler, men er venlige, sandfærdige, trofaste og bestandige, og hvad der ellers bliver krævet i Guds Bud. 221

Dette gør Helligånden, som helliger og vækker også legemet til dette nye liv, indtil det fuldkommes i det andet liv. Og det hedder den kristne hellighed. Der må altså være sådanne mennesker på jorden, selv om det kun var en eller to eller kun børnene. Af de gamle er der desværre få. Og de, som ikke er sådan, skal heller ikke regnes for kristne. Man skal heller ikke trøste dem, som var de kristne, ved meget snak om syndernes forladelse og Kristi nåde, som lovfornægterne gør. Den vil paven ikke have, men en særlig må han have, som er langt helligere, nemlig at man skal lære om messehagler, hårklipning, kapper, klæder, spise, faster, dage, munke- og nonnevæsen, messer, helgendyrkelse og utallige andre emner vedrørende materielle, forgængelige ting. Om man derimod lever uden tro, gudsfrygt, håb, kærlighed og hvad Ånden virker efter den første tavle, men i stedet har vantro, usikre hjerter, må tvivle, har foragt og utålmodighed over for Gud, falsk tillid til Kristus og hans fortjeneste, idet man selv vil fyldestgøre ved gerninger (hvad der er afguderi) og ikke ved Kristi nåde og hans fortjeneste. Man sælger de overskydende gode gerninger til andre, og tager gods og penge af hele verden som noget velfortjent. Alt dette hindrer ikke, at det alligevel kan være helligere end den kristne hellighed selv. Det skader således heller ikke på den anden tavle, at de lærer ulydighed mod forældre og herrer, selv myrder, fører krig, hidser, misunder, hader, hævner, er ukyske, lyver, stjæler, ågrer, 222

narrer og begår den største ondskab. Kast kun en messeskjorte over hovedet, så er du hellig efter den romerske kirkes hellighed og kan godt blive frelst uden den kristne hellighed. Men vi vil lade de urene mennesker gå deres vej. Det er dog forgæves, at vi beskæftiger os med dem. Vreden er kommet over dem til fulde, som Paulus siger. Vi vil uden dem tale om kirken. Nuvel, Barnetroen lærer os, at der er og til verdens ende vil være et kristent, helligt folk på jorden. Det er en trosartikel, som ikke kan ophøre, før det kommer, som man tror, efter Kristi forjættelse: Jeg er med jer indtil verdens ende. Hvorved vil eller kan et stakkels vildfarende menneske mærke, hvor dette kristne, hellige folk er i verden? Det skal jo være i dette liv og på jorden. Ganske vist tror vi, der skal komme en himmelsk tilstand og et evigt liv, men vi har det endnu ikke. Derfor må det være endnu i dette liv og i denne verden og forblive til verdens ende. For det hedder: Jeg tror på et andet liv. Dermed bekendes, at det endnu ikke er i dette liv, men man tror, håber og elsker det som sit rette fædreland og liv, selv om man må blive og holde ud i den elendige udlændighed, som man synger i sangen om Helligånden. Når vi farer hjem fra denne elendighed. Herre forbarm dig. Derom må der tales.

Den kristne menigheds første og vigtigste kendetegn er Guds Ord For det første kendes det kristne, hellige folk på, at det har det hellige Guds Ord, selv om det forkyndes på forskellig måde, som 223

Paulus siger. Nogle har det helt rent, andre ikke. De, som har det rent, er dem, som bygger med guld, sølv og ædelstene på grundvolden. De, som har det mindre rent, er dem, som bygger med hø, strå, træ på grunden, men dog bliver frelst gennem ild. Dette er hovedstykket og den høje hovedhelligdom, hvorved det kristne folk kaldes helligt. For Guds Ord er helligt og helliger alt, hvad det rører ved. Ja, det er selve Guds hellighed, Rom 1, 16: ”Det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.” Og 1 Tim 4, 5: ”Alt helliges ved Guds Ord og ved bøn.” For Helligånden fører selv Ordet og salver og helliger dermed kirken, som er det kristne, hellige folk. Det sker ikke ved pavens salve, hvormed han salver eller helliger fingre, klæder, kåber, kalk og sten. For disse ting lærer aldrig at elske Gud, tro, lovprise og være from. Det kan smykke ormesækken, men derefter sønderrives den og rådner med al den salve og hellighed, den har fået. Men denne helligdom er den rette helligdom, den rette salve, som salver til evigt liv, selv om du ikke kan have nogen pavekrone eller bispehue, men må leve og dø med det blotte, nøgne legeme, ligesom barnet (og vi alle) bliver døbt nøgen og uden smykker. Og vi taler om det ydre ord, prædiket mundtligt ved mennesker, ved dig og mig. For dette har Kristus efterladt sig som et ydre tegn, hvorved man skal erkende hans kirke eller hans kristne, hellige folk i verden. 224

Og vi taler om det mundtlige ord, som bliver troet med alvor og offentligt bekendt for verden, som han siger: ”Den, som bekender mig for mennesker, vil jeg bekende for min Fader og hans engle.” For der er mange, som vel hemmeligt kender det, men ikke vil bekende det. Mange hører det, men tror ikke på det eller handler efter det. For der er få, som tror på det og handler efter det, som lignelsen om sæden i Matt 13 siger, at godt nok får og har de tre stykker jord det, men kun den fjerde del, den smukke, gode jord, bærer frugt i udholdenhed. Hvor du nu hører eller ser dette ord blive prædiket, troet, bekendt og efterlevet, skal du ikke tvivle på, at der med sikkerhed må findes en sand Ecclesia sancta catholica, et kristent, helligt folk, selv om der kun er ganske få personer. For Guds Ord er ikke uden frugt, Esaias 55, men må i det mindste have en fjerdedel eller et stykke af marken. Og selv om der kun var dette ene tegn, var det dog tilstrækkeligt til at vise, at der måtte være et kristent, helligt folk der. For Guds Ord kan ikke være uden Guds folk. Omvendt kan Guds folk ikke være uden Guds Ord. Hvem skulle ellers prædike eller høre på prædikenen, hvis der ikke var noget Guds folk? Eller hvad kunne eller skulle Guds folk tro, hvis Guds Ord ikke var der? Og dette er dette stykke, som gør alle undere, bringer alt til veje, opholder alt, afgør alt, udfører alt, uddriver alle djævle, som valfartsdjævle, afladsdjævle, bandbulledjævle, broderskabs225

djævle, helgendjævle, messedjævle, skærsildsdjævle, klosterdjævle, præstedjævle, sværmerdjævle, oprørsdjævle, kætterdjævle, elle pavedjævle og lovfornægterdjævle. Dog ikke uden skrig og skrål, som han viser med det arme menneske i Mark 1 og 9. Nej, den må efterlade skrig og spektakel, når den skal fare ud. Som man ser med Emser, Eck, Snotnæse, Smed, Wetzel, med en tølper, en slubbert, en fedtsyl, en bandit, en so, et æsel og hvem hans skrigere og skrivere nu ellers er. De er alle Djævelens mund og lemmer, ved hvem han skriger og skælder ud. Det hjælper dem ikke. Han må ud, da han ikke kan udholde Ordets kraft. Og de bekender selv, at vi har Guds Ord og Den Hellige Skrift. Men ud fra fædrene og kirkemøderne kan man gøre det bedre. Lad det nu være. Det er tilstrækkeligt, vi véd, hvordan hovedsagen, hovedhelligdommen avler, opholder, nærer, styrker og beskytter kirken, som Augustin også siger: ”Kirken fødes, næres, plejes og styrkes ved Guds Ord.” Men de, som forfølger og fordømmer det, giver sig selv deres rette navne ved deres egne frugter.

Kirkens andet kendetegn er dåben For det andet kender man Guds folk eller det kristne, hellige folk på dåbens hellige sakramente, hvor det bliver lært, troet og brugt ret efter Kristi indstiftelse. For det er også et åbenlyst tegn og et kosteligt lægemiddel, hvorved Guds folk bliver helligt. For det er den nye fødsels hellige bad ved Helligånden, hvori vi bader og 226

af Helligånden bliver vasket rene for synder og død, som i Guds lams uskyldige, hellige blod. Hvor du ser dette tegn, skal du vide, at dér må kirken eller det hellige, kristne folk med sikkerhed være, trods det at paven ikke døber dig eller du intet véd om hans hellighed og magt. Det lille barn véd jo da heller intet derom. Men når de vokser op, bliver de desværre fremmede for dåben, som Peter klager i 2 Pet 2, 18: ”Ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen.” Det skal heller ikke gøre dig urolig, hvem der døbte dig. Dåben er ikke den døbendes. Det er ikke en gave til ham, men til den, som bliver døbt. Til den døbte har Gud indstiftet og givet den. Ligesom Guds Ord ikke er prædikantens (med mindre han også selv lytter med og tror), men tilhøreren, når han hører og tror. Til ham er det givet.

Kirkens tredje kendetegn er nadveren For det tredje kender man Guds folk eller et helligt, kristent folk på alterets hellige sakramente, hvor det bliver givet, troet og modtaget ret efter Kristi indstiftelse. For det er også et åbenlyst tegn og et dyrebart lægemiddel, som Kristus har efterladt, hvorved han helliger sit folk, og hvorved det både øves og offentligt bekender, at det er kristent, som det gør med Ordet og med dåben. Du skal heller ikke her tage dig af, om paven ikke holder messe for dig, indvier, bekræfter eller salver dig eller giver dig 227

messeskjorte på. Du kan modtage det uden tøj (hvis du ligger syg), og kun den ydre sømmelighed tvinger dig til at dække dig tugtigt og ærbart til. Du skal heller ikke spekulere på, om du har munkefrisure eller er salvet, heller ikke diskutere, om du er mand eller kvinde, ung eller gammel, så lidt som du spørger efter alt dette ved dåben og prædikenen. Det er tilstrækkeligt, at du er salvet med Guds høje, hellige salve, Guds Ord, dåben og dette sakramente. Så er du salvet smukt og herligt nok og præsteligt klædt. Du skal heller ikke bekymre dig om, hvor hellig personen er, som rækker dig det, eller om han lever i bigami. Sakramentet tilhører ikke den, der uddeler det, men den, som det bliver rakt til. Med mindre uddeleren også selv modtage det sammen med de andre. Da er han jo én, som modtager det, og det bliver dermed også givet til ham. Hvor du nu ser dette sakramente bliver uddelt ret, kan du med sikkerhed vide, at her er Guds folk. For som ovenfor sagt om Ordet, at hvor Guds Ord er, må kirken være, sådan gælder det også, at hvor dåben og nadveren er, må Guds folk være og omvendt. For disse helligdomme har, giver, øver, bruger, bekender ingen uden Guds folk, selv om der også skulle være nogle falske og vantro kristne hemmeligt imellem. Sådanne mennesker vanhelliger ikke Guds folk, især så længe de er skjult. De åbenbare kan kirken eller Guds folk ikke tåle i sit tal, men straffer og helliger dem. Eller, hvis de ikke vil, jager man dem ved band bort fra skatten og regner dem for hedninger, Matt 18. 228

Kirkens fjerde kendetegn er skriftemålet med absolutionen For det fjerde kender man Guds folk eller de hellige kristne på nøglerne, som de offentligt bruger. Det er, som Kristus bestemmer det i Matt 18, dette at en kristen, hvis han synder, skal straffes, og hvis han ikke forbedrer sig, skal være bundet og udstødt. Bedrer han sig, skal han tilsiges at være fri. Sådan er nøglerne. Nu er brugen af nøglerne dobbelt, offentlig og privat. For der er nogle så bange og forsagte i samvittigheden, at selv om de ikke er offentlig fordømt, kan de dog ikke lade sig trøste, før de modtager en personlig absolution fra præsten. Omvendt er nogle så hårde, at de ikke engang i hjertet og for præsten privat vil opgive eller afstå fra synder. Derfor må nøglebrugen ske på to måder, offentlig og privat. Hvor du nu ser, at man tilgiver eller straffer synd hos nogle personer, offentlig eller privat, vid da, at her er Guds folk. For hvor Guds folk ikke er, er nøglerne ikke, og hvor nøglerne ikke er, er Guds folk ikke. For Kristus har efterladt dem til at være et åbenlyst tegn og lægemiddel, hvorved Helligånden, erhvervet ved Kristi død, igen helliger de faldne syndere, og hvorved de kristne bekender, at de er et helligt folk under Kristi herredømme i denne verden. Og at de, som ikke vil omvende sig eller igen lade sig hellige, bliver udstødt af dette hellige folk, det er at være bundet og udelukket ved nøglen, som det vil gå de ubodfærdige lovforagtere. 229

Her må du ikke vende dig til pavens to nøgler, som han har gjort til to dirke til alle kongers pengekister og kroner. For hvis han ikke vil binde eller straffe synden, hvad enten den er offentlig eller skjult (som han undertiden ikke vil), så lad den være straffet og bundet i dit sogn. Hvis han ikke vil løse eller tilgive, så lad det være løst og tilgivet i dit sogn. For hans reserveren eller binden og hans aflad eller løsen hverken vanhelliger eller helliger dig, da han ikke har nøglerne, men lutter dirke. Nøglerne er ikke pavens, som han løgnagtigt siger, men kirkens, det vil sige Kristi folk, Guds folk eller det hellige, kristne folk ud over hele verden, eller hvor der er kristne. De kan jo ikke alle være i Rom, med mindre hele verden først befandt sig i Rom, og det sker ikke foreløbigt. På samme måde er dåben, nadveren og Guds Ord ikke pavens, men Kristi folks. Det hedder da også kirkens nøgler (claves Ecclesiae), ikke pavens nøgler (claves Papae).

Kirkens femte kendetegn er de kirkelige embeder For det femte kender man i det ydre kirken på, at den indvier eller kalder kirketjenere eller har embeder, som den skal besætte. For man må have biskopper, præster og prædikanter, som offentligt og privat kan give, række og udøve de ovennævnte fire ting eller lægemidler, på kirkens vegne og i kirkens navn. Og endnu mere på grund af Kristi indstiftelse, som Paulus siger i Ef 4, 8: ”Han har givet gaver til menneskene.” Han har givet nogle som apostle, profeter, evangelister, lærere, ledere. 230

For hele menigheden kan ikke gøre dette, men må overlade én det eller lade det være ham overdraget. Hvad ville der ikke komme ud af det, hvis alle ville tale eller forvalte sakramenterne, og ingen ville vige for andre? Det må være befalet og overladt en enkelt at prædike, døbe, absolvere og række nadveren. Alle de andre må være tilfreds med og indvilge i dette. Hvor du nu ser dette, vær da vis på, at her er Guds folk og det kristne, hellige folk. Men sandt er det, at i dette stykke har Helligånden undtaget kvinder, børn og uegnede mennesker og alene hertil valgt dygtige mandspersoner (undtagen i en nødsituation). Som man læser flere steder i Paulus' breve, skal en biskop være dygtig til at lære, retskaffen og én kvindes mand. Og i 1 Kor 14, 34 hedder det: ”Kvinderne skal ikke lære i menighederne”. Kort sagt, det skal være en kaldet, udvalgt mand. Børn, kvinder og andre personer er ikke egnede til det, selv om de er i stand til at høre Guds Ord, modtage dåb, nadver og absolution og være rette hellige kristne, som Peter siger. Denne forskel giver også naturen og Guds skabelse, nemlig at kvinder (og langt mindre da børn og åndssvage) intet styre kan eller skal have. Som erfaringen viser og Moses siger i 1 Mos 3, 16: ”Din mand skal herske over dig”. Evangeliet ophæver ikke denne naturlige ret, men stadfæster den som Guds Ordning og skabelse. Her vil paven indvende gennem sine skrighalse og djævelske slagsbrødre: Paulus taler ikke blot om sognepræster og prædikanter, men også om apostle, profeter og andre høje, gejstlige 231

embeder. Derfor må der dog være højere embeder i kirken end sognepræster og prædikanter. Ligesom de derfor er kirke, er de også apostle, evangelister og profeter. Det vil sige, at de er Djævelens apostle, evangelister og profeter. For de rette apostle, evangelister og profeter prædiker Guds Ord og ikke imod Guds Ord. Er nu apostlene, evangelisterne og profeterne ophørt, må andre være kommet i deres sted og vil komme lige til verdens ende. For kirken skal ikke ophøre før verdens ende, derfor må der være apostle, evangelister og profeter, hvad de så vil eller skal kaldes, de som er optaget af Guds Ord og gerning. For paven med sit følge, som forfølger Guds Ord og dog bekender, at det er sandt, må være meget slette apostle, evangelister og profeter, som Djævelen og hans engle. Ligesom der ovenfor er sagt om de andre fire dele af det store, guddommelige lægemiddel, hvorved kirken bliver helliget, at du ikke skal se på, hvem og hvordan de er, af hvem du modtager det, så skal du heller ikke her spørge, hvem eller hvordan den er, som giver dig det eller har embedet. For det er alt sammen givet, ikke til den, der har det, men til den, der ved hans embede skal få det, dog at han også kan få det sammen med dig, hvis han vil. Lad ham være, hvad han vil eller hvordan det skal være. Da han er i embede og bliver tålt af den brede flok, skal du også lade det være. Hans person gør ikke Guds Ord og sakramenter hverken værre eller bedre for dig. Det hører ikke ham til, hvad han taler eller gør, men Kristus, din Herre. Og Helligånden taler og gør 232

det alt sammen. Blot han bliver i den rette måde at lære og udøve embedet på. Kun skal og kan kirken ikke tåle offentlige laster. Hvor du nu ser disse embeder eller embedsindehavere, da skal du vide, at det kristne, hellige folk med sikkerhed må være her. For kirken kan ikke være uden biskopper, sognepræster, prædikanter, præster, og omvendt kan de heller ikke være uden kirken. De må være hos hinanden.

Kirkens sjette kendetegn er bønnen For det sjette erkender man i det ydre det hellige, kristne folk på bønnen, på det at love og takke Gud offentligt. Hvor du ser eller hører, at man beder eller lærer at bede Fadervor eller synger salmer og åndelige sange efter Guds Ord og den rette tro, endvidere offentligt underviser i troen, De Ti Bud og katekismen, dér skal du med sikkerhed vide, at her er et helligt, kristent Guds folk. For bønnen er også et af de dyrebare lægemidler, hvorved alt helliges, som Paulus siger (1 Tim 4, 5). Sådan er også Salmerne helt og holdent bøn, hvor man lover, takker og ærer Gud. Også Trosbekendelsen og De Ti Bud, også Guds Ord er alt sammen ren og skær lægemidler, hvorved Helligånden helliger Kristi folk. Men vi taler om bøn og sang, som er forståelig, hvorved man kan lære noget og forbedre sig. For munkenes, nonnernes og præsternes lirumlarum er ingen bøn og ingen lovprisning af Gud. De forstår det ikke og lærer intet derved, gør det altså bare som 233

et æselarbejde, for bugens skyld, og der bliver ikke derved søgt nogen forbedring eller helliggørelse eller Guds vilje.

Kirkens syvende kendetegn er modgang og lidelse For det syvende erkender man i det ydre det hellige, kristne folk på korsets hellige lægemiddel, at det må bære al ulykke og forfølgelse, al anfægtelse og ondt fra Djævelen, verden og kødet (som det siges i Fadervor). I det indre må det sørge, være usikker, bange. I det ydre være fattig, foragtet, syg og svag, for at det kan blive sit hoved, Kristus, lig. Men årsagen må alene være den, at det holder fast ved Kristus og Guds Ord og således lider for Kristi skyld. ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” Matt 5, 11. De må være retskafne, stilfærdige, lydige, villige til med legeme og ejendom at tjene øvrigheden og enhver, til ikke at gøre nogen noget ondt. Men intet folk på jorden må bære et sådant had. De skal betegnes som værre end jøder, hedninger og muslimer. De skal kort sagt kaldes kættere, slyngler, djævle, forbandede og de skadeligste mennesker i verden, så man mener at gøre Gud en tjeneste, når man hænger, drukner, myrder, piner og plager dem. Ingen forbarmer sig over dem, men giver dem bitre urter og eddike, når de tørster. Og det er dog ikke, fordi de er ægteskabsbrydere, mordere, tyve eller banditter, men fordi de vil have Kristus alene og ikke nogen anden Gud. 234

Hvor du nu ser eller hører dette, vid da, at her er den hellige kristne kirke, som han siger i Matt 5, 11-12: ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene.” Med dette lægemiddel gør Helligånden ikke alene folket helligt, men også saligt. Vend dig nu ikke til papisternes lægemiddel fra døde helgener, fra træ af det hellige kors. Det kan lige så godt være knogler fra et kadaver som hellige ben, og træ fra galgen som fra det hellige kors. Det er bedrageri alt sammen, hvorved paven narrer folk for penge og fører dem bort fra Kristus. Og selv om det nu var et rigtigt relikvie, så gør det dog ingen hellig. Men når man for Kristi skyld fordømmer, forbander, spotter og plager dig, så gør det dig hellig. For det dræber den gamle Adam, at han må lære tålmodighed, ydmyghed, sagtmodighed, lovprisning og tak og at være glad under lidelse. Det er da at blive helliget og fornyet ved Helligånden til nyt liv i Kristus og således at lære at tro og sætte sin lid til Gud, at håbe på ham og elske ham. Som Rom 5, 3-4 siger: ”Trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb.” Disse er nu det høje lægemiddels syv rette hovedstykker, hvorved Helligånden i os udøver en daglig helliggørelse og levendegørelse i Kristus. Det sker efter budene på Moses' første tavle, selv om det ikke sker så rigeligt, som Kristus har gjort det. Men vi følger stadig efter under hans forløsning eller syndernes 235

forladelse, indtil vi også en gang bliver helt hellige og ingen tilgivelse behøver mere. Mod dette er alt nemlig rettet. Jeg kunne også godt kalde dem de syv sakramenter, men da ordet sakramente er kommet i misbrug ved papisterne og bruges anderledes i Skriften, lader jeg dem beholde navnet: de syv hovedstykker i den kristne helliggørelse eller de syv lægemidler.

Kirkens øvrige kendetegn Et liv efter Guds bud Foruden disse syv hovedstykker er der nu flere ydre tegn, hvorved man kender den hellige, kristne kirke. Det er, at Helligånden også helliger os efter Moses' anden tavle, når han hjælper os til af hjertet at ære fader og moder, og dem til at opdrage børnene kristent og leve ærbart med dem. Når vi tro og lydigt tjener vore ledere og herrer og er dem underdanige, og de på deres side elsker, beskytter og beskærmer deres undersåtter. Videre når vi ikke er fjendtlige mod nogen, ikke rummer vrede, had, misundelse eller hævngerrighed mod vor næste, men gerne tilgiver, låner, hjælper og råder. Når vi ikke er umoralske og fordrukne, stolte, hovmodige, materialistiske, men kyske, moralske, årvågne, venlige, milde, sagtmodige og ydmyge. Ikke stjæler, røver, ågrer, er gerrige, er for luksuriøse, men er blide, velvillige, nøjsomme, villige til at dele.

236

Ikke falske, løgnagtige, men sandfærdige, bestandige og hvad mere der kan læres i disse bud, som Paulus adskillige steder rigeligt belærer os om. For vi må have De Ti Bud, ikke alene fordi de taler til os på lovens måde, om hvad vi er skyldige at gøre, men også fordi vi deri kan se, hvor langt Helligånden har bragt os i sin helliggørelse, og hvor meget der endnu mangler, for at vi ikke skal blive sikre og tro, at vi nu har gjort det alt sammen. Sådan skal vi stadig vokse i helliggørelsen og stadig mere blive en ny skabning i Kristus. Det hedder, at vi skal ”vokse” og gøre ”endnu mere fremgang” (2 Pet 3, 18; 1 Thess 4, 1). Skønt dette tegn ikke må betragtes som så sikkert som de første, fordi også nogle hedninger har øvet sig i disse gerninger og vel undertiden synes helligere end de kristne, så bliver det dog hos dem ikke så rent og af hjertet enfoldigt for Guds skyld. De søger noget andet derved, fordi de ikke har nogen ret tro eller erkendelse af Gud. Men her er det Helligånden, som helliger hjertet og bringer denne frugt ud af et godt, smukt hjerte, som Kristus siger i lignelsen i Matt 13. Og da den første tavle [med de tre første bud] trods alt er højere og der er større lægedom deri, har jeg villet sammenfatte alt på den anden tavle her. Ellers havde jeg også godt kunnet dele det i syv lægemidler eller hovedpunkter efter de syv bud. Her har vi nu med sikkerhed, hvad, hvor og hvem, den hellige, kristne kirke, er, det vil sige det hellige, kristne folk. Det kan ikke 237

slå fejl for os. Det er vi sikre på. Alt uden for disse kendetegn kan fejle og fejler, som vi til dels skal høre. Fra et sådant folk skulle man hente mennesker til kirkemødet. Det ville blive et kirkemøde, regeret af Helligånden. Også Lyra skriver, at man ikke må regne kirken efter de høje eller gejstlige stænder, men efter de mennesker, som tror ret. Det undrer mig, hvorfor han ikke er blevet brændt for disse ords skyld, når han ikke vil lade paver, kardinaler, biskopper, prælater være kirken. Der kommer et grueligt kætteri ud af det, som er utålelig og krænkende for den romerske kirke. Derom andetsteds. Helbredelse, undere og tegn Da nu Djævelen så, at Gud byggede en sådan, hellig kirke, holdt han ikke fri, men byggede sit kapel ved siden af, større end Guds kirke, og hjalp sig på denne måde: Han så, at Gud tog ydre ting som dåb, ord, nadver, nøgler, hvorved han helligede sin kirke. Da han jo altid er Guds abe og vil gøre alle Guds ting efter og lave noget bedre, forsøgte han sig så også med ydre ting, som skulle hellige, som han gør med hekse, troldmænd og djævlebesværgere. Han lader også smukt Fadervor bedes og evangelierne oplæses, for at det skulle være et stort lægemiddel. Sådan har han ved paverne og papisterne ladet indvie og hellige vand, salt, urter, lys, klokker, billeder, altre, messehagler, frisurer, fingre, hænder. Hvem kan opregne det alt sammen? Til 238

sidst lod han munkekutterne helliges, så mange mennesker er døde og begravet deri, som ville de derved blive frelst. Nu er det jo smukt, at man udtaler Guds Ord, velsignelsen eller bønnen over det skabte, som børnene gør det over maden og over sig selv, når de går i seng eller står op. Det taler Paulus om: Alt det skabte er godt og bliver helliget ved ordet og bønnen. Deraf får det skabte dog ingen ny kraft, men bliver stadfæstet i sin tidligere kraft. Men Djævelen søger noget andet. Han vil, at ved hans abespil skal det skabte få ny kraft og magt. Ligesom vandet ved Guds Ord bliver en dåb, et bad til evigt liv, som afvasker synden og frelser, hvad der ikke er vandets natur eller magt. Brød og vin bliver Kristi legeme og blod. Ved håndspålæggelsen bliver synder tilgivet efter Guds indstiftelse. Sådan vil Djævelen også, at hans gøgleri og abespil skal være kraftigt og udrette noget ud over naturen. Vievand skal udslette synden, uddrive Djævelen, værne mod ånder, beskærme de fødende, som også paven lærer, at indviet salt skal gøre. Messeofret, indviet af paven, skal gøre mere end Gud selv formår, som det er beskrevet i vers, som jeg engang skal udgive med forklaringer. Klokker skal jage Djævelen i vandet, Antonius' kniv skal stikke Djævelen. De velsignede urter skal drive de giftige slanger bort. Nogle velsignelsesformularer helbreder køerne, forsvarer mod mælketyve, slukker ild. Visse breve gør sikre i krig og også 239

ellers mod jern, ild, vand og dyr. Munkevæsen, messe og lignende skal give mere end den almindelige frelse. Hvem kan opregne alt? Ingen nød har været så ringe, at Djævelen ikke har indstiftet et sakramente eller et lægemiddel derimod, hvorved man kan finde råd og hjælp. Endvidere har han også haft profeter, sandsigere og vise mænd, som har kunnet åbenbare skjulte ting og bringe stjålent gods tilbage. O, han er langt bedre rustet end Gud med sakramenter, profeter, apostle, evangelister, og hans kapeller er langt større end Guds kirke. Han har også et langt større folk i sin helligdom end Gud. Man tror ham også lettere og hellere i hans løfter, i hans sakramenter, hans profeter end Kristus. Han er den store Gud i verden, ligesom Kristus kalder ham verdens fyrste og Paulus denne verdens Gud. Med dette abespil drager han folk fra troen på Kristus og gør Kristi ord og sakramenter foragtede og næsten usynlige, fordi man kan få alt lettere ved Djævelens sakramente end ved Kristi, som at få synd udslettet, blive hjulpet i nød og blive frelst. For Kristus vil ved sin Helligånd gøre folk hellige og fromme til legeme og sjæl og ikke lade dem blive i vantro og synder. Det er for hårdt for dem, som ikke gerne vil være retskafne eller lade synden fare. De kan let undvære denne Helligåndens gerning, efter at de har lært, hvordan de uden Helligåndens gerning lettere kan blive frelst ved vievand, ved Agnus Dei, ved buller og breve, ved messer og munkekutter, hvorfor det ikke er nødvendigt at søge eller give agt på noget andet. 240

Ikke alene det, men Djævelen har rustet sig sådan, at han derved helt ville ophæve Guds Ord og sakramenter, idet han tænkte: Vil nogen optræde og angribe min kirke, sakramenter og biskopper, som skulle ydre ting ikke frelse, så skal Guds Ord og sakramente også samtidig gå til grunde. For det er også ydre tegn, og hans biskopper og kirke er også legemlige mennesker. Skal mit ikke gælde, skal hans langt mindre. Først og fremmest fordi min kirkes biskopper og sakramenter virker hurtigt og hjælper nu i dette liv, så man kan se og forstå det, for jeg er til stede og hjælper hurtigt, som man ønsker. Men Kristi sakramenter virker fremtidige og usynlige ting i ånden, så man næppe i afstand kan ane hans kirke og biskopper. Og Helligåndens optræder, som var han der ikke. Han tillader, at de lider megen ulykke og bliver regnet for kættere af min kirke. Derimod er min kirke ikke alene så nær, at man let kan gribe den, men mine gerninger følger så hurtigt, at alle tænker, den er den rette Guds kirke. Dette bekvemme middel har og bruger jeg. Karismatisk narreværk Sådan gik det også, da vi ved evangeliet begyndte at lære, at ydre ting ikke kunne frelse, fordi det kun var almindelige, materielle, skabte ting, og Djævelen ofte brugte dem til trolddom. Folk, derimellem store og lærde folk, fik da den tanke, at dåben som vand, Ordet som menneskelig tale, Skriften som bogstaver af blæk, brød og vin som bagt af bageren, slet og ret intet skulle være, da 241

det var ydre, forgængelige ting. Så begyndte de at skrige: Ånd, Ånd. Ånden må gøre det. Bogstaven dræber. Derved ser du, hvor Djævelen har rustet og forskanset sig. Når man ville angribe hans ydre lære og sakramenter (som jo virker hurtigt og synligt og aldeles omgående), så måtte Kristi ydre sakramenter og ord (som hjælper langsomt eller dog usynligt og svagt) langt snarere gå til grunde sammen med hans. Derfor har nu ecclesia, det hellige, kristne folk, ikke blot ydre ord, sakramenter og embeder, som Guds abe, Satan, også og langt mere har. De har dem påbudt, indstiftet og forordnet af Gud, sådan at han selv (ingen engel), derved vil virke med Helligånden. Og de skal ikke kaldes engles, menneskers eller skabningers, men Guds eget ord, dåb, nadver og tilgivelsesembede. Til trøst og gavn for os arme, svage, usikre mennesker gør han det dog ikke ved sin blotte, direkte, skinnende majestæt. For hvem kunne i dette syndige, arme kød udholde den et eneste øjeblik? Som det siges til Moses: ”Intet menneske kan se mig og beholde livet.” (2 Mos 33, 20). Når jøderne ikke kunne udholde hans fodspor i uvejr og skyer på bjerget Sinaj, hvordan skulle de da med deres svage øjne have udholdt solglansen fra hans guddommelige majestæt og hans strålende åsyn? Derfor handler Gud med os gennem udholdelige, venlige, kærlige midler, som ikke godt kunne være valgt bedre af os selv. Som når et fromt, venligt menneske taler med os, prædiker, lægger hænderne på os, tilgiver synder, døber, giver os brød og vin at spise og drikke. Hvem kan forfærdes over disse kærlige måder 242

uden langt mere at glæde sig af hjertet? Nuvel, det sker til gode for os svage mennesker, hvorved vi ser, at Gud behandler os som kære børn og ikke handler i majestætisk magt mod os (som han bestemt havde ret til). Dog udøver han sin majestætiske, guddommelige gerning, magt og myndighed ved at tilgive synd, rense synd ud, tage døden bort, skænke nåde og evigt liv. Ja, disse stykker mangler i Djævelens sakramenter og kirke, hvor ingen kan sige: Gud har påbudt, befalet, indsat og indstiftet det. Han vil selv være der og selv gøre alt. Men man må sige: Gud har ikke påbudt, men forbudt det. Mennesker, eller snarere Guds abe, har opdigtet det og dermed forført mennesker. Han virker kun, hvad der er timeligt. Hvor det skal være åndeligt, er det lutter bedrag. For han kan ikke, som han løgnagtigt siger, evigt tilgive synd eller frelse ved vievand, messer og munkevæsen, om han så også kan lade en ko få den mælk igen, som han selv først har stjålet ved sin profetinde eller præstinde, som man blandt kristne kalder djævlehorer, og som man med rette brænder, når man får fat på dem, ikke for mælketyveriet, men for det bespottelige, at de imod Kristus styrker Djævelen med hans sakramenter og kirker. Kort sagt, hvis Gud befalede dig at løfte et strå eller rive en fjer ud med bud, befaling og løfte om, at du derved skulle få tilgivelse af alle synder, hans nåde og evigt liv, ville du da ikke med megen glæde og taknemmelighed tage imod og elske og love for det og derfor regne strået eller fjeren for et fint lægemiddel og lade dem være dig kærere end himmel og jord? For hvor 243

ringe strået eller fjeren er, får du dog derved et så stort gode, at hverken himmel eller jord eller alle engle kunne give dig det. Hvorfor er vi da så skændige mennesker, at vi ikke regner dåbens vand, brød og vin, som er Kristi legeme og blod, et menneskes mundtlige ord, håndspålæggelse til syndernes tilgivelse for så højt et lægemiddel, som vi ville regne strået eller fjeren. Når dog Gud selv, som vi hører og véd, vil virke i det, og det skal være hans vand, ord, hånd, brød og vin, hvorved han vil hellige dig og frelse dig i Kristus, der har erhvervet dette og givet Helligånden fra Faderen til denne gerning? Modsat, om du så gik på pilgrimsvandring til Spanien i rustning eller lod dig myrde af karthausere, barfodsmunke eller prædikebrødre ved et meget strengt liv, men Gud ikke havde befalet eller indstiftet det, hvad hjalp det dig da? Gud kender intet til det, men du og Djævelen har opfundet det som et særligt sakramente eller præstestand. Og om du så kunne bære himmel og jord, for at du skulle blive frelst derved, er det dog alt spildt, og han, som løftede strået (hvis det var påbudt), gjorde mere end du, om du så kunne bære ti verdener. Hvorfor det? Gud vil, at man skal lytte til hans ord, bruge hans sakramenter, ære hans kirke, så vil han handle nådigt og blidt, ja nådigere og blidere, end vi kunne begære. For det hedder: ”Jeg er Herren din Gud. Du må ikke have andre guder end mig.” Og det hedder: ”Ham skal I høre og ingen anden.”

244

Ydre skikke og ceremonier Ud over de nævnte ydre tegn og lægemidler har kirken flere andre ydre skikke, hvorved den ikke bliver helliget, hverken til legeme eller sjæl. De er heller ikke indsat eller påbudt af Gud, men, som det grundigt ovenfor er beskrevet, passer de sig godt og pænt efter ydre nødvendighed eller nytte. For eksempel, at man har nogle helligdage til prædiken og bøn. Nogle timer formiddag eller eftermiddag, hvor man bruger kirkebygningen, alter, prædikestol, døbefont, lys, klokker, præsteklæder og lignende. Disse dele virker eller gør intet andet, end deres natur er. Ligesom spise og drikke ikke virker bedre for børnenes bordbøns skyld. De gudløse eller frække mennesker, som ikke beder bordbøn eller takkebøn, som altså hverken beder til eller takker Gud, bliver lige så fede og stærke af mad og drikke som de kristne. De kristne kan godt blive og være helliget uden disse ting, som når man udendørs uden bygning og uden prædikestol prædiker og tilgiver synd, rækker nadveren uden alter, døber uden font, sådan som det dagligt sker, at man prædiker, døber, giver nadveren hjemme af særlige grunde. Men for børnenes og det enfoldige folks skyld er det smukt og giver en god ordning, at de har visse tider, steder og timer, som de kan rette sig efter og finde sammen. Som Paulus siger i 1 Kor 14, 40: ”Alt skal gå ordentligt til.” Denne orden skal ingen (som heller ingen kristen gør) foragte uden årsag eller alene anstifte en uorden imod den, men til gode for det brede folk skal 245

han være med til at holde ordningen og ikke forvirre eller hindre den. Det ville være at handle mod kærligheden og venligheden. Dog skal det være frit. Hvis vi af nødvendighed eller andre gode grunde ikke kan prædike kl. 6 eller 7, 12 eller 1, søndag eller mandag, i koret eller i kirken, så prædiker vi på andre timer og dage og steder. Man må blot ikke forvirre folk, men tage dem med i denne ændring. Disse dele er helt og holdent udvendige, fuldstændigt underlagt fornuftens afgørelse, som tid, sted og person fordrer det. Gud, Kristus og Helligånden spørger ikke efter det, lige så lidt som om, hvad og hvor vi spiser, drikker, klæder os på, bor, går eller står. På samme måde skal ingen ved et bryllup eller ved andre selskaber foretage sig noget specielt eller forstyrrende til ærgrelse for bruden eller gæsterne, men han skal være sammen med gæsterne, sidde, gå, stå, danse, spise og drikke med dem. Man kan ikke give hver enkelt sit eget bord, køkken, kælder eller tjener. Mangler man noget, må man rejse sig fra bordet og lade de andre blive siddende i ro. Sådan skal det også her alt sammen gå fredeligt og ordentligt til og dog være frit, hvis tid, person eller andre årsager kræver ændringer. Så følger folk også enigt med, fordi det, som sagt, ikke gør nogen kristen hverken mere eller mindre hellig. Paven har ganske vist besudlet verden med en mængde bøger herom og har gjort det til en snare, lov, ret, trosartikel, synd og hellighed. Disse ydre, frie dele skal vi regne som en dåbsdragt eller et svøb, hvori man lægger barnet ved dåben. Barnet bliver 246

ikke døbt eller helligt af dragten eller svøbet, men alene ved dåben, men fornuften siger dog, at man skal have det i et stykke tøj. Når det bliver snavset eller slidt, tager man et andet, og barnet vokser uden hjælp af svøb eller dragt. Dog skal man også her holde måde og ikke bruge for meget stof til dragten, så barnet ikke skal blive kvalt. På samme måde skal ceremonierne også have et vist mål, for at de ikke skal blive en byrde eller et arbejde. De skal være så lette, at man ikke mærker dem, ligesom ingen ved et bryllup føler det som arbejde eller byrde at være sammen med de andre og gøre som dem. Om skolerne har jeg også andre steder skrevet udførligt, at man trofast og flittigt skal opretholde dem. For skønt de i det, at de lærer børnene sprog og videnskaber, må anses for en hedensk, ydre ting, er de dog højst nødvendige. Hvis man ikke lader børnene gå i skole, vil vi ikke længe have sognepræster og prædikanter. Skolen må give kirken personer, som man kan gøre til apostle, evangelister og profeter, det vil sige til prædikanter, sognepræster og ledere. Derudover må man også i hele verden have mennesker, som kan blive kanslere, rådsherrer og lignende, som kan hjælpe til i det verdslige styre. Hvor skolelæreren desuden er gudfrygtig og lærer børnene at forstå, synge og efterleve Guds Ord og den rette tro og holder dem til kristen livsførelse, da er skolerne lutter unge, evige kirkemøder, som bestemt frembringer mere nytte end mange andre, store kirkemøder. 247

Derfor har de tidligere kejsere, konger og fyrster gjort vel i med megen flid at bygge så mange skoler, store og små, og klostre og stiftelser, så de kunne skaffe kirken et rigt og stort forråd af personer. Men gennem efterkommerne er de blevet skændigt fordrejet til misbrug. Fyrster og herrer skulle i dag gøre det samme, bruge klostrenes gods til skoler og få mange personer til at studere. Vil vore efterkommere misbruge det, har vi gjort vort i vor tid. Skolerne må kort sagt være det næste efter kirken, da man i dem frembringer unge prædikanter og sognepræster og siden sætter dem i de afdødes sted. Derefter kommer borgernes boliger næst efter skolen, da man fra dem må få elever. Dernæst kommer rådhus og slot, som må beskytte borgerne, for at de kan avle børn til skolerne, og skolerne opdrage børn til sognepræster og sognepræsterne derefter igen kan frembringe kirken og Guds børn (hvad enten det er borger, fyrste eller kejser). Gud må være den øverste og nærmeste, som slutter denne ring eller dette kredsløb mod Djævelen og gør alt i alle samfundslag, ja, i alle skabninger. Således siger Sl 127, at der på jorden kun er to verdslige regimenter, by og hus: ”Hvis ikke Herren bygger huset”. Og ”Hvis ikke Herren våger over byen.” Det første er husholdningen, deraf kommer menneskene. Det andet er statsstyret, det vil sige land, folk, fyrster og herrer (som vi kalder den verdslige øvrighed). Her er alt givet, børn, gods, penge, dyr osv. Huset må bygge. Byen må vogte, beskytte og forsvare det. Til det kommer det 248

tredje, Guds egen hus og by, kirken, som må have personer fra huset og beskyttelse og værn fra byen. Det er de tre samfundslag, forordnet af Gud, og vi behøver ikke flere. Vi har også nok, ja, mere end nok, at gøre, når vi skal leve ret i disse tre imod Djævelen. Se alene på hjemmet, hvad der er at gøre dér: At være forældre og husherrer lydige, omvendt fromt at ernære, opdrage, styre og forsørge børn og husstand. Vi havde nok at gøre med husordningen, selv om der ellers ikke var andet at gøre. Dernæst giver byen, det vil sige det verdslige styre, os også nok at gøre, hvis vi skal være tro og lydige, og på den anden side skal dømme, beskytte og gavne vore undersåtter, land og folk. Djævelen giver os nok at bestille, og Gud har bestemt givet os vort ansigts sved, tidsler og torne i mængde, så vi har overmåde rigeligt at lære, at leve, at gøre og at tåle i disse to retsområder. Til det kommer det tredje retsområde eller styre. Hvis Helligånden regerer det, kalder Kristus det en trøstelig, sød, let byrde, hvis ikke, er det ikke alene tungt, surt og skrækkeligt, men også umuligt, som Paulus siger i Rom 8, 3: ”Det, som loven ikke kunne.” Og et andet sted: ”Bogstaven slår ihjel” (2 Kor 3, 6). Hvad skulle vi nu ud over disse tre høje, guddommelige regimenter, ud over de tre guddommelige, naturlige, verdslige retsområder med pavens bespottelige svindelret eller regimente? Han vil være alt, men er dog intet. Han forfører os og river os bort fra disse salige, guddommelige stænder og retsområder og 249

ifører os i stedet en maske eller kappe og gør os til narre og legetøj for Djævelen, så vi går dovne omkring og ikke mere kender Guds tre hierarkier eller retsområder. Derfor vil vi heller ikke finde os i det mere, men handle efter Peters, Paulus' og Augustins lære og være fri derfra og vende salme 2 mod dem: ”Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.” Ja, vi vil synge med Paulus: ”Den, som lærer anderledes, om det så var en engel fra himlen, han var forbandet” (Gal 1, 8). Og sige med Peter: ”Hvorfor frister I Gud ved at pålægge denne byrde?” (ApG 15, 10). Og derfor vil vi helt modsat være pavens herrer og træde ham under fode, som Sl 91, 13 siger: ”Du kan træde på løve og slange, trampe på ungløve og øgle.” Vi vil gøre det ved kvindeafkommets kraft og hjælp, som har knust slangens hoved og stadig knuser det, selv om vi alligevel må risikere, at den bider os i hælen igen. Det samme velsignede kvindeafkom være lov og ære sammen med Faderen og Helligånden, den eneste sande Gud og Herre i evighed. Amen.

250

Manasses Bøn (De apokryfe skrifter – WA 6, 169) Judas konges, Manasses, bøn, da han var fanget i Babylon Herre, Almægtige, vore fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og deres retfærdige efterkommeres Gud, du som skabte himlen og jorden med al deres pragt, du som lænkede havet med dit bydende ord, du som lukkede for urdybet og forseglede det med dit frygtindgydende og herlige navn, du for hvis magt alting ryster og skælver, ingen kan udholde din herligheds pragt, ingen kan modstå den vrede, du truer syndere med, ingen kan måle og udforske den barmhjertighed, du har lovet; for du er Herren, den Højeste, barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab, du fortryder de ulykker, du truede mennesker med. Herre, i din store godhed har du forkyndt omvendelse og tilgivelse for dem, der har syndet imod dig, i din store barmhjertighed har du fastsat omvendelse til frelse for syndere. Derfor, Herre, de retfærdiges Gud, har du ikke krævet omvendelse af retfærdige, af Abraham, Isak og Jakob, som ikke syndede mod dig; men du har krævet omvendelse af mig, synderen; for mine synder er talrigere end havets sand, mine overtrædelser er mange, Herre, de er mange, og jeg er ikke værdig til at løfte blikket og se mod himlen for mine mange uretfærdige gerningers skyld. Jeg er bøjet af tunge jernlænker, så jeg ikke kan løfte mit hoved, jeg finder ingen hvile; for jeg har vakt din harme, jeg har 251

gjort, hvad der er ondt i dine øjne, jeg har opstillet afskyelige guder, lavet mange ækle guder. Nu bøjer jeg mit hjertes knæ og beder om, at du viser godhed. Jeg har syndet, Herre, jeg har syndet, og jeg kender mine overtrædelser. Jeg beder og bønfalder dig: Tilgiv mig, Herre, tilgiv mig! Udslet mig ikke på grund af mine overtrædelser. Vær ikke vred til evig tid, gem ikke noget ondt til mig, døm mig ikke ned i jordens dyb; for du, Herre, er Gud for dem, der omvender sig, også mig vil du vise godhed. For selv om jeg er uværdig, frelser du mig i din store barmhjertighed, og jeg vil altid lovprise dig, så længe jeg lever; for hele himlens hær lovsynger dig, og din er æren i evighed. Amen.

252

En bøn mod tyrken Kristi og hans kirkes arvefjende (Gebet wider den Türken, WA 51, 608-10) Himmelske far, vi har bestemt fortjent, at du straffer os – men straf du os selv efter din nåde og ikke efter din vrede. Det er bedre for os at falde i dine hænder, end i menneskers eller fjendens. Som David siger: Din barmhjertighed er stor. Vi har syndet mod dig og ikke holdt dine bud. Men du véd, almægtige Gud Fader, at vi ikke har syndet mod Djævelen, paven, tyrkerne og at de ingen ret har til at straffe os. Men du kan og må bruge dem som din vredes kæp mod os, fordi vi har syndet mod dig og har fortjent alle ulykker. Ja, kære Gud, himmelske far, vi har ikke syndet mod dem, så de skulle have ret til at straffe os, men de ønsker meget mere at vi og de selv på det skrækkeligste skal synder mod dig. For de spørger ikke efter, om vi har været ulydig mod dig, har spottet dig med al slags afgudsdyrkelse (som de gør), med falsk lære, tro og løgn, ægteskabsbrud, hor, mord, tyveri, røveri, trolddom og alt ondt. Det spørger de ikke efter. Men det er vor synd mod dem, at vi prædiker, tror og bekender dig, Gud Fader, den eneste rette Gud, og din kære søn, vor Herre Jesus Kristus, og Helligånden. Ja, det er vor synd mod

253

dem. Men hvis vi fornægtede dig, skulle Djævelen, verden, paven og tyrkerne nok lade og være i fred. Som din kære Søn siger: ”Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget, osv.” Se derfor til os, barmhjertige Fader og døm vore fjender med din retfærdighed, for de er mere dine fjender end vores. Og når de forfølger og slår os, er det dig, de forfølger og slår. For ordet, som vi prædiker, tror og bekender, er dit og ikke vores. Det er alt sammen din Helligånds værk i os. Djævelen kan ikke tåle dette, men vil være vor Gud i dit sted. I stedet for dit ord vil han fylde os med løgn. Muslimerne vil sætte deres Muhammed i stedet for din kære søn, Jesus Kristus. De håner ham og siger, at han ikke er ret Gud. Deres Muhammed er højere og bedre, end han er. Er det nu synd, at vi anser, bekender og priser dig, Faderen og din Søn og Helligånden som den rette, eneste Gud, så er du selv synderen, der virker, vækker og vil have det i os. Derfor hader, slår og straffer de dig selv, når de på grund af dette hader, slår og straffer os. Vågn derfor op, kære HERRE Gud, og hellige dit navn, som de vil skænde, styrk dit rige, som de vil ødelægge i os og virk din vilje, som de vil forhindre i os. Lad dig ikke træde under fode af dem, der ikke vil straffe vore synder i os, men vil udslette dit hellige ord, navn og værk i os, så du ikke skulle være nogen Gud og ikke have et folk, der prædiker, tror og bekender dig. Hør du nådigt vor bøn og gør som vi tror og håber. Ved din kære søn vor HERRE Jesus Kristus, der med dig og Helligånden lever og regerer i evighed. Amen. 254

Passionsbog Frelseshistorien I udgaverne af Betbüchlin fra 1529 og frem tilføjede Luther sin ”Passional”, der var en parallel til de kendte passionsbøger, som skildrer Kristi lidelse. I Luthers udgave har han udvidet det med billeder og skriftsteder fra hele Bibelen, så man med rette snarere kunne kalde den ”Frelseshistorien”. Bogen blev udsmykket med 50 træsnit, som her gengives farvelagt.

255

Martin Luthers forord Jeg har anset det for nyttigt at tilføje den gamle "Passionsbog" til andagtsbogen, især af hensyn til børn og simple mennesker, der er mere bevæget til at bevare de guddommelige historier, når de læres af billede og lignelse end blot ved ord eller lære. Markus vidner også, at Kristus også forkyndte i almindelige lignelser for almindelige folks skyld. Jeg har tilføjet et par andre historier fra Bibelen sammen med vers fra teksten, så begge kan fastholdes bedre. Jeg håber, at dette kan markere en begyndelse og være et eksempel for andre at følge og forbedre, når deres talenter tillader det. Jeg synes nemlig ikke, det er forkert, hvis nogen ville male sådanne historier sammen med versene på væggene i værelser og kamre, så man altid kan have Guds ord og gerninger for øjnene og således tilskyndes til frygt og tro på Gud. Og hvilken skade ville der være, hvis nogen illustrerede de vigtige historier i hele Bibelen i deres rette rækkefølge i en lille bog, så det kunne være og kaldes en folkebibel? Man kan bestemt ikke bringe Guds ord og handlinger for ofte til almindelige menneskes opmærksomhed. Selvom Guds ord synges og siges, spilles og forkyndes, skrives og læses, illustreres og afbildes, er Satan og hans engle og lemmer altid stærke og vågne til at hindre og undertrykke Guds ord. Derfor er vores projekt og virke ikke kun nyttigt, men bestemt nødvendigt - faktisk meget hårdt tiltrængt. 256

Jeg er ligeglad med, om billedstormerne fordømmer og afviser dette. De har ikke brug for vores rådgivning, og vi vil ikke have deres, så vi er hurtigt skilt. Jeg har altid fordømt og kritiseret misbrug af billeder og den falske tillid til dem, som i alle andre ting. Men hvad der ikke er misbrug, har jeg altid tilladt og opfordret til brugen af dem til gavnlige og opbyggelig. Sådan lærer vi vore og de almindelige folk. Disse kloge hoveder skal hverken være vores elever eller vores mestre. Må Kristus være med alle, der tror på ham og elsker ham. Amen.

257

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. På den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. (1 Mos 1). 258

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1 Mos 1, 27). Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam: »Nu er det ben af mine ben og kød af mit kød. (1 Mos 2, 22-23).

259

Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2, 16-17). Slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.« (1 Mos 3, 4-5).

260

Da sagde Gud Herren til slangen: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.« (1 Mos 3, 14-15). Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ. (1 Mos 3, 23-24). 261

Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. (1 Mos 6, 56). Så kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom. (1 Mos 7, 17-21).

262

Herren sagde: »Der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra; deres synd er meget stor. (1 Mos 18, 20). Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne. (1 Mos 19, 24-25). 263

Herren sagde til Moses: Den tiende dag i den første måned skal enhver tage et lam. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. (2 Mos 12, 1-7).

264

Herren styrtede egypterne i havet. Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. (2 Mos 14, 27-29).

265

Gud talte alle disse ord: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Osv. (2 Mos 20). Han kundgjorde jer sin pagt, som han befalede jer at følge, de ti bud, og dem skrev han ned på to stentavler. (5 Mos 4, 13).

266

Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. (2 Mos 16, 14-15). Han gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. (5 Mos 8, 3).

267

Herren sagde til Moses: »Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.« (4 Mos 21, 8). Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. (Joh 3, 14-15)

268

Herren vil selv give jer et tegn: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. (Es 7, 14). Englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. (Luk 1, 30-31) 269

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv. (Luk 1, 39-41).

270

Og mens de var i Betlehem, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. (Luk 2, 67).

271

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. (Luk 2, 21)

272

I kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? Og de faldt ned og tilbad barnet, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. (Matt 2)

273

Herodes lod alle drenge på to år og derunder myrde i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn. (Matt 2, 16-18).

274

Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de Jesus med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges.« (Luk 2)

275

Drengen Jesus blev i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. Efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Han sagde til sine forældre: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« (Luk 2 43-49).

276

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset. (Joh 1, 6-7). Johannes kom så til egnen omkring Jordan, og overalt prædikede han omvendelsesdåb til syndernes forladelse. (Luk 3, 3).

277

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Og se, himlene åbnede sig over ham, og Johannes så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over ham; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« (Matt 3, 13-17).

278

v1 Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Der står skrevet: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.« Der står også skrevet: »Du må ikke udæske Herren din Gud.« Der står skrevet: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.« (Matt 4).

279

Jesus og hans disciple var også indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« (Joh 2).

280

Da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias' datter for selskabet og betog Herodes, så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!« (Matt14).

281

Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! (Matt 21). 282

Jesus lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. (Joh13).

283

Jesus sagde til dem: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Gør dette til ihukommelse af mig! (Luk 22; Matt 26: 1 Kor 11).

284

Jesus gik ud sammen med sine disciple og over på den anden side af Kedronbækken, hvor der var en have. (Joh 18). Så tog han Peter og de to Zebedæussønner med sig. Og han blev grebet af sorg og angst. Da sagde han til dem: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!« (Matt 26). Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham. I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden. (Luk 22). 285

Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et »Rabbi!« og kyssede ham. Jesus sagde til ham: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham. Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede. (Matt 26) 286

De, der havde pågrebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de ældste var samlet. Men Peter fulgte efter ham på afstand helt til ypperstepræstens gård, og han gik derind og satte sig sammen med vagtfolkene for at se, hvad det ville ende med. Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. (Matt 26). 287

Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden. De lod ham binde og føre bort og udleverede ham til statholderen, Pilatus. Og statholderen spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.« Men på ypperstepræsternes og de ældstes anklager svarede han ingenting. Da sagde Pilatus til ham: »Hører du ikke alt det, de vidner imod dig?« Men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget. (Matt 27). 288

Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen og sagde til dem: »Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for; har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for. Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« (Luk 23). Pilatus tog så Jesus og lod ham piske. (Joh 19).

289

Da tog statholderens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om ham. Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: »Hil dig, jødekonge!« Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet. (Matt 27).

290

Pilatus gik atter ud af borgen og sagde til dem: »Nu fører jeg ham ud til jer, for at I kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig.« Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: »Se, her er manden!« Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« (Joh 19). 291

Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Hele folket svarede: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« (Matt27).

292

Da de havde hånet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. (Matt 27). Han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata. (Joh 19).

293

De korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, én på hver side, med Jesus i midten. (Joh 19). Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.« (Mark 15). Pilatus havde lavet en indskrift og sat den på korset. Den lød: »Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« (Joh 19).

294

Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Soldaterne tog hans klæder og delte dem i fire dele. Også kjortlen kastede de lod om. For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning. Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han. (Luk 23). 295

Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige. Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. (Luk 23; Joh 19).

296

På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden. (Joh 19).

297

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. (Matt 28).

298

Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« (Matt 28).

299

Maria stod udenfor ved graven og græd. Da hun vendte sig om, så hun Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. (Joh 20).

300

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« (Joh 20).

301

Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. (Mark 16).

302

Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. (ApG 2).

303

Så sagde Jesus til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« (Mark 16, 15-18). Deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende. (Salme 19, 5). 304

De drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Peter talte til dem: »Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus. Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.« (ApG 2).

305

Jesus sagde: »Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.« (Matt 26). Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. (Matt 25). 306

Martin Luthers tyske litani (Die deudsch Litaney, WA 30 III, 29-35) Herre: forbarm dig Kristus: forbarm dig Herre: forbarm dig Herre: hør os Herre Gud Fader i Himmelen, Herre Gud Søn, verdens frelser, Herre Gud Helligånd. Forbarm dig over os! Vær os nådig! Hjælp os, kære Herre Gud Beskyt os mod alle synder, kære Herre Gud! Beskyt os mod alle fejl, kære Herre Gud! Beskyt os mod alt ondt, kære Herre Gud! Beskyt os mod djævelens bedrag og list, kære Herre Gud! Beskyt os mod en hurtig og ond død, kære Herre Gud! Beskyt os mod smitsomme sygdomme og dyrtider, kære Herre Gud! Beskyt os mod krig og blod, kære Herre Gud! Beskyt os mod oprør og uenighed, kære Herre Gud! Beskyt os mod hagl og uvejr, kære Herre Gud! Beskyt os mod evig død, kære Herre Gud! Hjælp os ved din hellige fødsel, kære Herre Gud! Hjælp os ved din dødskamp og blodige sved, kære Herre Gud! 307

Hjælp os ved dit kors og din død, kære Herre Gud! Hjælp os ved din hellige opstandelse og himmelfart, kære Herre Gud! Hjælp os i vores sidste nød, kære Herre Gud Hjælp os ved den sidste dom, kære Herre Gud! Vi stakkels syndere beder om, at du vil høre os, kære Herre Gud og at styre og lede din hellige kristne kirke, hør os, kære Herre Gud, Ophold alle biskopper, præster og kirketjenere i dit frelsende ord og hellige liv, hør os, kære Herre Gud, Afværg al sværmeri og forargelse, hør os, kære Herre Gud Bring dem tilbage, der fejler og vildledes, hør os, kære Herre Gud, Træd Satan under vores fødder, hør os, kære Herre Gud Send loyale arbejdere til din høst, hør os, kære Herre Gud Giv din ånd og styrke i dit ord, hør os, kære Herre Gud Hjælp og trøst alle, der er bedrøvede og triste, hør os, kære Herre Gud Give fred og enighed til alle konger og fyrster, hør os, kære Herre Gud, Giv stadig sejr mod vor fjender Led og beskyt vores landsherre med alle deres mægtige, hør os, kære Herre Gud 308

Velsign og beskyt vores råd og menighed, hør os, kære Herre Gud Kom alle dem, der er i nød i fare, til hjælp, hør os kære Herre, Gud er os Giver glædelig frugt og velstand, til dem, der føder og ammer børn, hør os, kære Herre Gud Plej og pas alle børn og syge mennesker, hør os, kære Herre Gud Lad alle fanger blive løsladt og fri, hør os, kære Herre Gud, Forsvar og pas på alle enker og forældreløse, hør os, kære Herre Gud Vær barmhjertig med alle mennesker, hør os, kære Herre Gud, Tilgiv og omvend vores fjender, forfølgere og modstandere, hør os, kære Herre Gud, Giv og beskyt høsten på landet, hør os, kære Herre Gud Og hør os barmhjertigt, hør os kære Herre Gud! O Jesus Kristus, Guds søn, hør os, kære Herre Gud! O du Guds lam, som bærer verdens synder, forbarm dig over os O du Guds lam, som bærer verdens synder, forbarm dig over os O du Guds lam, som bærer verdens synder, giv os evig fred! Kristus hører os! Herre, forbarm dig. Kristus, forbarm dig. Herre, forbarm dig. Amen

309

Salme 103 v1 Af David. Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. v2 Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! v3 Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. v4 Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed. v5 Han mætter dit liv med gode gaver, du bliver ung igen som en ørn. v6 Herren øver retfærdighed og ret mod alle undertrykte. v7 Han kundgjorde Moses sine veje og israelitterne sine gerninger. v8 Herren er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på troskab. v9 Han anklager ikke for evigt og vredes ikke for altid; v10 han gengælder os ikke vore synder og lønner os ikke efter vor skyld. v11 Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham; v12 så langt som øst ligger fra vest, 310

så langt har han fjernet vore synder fra os. v13 Som en far er barmhjertig mod sine børn, er Herren barmhjertig mod dem, der frygter ham. v14 For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv. v15 Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; v16 når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. v17 Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham, og hans retfærdighed mod børnenes børn, v18 mod dem, der holder hans pagt og husker hans bud og følger dem. v19 Herren har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle. v20 Pris Herren, I hans engle, I stærke krigere, der udfører hans befaling i lydighed mod hans ord. v21 Pris Herren, alle hans hære, hans tjenere, der udfører hans vilje. v22 Pris Herren, alle hans skaberværker overalt i hans rige. Min sjæl, pris Herren!

311

Den Store Lutherserie Bjergprædikenen De Lutherske Bekendelsesskrifter De overåndelige Den hellige Dåb Den Lille Katekismus Den sande og falske kirke Den Store Katekismus En enkel måde at bede på Festpostillen Fortalerne til Bibelen Første Mosebog bind 1 Første Mosebog bind 2 Første Mosebog bind 3 Første Mosebog bind 4 Gud vil alles frelse Huspostillen Hvordan man skal forholde sig ved epidemier Johannes 1 Johannes 17 – Kristi Bøn Kirkepostillen - Sommerdelen Kirkepostillen -Vinterdelen Kristi nadverord står fast Luther-Leksikon Martin Luthers Andagtsbog 312

Nådens Nøgler Om forkyndertjenesten Opstandelsen Peters Første Brev Privatmesser og præstevielse Salme 51 Salme 90. Moses’ Bøn Sang og Musik Teologiens Grundbegreber Troen Alene Udvalgte Breve Vejledning for menighederne Øvrige Dåbens teologi Sandhed til Gudfrygtighed Den Augsburgske Bekendelse - kommenteret Spørgsmål besvares gerne: [email protected] Se verdens største lutherside: lutherdansk.dk

313